I morges vågnede Nicklas Bendtner op til dag to af den 50 dage lange voldsdom, han lige nu afsoner i hjemmet med fodlænke. Imens vågnede jeg op i sengetøj, hvor der på den ene side er et våbenskjold med en gylden kanon og på den anden side står: ”Bendtner 26” med store hvide bogstaver. Sengetøjet er et levn fra 2005, hvor den dengang 16-årige Nicklas Bendtner fra Dragør flyttede til London og begyndte at spille for den engelske storklub Arsenal (dengang spillede han i nummer 26). Det var stort. Men ligesom farven på det røde sengetøj er fodboldkarrieren falmet en anelse siden dengang.
Bendtners karriere har (ud over en for nyligt overstået periode, hvor han pludselig flyttede til de norske fjelde og i et interview i Euroman sagde, at “han ville blive ved med at gøre det rigtige”), været tungt præget af skandaler. Og det hele fik så en foreløbig kulmination i september sidste år, hvor han slog og sparkede en taxachauffør på vej hjem fra en bytur i København. Til at starte med havde Bendtner ellers anket sin voldsdom til landsretten, men han endte alligevel med at acceptere den et par uger senere.
Videos by VICE
Af en eller anden grund er der stadig en lille del af mig, der blindt håber på, at han får lov til at spille et par landskampe mere. Og jeg er ikke alene. I hvert fald ikke, hvis man kigger på Instagram, hvor Bendtner har markeret begyndelsen af sin afsoning med et billede af en ankel med en sort plastiklænke omkring.
Billedet har fået langt flere kommentarer end nogen af de ellers talrige feriebilleder fra Mexico med kæresten, og folk fra hele verden skriver, at han er en “ægte Lord”, at “han har fodlænke på, fordi han er bedre end Ronaldo og Messi”, og at de glæder sig til, at “han er tilbage på banen“.
I et forsøg på at finde ud af, hvorfor vi på trods af spirituskørsel og voldsdom stadig elsker – og elsker at latterliggøre – Lorden, tog jeg en en snak med sportsskribent Oscar Rothstein samt kulturanalytiker og fodboldfan Janne Bang.
VICE: Hvordan kan det være, at folk bliver ved med at hylde Nicklas Bendtner, selv om han gang på gang fucker op?
Oscar Rothstein: Han er ikke blevet populær på trods af sine mange ‘fuck ups’, men snarere på grund af dem. Han har utvivlsomt haft – og har stadig – et kæmpe fodboldpotentiale, men han har formået at forvalte det helt vildt dårligt. Vi ser en mand, der bliver ved med at undergå sig selv. Det hører dog også med til historien, at han bliver holdt ud i strakt arm – han får ikke den rene kærlighed, som fodboldfans typisk giver andre spillere. Det er en ironisk dyrkelse af en tragikomisk person. Det kommer særligt til udtryk på de sociale medier, hvor der på samtlige af hans Instagram-billeder, bliver skrevet ironiske kommentarer, og han er udbredt meme-materiale på humoristiske fodboldsider.
Janne Bang: Nicklas Bendtner var en stjerne, men efter et par år gik han mindre op i reglerne og blev fotograferet i byen med bukserne om anklerne, dagen inden han skulle spille kamp. Han var alle fodboldglade drenges drøm. Han havde alle kortene på hånden, masser af penge og var altid kærester med smukke skuespillere og modeller. De sidste mange år har hans fodboldkarriere ikke været grunden til hans popularitet. Han er populær, fordi han er drengerøven over alle drengerøve på de sociale medier. Ja, han vandt mesterskabet med Rosenborg, men der er jo ikke rigtig nogen, der snakker om norsk fodbold. Vi er kun interesserede, fordi Bendtner er med.
Hvorfor er det bare ikke lige så sjovt at holde med Christian Eriksen?
Oscar Rothstein: Fodbold lever langt fra kun af succeshistorierne. Nederlagsfortællingerne har en enormt vigtig funktion i fodbold, og derfor er Nicklas Bendtners historie også så fascinerende. Christian Eriksen er en god sammenligning. Hans historie kan du fortælle på fem minutter. Han er en rar dreng fra Middelfart, der har passet sin træning, og som udtaler sig pædagogisk til pressen – og i øvrigt gør han det, han skal, på banen. Og selv om der ikke er tvivl om, at det er Eriksen, der er den bedste spiller og har den bedste karriere, er han ikke nær så god en historie som Bendtner. Det er en helt central del af fodboldens mytologi, at det ikke altid er de dygtigste, der fylder mest. Man skal huske på, at fodbold også er underholdning og komik. Mange går til det som et skuespil, hvor vi glemmer, at aktørerne er virkelige mennesker.
En ting er, at han smadrer sin bil og drikker sig for fuld, men burde en voldsdom ikke være grænsen?
Janne Bang: Hans klub lader til at være ret kolde i røven, for de har en god spiller, og ingen andre klubber ser ud til at ville have ham. Hans fans holder ikke op med at synes, at han er sej. Han har også kørt spritkørsel, og der vendte de ham heller ikke ryggen, selv om de sikkert ikke synes, spritkørsel er sejt. Dommene passer nemlig også godt til det billede, vi har af ham, som én der fyrer den af og går sine egne veje. Det eneste, der rigtig kan blive en udfordring for ham, er at komme tilbage på landsholdet, og det ville ellers være godt for ham at brillere i slutningen af karrieren.
Hvor meget af folks fascination er hyldest, og hvor meget er drilleri?
Oscar Rothstein: Du kan ikke skille latterliggørelsen fra hyldesten, for opbakningen hører intimt sammen med, at han gang på gang forråder sig selv. Han er for længst blevet en ‘kendis’, fordi han har jokket så mange gange spinaten, at man ikke kan undgå ham. Derfor er personen Nicklas Bendtner blevet skilt fra fodboldspilleren Nicklas Bendtner. Det er måske ikke alle, der kan forholde sig til, hvordan det er være ung fodboldspiller og vokse op i en verden med for mange fristelser, man kan slå sig på. Men alle kan forholde sig en spritkørsel eller en taxatur – og derfor har han opnået en mere bred appel. Desværre.
Janne Bang: Han er en af drengerøvene, og der findes en bestemt type mænd, der hylder det ekstremt dumme, og hvor det er positivt at være bøvet. En kliché som “boys will be boys” passer rigtig godt på en person som Nicklas Bendtner. Voldsdommen blev også hurtigt udlagt som et forsvar af hans kæreste, og det passer også perfekt på stereotypen på en en sej, hård mand, der passer på sin kvinde og står ved sine værdier.
