Jeg interviewede min far om hans karriere som LSD-smugler

Illustrationer: Ben van Brummelen

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Holland

En dag i 1988 blev min far stoppet i tolden ved den franske grænseovergang til Belgien. Han rullede ruden på sin grå Volvo ned, da de to betjente bad om at se hans papirer. Han rakte sit pas til den mest mistænksomt udseende af dem, som hurtigt tjekkede det. “Træd venligst ud af bilen,” sagde han. Min fars hjerte bankede løs, men hans ansigt viste ingen tegn på frygt – han vidste, hvordan han skulle håndtere det, for han havde forberedt sig på sådan en situation.

Han havde til gengæld ikke forberedt sig på, at betjenten holdt fem små kvadratiske papirstykker frem med små stjerner printet på. De lignede bittesmå frimærker, men det narrede ikke betjenten. Han vidste godt, at min far havde efterladt fem stykker LSD i sit pas. Hvad han ikke vidste var, at hver eneste krog og sprække i min fars Volvo var fyldt med LSD.

“Hvad er det her? Det faldt ud af dit pas.” Min far forsøgte at grine henkastet og fortalte betjenten, at det var hans fem lykkebringende stjerner. “Jeg fik dem af en guru, da jeg var på ferie i Goa i Indien sidste år. Han sagde, de ville bringe held,” fortalte han betjenten. Betjentene placerede ham på en stol på den anden side af vejen, mens de gennemsøgte hans bil. Min far kunne mærke en knude i maven – han skulle ikke nyde noget af et ophold i et fransk fængsel. Men så vendte vagten tilbage og sagde, at han kunne gå. “Men lad for guds skyld dine lykkestjerner blive i Goa næste gang.”

Min fars karriere som kriminel begyndte i midten af 1980’erne, da han pludselig besluttede at flytte til fra London til Amsterdam helt alene. Jeg var ikke født endnu, men mine halvbrødre var – de var ni og syv dengang. Min far var en meget succesfuld tandlæge i London og havde sin egen fancy klinik. Han havde kone, to sønner, et lækkert hus, biler og en motorcykel. En dag forlod han det hele for at blive LSD-smugler i et andet land. Fordi jeg aldrig rigtig forstod, hvad der skete og hvorfor, besluttede jeg for nylig at spørge ham om det.

Han begyndte med at fortælle mig om sin første oplevelse med syre: “I 1971 kom min amerikanske ven Toby til London med sin kæreste. Han havde 10.000 frimærker syre med sig, som han havde sat på to stykker pap, som han havde bundet rundt om sine ben. Han havde tykke sokker på henover dem og gik direkte igennem sikkerhedskontrollen og tolden. Stofsmugling og flysikkerhed blev ikke taget lige så alvorligt dengang, som det gør nu. Toby solgte stofferne i London, havde købt en hvid sportsvogn og holdt alle de her vilde fester, hvor folk tog en masse stoffer og havde sex. Festerne tiltrak en masse seje mennesker og kunstnere – London var en fed by i 1960’erne og 70’erne.”

Til en af de fester gav Toby noget syre til min far og hans daværende kone. “Vi havde ingen idé om, hvad det var. Min kone havde et rigtig godt trip og så smukke farver over det hele,” fortæller min far. “Jeg havde et virkelig dårligt et – det allerførste var mit livs værste. Bagefter har jeg ofte haft flashbacks til det rædsomme trip, især mens jeg lavede totalt almindelige ting – såsom fyldninger i folks tænder. Selvom det var en meget ubehagelig oplevelse, så vækkede den en dyb trang i mig til at leve en anden slags liv. Men det tog alligevel flere år, før jeg rent faktisk forlod det hele og flyttede væk.”

Det var ret traumatiserende for mine brødre, da min far forlod dem og blev skilt fra deres mor og flyttede til Amsterdam. Men det første han gjorde, da han ankom til den nye, lovende by, var at åbne en tandlægeklinik igen. Ikke overraskende kunne han mærke, at arbejdet bare ikke interesserede ham længere. “Det passede ikke ind i mit liv i Amsterdam at være tandlæge. Der var interessante mennesker, der skulle mødes, kvinder, der skulle dates, joints, der skulle ryges. Jeg havde lyst til at kaste mig ud i byens frihed.”

I 1985 mødte han den amerikanske skuespiller Tony på en af Amsterdams coffee shops. Kort efter de var blevet venner fandt min far ud af, at Tony solgte stoffer. “Efter et stykke tid spurgte han mig, om jeg nogensinde havde overvejet at tjene penge på at smugle LSD.” Kort efter planlagde min far sin første stofsmuglerrejse. “Det virkede så spændende – den kriminelle verden var helt ny for mig. Og jeg skulle ikke forsvare noget over for nogen, for jeg boede alene.”

“Jeg begyndte med små smuglerrejser, men de første to år var min succes ret ubetydelig. Efter det begyndte jeg at tjene ret gode penge. På en tur til Spanien havde jeg medbragt en stor stak vinyler med Rolling Stones, The Beatles og Bob Dylan – indeni lå der 22.000 LSD-frimærker. Det var juledag, og der var kun meget få mennesker i lufthavnen. Betjentene i tolden var meget glade for endelig at have noget at lave, så de tog min taske for at kigge nærmere på mine plader. Under inspektionen, vendte de sig mod mig og sagde, at de var kæmpe fans af Stones og Beatles. Og så gav de mig min taske igen. Senere fandt jeg ud af, at jeg kunne have fået mindst otte års fængsel for det.”

Min far var meget tilpas i den verden af LSD-produktion og smugling, og han rejste ofte til USA i slutningen af 80’erne. “Forretningsmændene, jeg havde kontakt med derovre, var alle klædt i hawaiiskjorter og hentede mig i lufthavnen, hvor de stod klar med skilte med mit navn på. Dengang forsøgte man ikke at skjule det ligeså meget. De kaldte sig Rainbow eller Sunshine og kørte mig altid til smukke villaer fyldt med kunst og store haver. Jeg synes generelt, folk i LSD-branchen var virkelig søde, interessante mennesker – ikke skumle kriminelle, som var involveret i andre slags stoffer. Sådan virkede det i hvert fald på mig dengang.”

Efter han havde smuglet syre i nogle år, begyndte politiet en efterforskning af min far og samlede nok beviser til at anholde ham i 1991.

Når jeg taler med min mor om min fars karriereskift, fortæller hun mig, at hun ikke anede det. Jeg tror på hende, og hvis du kendte hende, ville du også tro hende. Hun har arbejdet i det offentlige, siden hun var i tyverne, og hun er den slags menneske, der aldrig kører over for rødt. “Vi havde et meget frit forhold dengang – vi så kun hinanden et par gange om ugen,” fortæller hun. “Han sagde ofte, at han skulle på tandlægekursus eller på forretningsrejse til udlandet.” Hun opdagede hans kriminelle side, da en avis bragte en tegning på forsiden at en tandlæge, der giver sine patienter frimærker med syre. Sagen mod min far gik heller ikke medierne hen over hovedet – den hollandske avis De Volkskrant gik især i kødet på det dengang. “Når jeg ser tilbage på det, så skulle jeg have undret mig mere over, at han var så meget væk, men min mor var terminalt syg dengang, så jeg havde mit primære fokus på hende,” forklarer min mor.

Mens min far var varetægtsfængslet, fandt min mor ud af, at hun var gravid med mig, hvilket var et hårdt slag for hende. Min far endte med at sidde et år i fængsel, og det var selvfølgelig et hårdt slag for ham. Han fortalte mig, at han underviste sine fængselskammerater i engelsk og havde overbevist fængselsvagterne om, at han led af klaustrofobi, så han fik tilladelse til at lade døren til sin celle stå lidt på klem. I fængslet opdagede min far et talent for at tegne, så efter sin løsladelse blev han kunstner. Han siger, at han aldrig er vendt tilbage til det kriminelle liv.