Jeg drak brystmælk hver dag i en uge

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Spanien

Min veninde Marina placerer brystpumpens sugekop på sin brystvorte og trykker på knappen. Den mekaniske lyd fra pumpen blander sig med lyden af reklamebureaufolk, der spiser frokost. Marina har en to-årig datter, som er ved at vænne sig af med at blive ammet, og jeg er begyndt at komme forbi hendes kontor for at spise frokost og drikke noget af hendes brystmælk.

Videos by VICE

Brystmælk er mad til babyer, selvfølgelig, men hvis rygterne og medierne er til at stole på, så er det også en livsgivende foryngelses-nektar for voksne. Det siges at kunne forbedre din hud, gøre underværker for dit immunsystem, opbygge muskelmasse og endda bruges som kontaktlinsevæske. Og så smager det åbenbart også godt. Hvis det ikke kommer ud af dine egne bryster, kan du købe det på sider som Onlythebreast, hvor nybagte mødre kan tjene en ekstra skilling på at sælge deres overskydende mælk. For det meste til andre forældre, som ikke kan eller vil made deres babyer med deres egen brystmælk, men også til voksne, som selv drikker det. Der er selvfølgelig folk, der drikker det, fordi de tænder på det på en eller anden måde, men andre drikker de dyrebare dråber for at opnå det påståede sundhedsboost. 

Jeg besluttede at finde ud af, om det at drikke den søde, livsgivende saft også ville gøre underværker for mig, ved at drikke noget af Marinas mælk hver morgen i en uge til morgenmad.

Marina og brystpumpen. Alle billeder af skribenten.

Marina vil gerne langsomt holde op med at amme, og derfor har hun mælk i overskud – og hun sværger, at hendes baby ikke kommer til at sulte. Mens pumpen slutter tæt om Marinas brystvorte, begynder mælken at dryppe ned i den beholder, maskinen er forbundet til. Efter omkring 15 minutter er den næsten fyldt. Da hun stiller den på bordet, betragter jeg den indgående. Det ligner meget fedtfattig mælk. Jeg har det stadig som om, jeg berøver en baby dens måltid, men Marina insisterer på, at hun har mere end nok. 

Med visse forbehold tager jeg en slurk. Mælken er varm og ret sød – den minder mig om meget vandet horchata. Det minder mig også om havremælk eller rismælk, bortset fra eftersmagen, som øjeblikkeligt minder dig om, at du drikker noget, der er kommet ud af et pattedyr. Jeg sender hende et blik, der siger “Hey, jeg har lige drukket din brystmælk”, hvorefter hun smiler til mig. Hun fortæller mig, at hun har drukket sin egen brystmælk mange gange. Hun har endda lavet mad med det. “Jeg producerer så meget mælk, at jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med det. Det er for meget for barnet, og jeg har det dårligt med at smide det ud,” siger hun.

Voksne, der drikker brystmælk, er ikke et nyt fænomen. For eksempel siges de gamle egyptere at have brugt det til at behandle sår. Og så er der fortællingen om kvinden Pero, som i hemmelighed ammede sin fængslede far, Cimon, for at redde ham fra sultedøden. 

Og nu er det min tur. Min første slurk er så frisk fra barmen, som man kan forvente, eftersom jeg ikke er Marinas datter – men den øvrige mælk, jeg får fra Marina, har hun frosset ned henover de sidste par måneder. Jeg opbevarer det i en køletaske – seks glasbeholdere med cirka 50 ml mælk – allesammen mærket med datoen for udmalkningen.

De første par dage drikker jeg det rent, som man ville drikke en eliksir af evig ungdom. Jeg føler mig mere energisk, mere klar i hovedet og mere ren. Jeg er ikke ligeså træt, som jeg som regel er efter to timers Pilates. Den følelse falmer til gengæld, da jeg møder Alba Padró – amningsrådgiver ved IBCLC (International Board Certified Lactation Consultant), og medstifter af brystmælksappen, LactApp. Hun minder mig om, hvor stærk en placeboeffekt kan virke.

Hun fastholder, at sundhedsgoderne forbundet med brystmælk er ægte, men kun for nyfødte børn. Men “det er sandt, at brystmælk kan dulme følgerne af kemoterapi, hvorfor nogle mennesker drikker det under deres behandling.” Men at brystmælk skulle være i fremgang i bodybuilding-miljøet, er bunder i en misforståelse, siger hun. “Det er højst usandsynligt at den energi, folk mærker efter at have drukket brystmælk, rent faktisk stammer derfra.” Padró forklarer, at mælk fra mennesker har et meget lavt proteinindhold, fordi mennesker vokser meget langsomt. “Mælk fra en ko, en hare eller endda en mus har så mange flere næringsstoffer for voksne end mælk fra en kvinde,” fortæller hun. “Jeg kan forestille mig, at brystmælk muligvis hjælper atleter til at genvinde nogle bestemte mineraler, men det kan man også gøre med andre drikke eller blandinger. Jeg tror bare, det er en trend. Der er ikke nogen videnskabelig grobund for det. Selvfølgelig er brystmælk en superfood, men kun for spædbørn.”

Min blinde tillid til det sunde i at drikke brystmælk som voksen kvinde er måske brudt, men jeg er stadig fast besluttet på at drikke et glas hver morgen. Men det er ikke det samme. Den fjerde dag hælder jeg bare mælken i min kaffe, drikker den lynhurtigt og brænder min tunge.

Jeg har travlt, fordi jeg er sent på den til mit møde med Marga Cáceres. Marga fik kemoterapi mod brystkræft i et år, men nu er hun konstateret rask igen. Under behandlingen tog hun en daglig dosis på op til 100 ml brystmælk. “Kemoen havde nogle forfærdelige bivirkninger – kvalme, konstant urolig mave, manglende appetit. Det forsvandt altsammen, da jeg begyndte at drikke brystmælk. Det var måske et tilfælde, men effekten af kemoen var ikke halvt så slem, som den var før,” fortæller Marga. Hun købte mælken fra en vens bekendt. “Sælgeren lovede mig, at hun havde mere end rigeligt mælk, og hun havde brug for pengene. Jeg overvejede ikke rigtigt, om det var rigtigt eller forkert – det var bare det, jeg havde brug for i den situation.

I næsten et år købte Marga med jævne mellemrum brystmælk fra sin kontakt, afhængigt af hvilket stadie hendes kemoterapi var i. Hun betalte 110 kroner for en daglig dosis, 20 dage om måneden, hvilket løber op i mere end 2.200 kroner om måneden. Marga fortæller, at det sorte marked i Spanien er i udvikling. Der findes åbenbart officielle, lovlige brystmælksbanker, men adgangen til dem er begrænset til folk, der ammer. Vil man købe det af andre grunde, er man nødt til at gøre det ulovligt. Den officielle mælkebank garanterer, at deres mælk er renset for sygdomme, bakterier og tilsætningsstoffer, men sådan en garanti findes ikke for den mælk, der rekvireres gennem uregulerede netværk på nettet eller andre steder. For eksempel har forskning vist, at ureguleret mælk kan være farligt, fordi det kan være forurenet med bakterier eller fortyndet med vand eller komælk.

En anden risikofaktor er, at brystmælken kan indeholde en lang række sygdomme – HIV, syfilis, hepatitis eller HTLV-virus, som kan føre til kræft – fordi det er en kropsvæske. Inden jeg begyndte at drikke Marinas mælk, diskuterede jeg den eventuelle risiko med hende – og befandt mig efterfølgende i den ubehagelige situation, det er at bede nogen blive testet og vise mig resultatet bagefter. Det havde jeg ikke gjort i lang tid og aldrig med en god ven.

De sidste to dage på min uge med brystmælk indså jeg, at det egentlig bare var forgæves. Jeg kunne ikke få mig selv til at smide de sidste to mælkeglas ud, så jeg besluttede at varme dem begge to op og tilføje to spiseskeer kakao. Jeg sad i vindueskarmen og kiggede ud, mens jeg sippede min varme chokolade. Det smagte godt og var så billigt, som det kan være. Ude på gaden gik en far forbi med sin søn i klapvogn. Han suttede på en flaske, og jeg synes, han så ret fordømmende på mig. Jeg hoppede ned fra vindueskarmen og gik tilbage i køkkenet. Uanset hvad brystmælk gør ved voksne, så føles det stadig som at stjæle fra en baby.