Den vanvittige historie om de to 14-årige børn, der blev dobbeltmordere

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Det var omkring midnat mandag d. 11. april 2016. 14-årige Lucas Markham var på vej hjem til sin kæreste Kim, der boede på Dawson Avenue i den lille by Spalding i England. I hans taske lå fire køkkenknive pakket ind i en sort t-shirt. Da han kom frem, gik han om på bagsiden af huset, kravlede op på et skur, og bankede tre gange på vinduet ind til hendes værelse. Han ventede, men det gik hurtigt op for ham, at Kim, som også var 14 år gammel, nok sov. Lucas gik hjem igen.

Den næste nat vendte han tilbage. Igen bankede han på vinduet, og igen hørte hun ham ikke. Den følgende nat, om onsdagen, hørte Kim ham banke. Hun gik ud på badeværelset, hvor hun åbnede et vindue og lukkede ham ind. “Er du sikker på, at du har lyst til at gøre det?” spurgte Lucas, da han var kommet indenfor.

“Jeg sagde, ja,” fortalte Kim senere til politiet, “men så kunne jeg alligevel ikke få mig selv til det, så han gjorde det.”

Kim ventede på badeværelset, mens Lucas sneg sig ind på hendes 49-årige mor Liz’ soveværelse. Da han skulle til at gå ind, gik det op for Kim, at han ikke helt havde fulgt deres detaljerede plan. Hun viskede: “Tag skoene af.”

Lucas var nået hen til sengen uden at vække moderen, og han stak hende otte gange. Han stak hende to gange direkte i halsen og skar næsten hendes luftrør over, men hun vågnede og gjorde modstand, så de næste fem stik var gennem hendes hænder. Han klatrede op på hende, og tvang en pude ned over ansigtet på hende. Han fortalte senere politiet, at Liz havde kradset ham “i ansigtet, på ryggen og på numsen”, da hun forsøgte at slippe fri.

Mens de sloges, kom Kim ind på værelset. Blodet var splattet ud over sengen og op på væggene. Lucas bad hende lukke døren. Da Kim kom nærmere, rakte moderens desperate hænder ud efter hende.

“Hun kæmpede imod,” sagde Kim senere. “Hun rakte ud efter min hånd, så jeg tog fat og holdt den lidt. Men så gik det op for mig, at det var hendes hånd, så jeg trak min hånd til mig, og satte mig i fosterstilling. Jeg sad på gulvet ved siden af døren og sagde til mig selv, at jeg skulle trække vejret, for jeg var ved at gå i panik. Mine ben rystede. Så gik jeg frem og tilbage og sagde: ‘Det skal nok gå, tag det roligt, det er overstået om lidt.’ Efter omkring ti minutter var hun død. Hun var blevet helt stiv og kæmpede ikke imod længere, men der kom stadig en gurglende lyd fra hende. Jeg tror, jeg spurgte: ‘Er hun død?’”

Lucas tjekkede Liz’ puls. Da de var sikre på, at hun var død, gik de to børn ind på værelset ved siden af, som Kim delte med sin 13-årige søster, Katie. Endnu engang stak Lucas hende gentagne gange i halsen, før han kvalte hende med en pude. Kim hørte sin søsters sidste ord, som var “jeg kan ikke…”. Det kom dæmpet inde bag fra hovedpuden fra det, hun beskrev som “en uhyggelig stemme… der var ved at dø”.

Så tog parret et bad for at vaske blodet af. Da de var rene, hev de Kims madrasser nedenunder, og lagde dem foran fjernsynet. Nu kunne de selv bestemme, så de spiste kage og is. De havde sex. De så tre Twillight-film i træk. Tabloidaviserne døbte dem senere “Twillight-morderne”. De havde planlagt at begå selvmord næste dag kl. 14. Kim skrev en seddel, hvor der stod: “Jeg vil have, at min og Lucas’ aske bliver spredt på vores sted. Hilsen Lucas og Kim. Vi er fucking ligeglade med det hele.”

Men da tiden kom, ændrede de alligevel mening. De så en fjerde Twillight-film i stedet. De blev sammen i huset i 36 timer. Der var blevet ringet til politiet, fordi de to børn ikke var i skole, og til sidst brød de ind gennem et vindue. De fandt parret liggende under en dyne.

Betjene spurgte Kim, hvor hendes mor var. Hun svarede: “Ovenpå.”

De spurgte Lucas, hvad der var sket med hende. Han svarede: “Gå selv op og se.”

Det mest bemærkelsesværdige ved grundlaget for Lucas og Kims beslutning, er at den er så almindelig. Kim følte, at Katie var hendes mors yndlingsbarn. Hun sagde, at hendes søster fik “al opmærksomheden” og “beholdt vores mor for sig selv”.

Engang da Kim var otte år gammel, havde Liz mistet besindelsen, og slået hende på kæben. Både Kim og Katie blev derefter fjernet fra hjemmet, og boede fire måneder hos en plejefamilie, før de fik lov til at vende hjem. Kim og Liz blev ved med at skændes. Lørdagen før mordene var de blevet uvenner over, at Liz ikke ville lade Kim se hendes far, Peter Edwards.

“Jeg har aldrig kunnet sammen med min mor, lige siden jeg var lille,” fortalte hun senere til politiet. “Jeg vidste, hun bedre kunne lide min søster end mig. Hun påstod, at det ikke passede, men jeg vidste, at hun løj. De snakkede hele tiden sammen, og når jeg kom op at skændes med min mor, holdt Katie altid med hende… Lucas kunne ikke holde ud når jeg var ked af det. Derfor kunne han ikke lide min mor og min søster. Jeg slap af med mit største problem – det, der gjorde mig deprimeret – og det var min mor. Det var en lettelse.”

Kim havde første gang lagt mærke til Lucas i september 2013, da han fik skæld ud for at kyle en stol tværs gennem lokalet i en engelsktime på Sir John Gleed skole i Spalding. De blev venner, og via Facebook spurgte han hende 23. maj 2015 om hun ville være kærester. Han kom tit op at slås i skolen, og da de myrdede hendes familie, var han allerede blevet smidt ud af skolen for dårlig opførsel. Parret planlagde forbrydelsen sammen. Først i Kims have, og senere på en McDonald’s, der lå 15 minutters gang derfra. Senere udtalte Kim: “Jeg har haft lyst til at myrde nogen i ret lang tid.” Adam Free, som var en af deres klassekammerater, fortalte senere, at Lucas havde talt om at slå Liz ihjel, men at ingen havde taget ham seriøst.

Alice Jones er børnepsykolog og underviser i psykologi på Goldsmiths, og hun er ekspert i, hvordan børn udvikler anti-social opførsel og bliver psykopater. Hun siger, at børn, som ender som mordere, næsten altid er voldelige i tiden op til mordet, og hun mener, der er visse ting, der kan være tegn på, at der er særlig høj risiko for, at børnene vil føre deres allermest alvorlige trusler ud i livet. “De farlige er de børn, som både er aggressive, men som også virker til at være ligeglade med andre menneskers følelser,” siger hun. “Der er mange børn, der kommer op at slås, men også godt ved, at det ikke var den rigtige ting at gøre. De er i stand til at opføre sig ordentligt. De børn, jeg er bekymret for, er dem, som virker fuldstændig ligeglade med andre mennesker.”

Ved retten i Nottingham blev Lucas Markham og Kim Edwards i november 2016 dømt til livstid i fængsel. De er de yngste dobbeltmordere i Englands historie. Dommeren bed især mærke i, hvor lidt de virkede til at fortryde deres handlinger, og hvor planlagt det hele var. “På mange måder har vi aldrig haft en sag som denne før,” sagde han. “Der var utrolig meget planlægning og mange overvejelser. Det var på alle måder omhyggeligt og kalkuleret. Mordene var brutale, og begge ofre må have lidt frygtelig meget, inden de døde.”

Både Lucas og Kim skal sidde inde inde i minimum 17, selvom Alice Jones mener, at det er ret sandsynligt, at mindst en af dem, skal blive siddende meget længere. “Det ville overraske mig meget, hvis ikke mindst en af dem, laver mere ballade mens de er indsat,” siger hun.

Grunden til, at hun tror det, er, at det er meget svært at rehabilitere børn, som har handlet ud fra deres psykopatiske tendenser. “Kan de blive en del af samfundet igen? Jeg tror, det bliver meget svært efter sådan en oplevelse, der forandrer ens liv fuldstændig. Især for pigen, som har gjort det mod sin egen familie,” siger hun. “Jeg tror generelt, det er meget svært at forandre børn, der har de her tilbøjeligheder. Det er meget svært at få folk til at blive empatiske. Hvis ikke man har empati for andre, er det svært at få det. Det er en biologisk ting. Hvis ikke man selv føler frygt og sorg, hvordan skal man så kunne forstå, at andre har den følelse?”

Carol Anne Davis er forfatter til bogen Children Who Kill, og hun vil alligevel pege på Mary Bell og Bernadette Protti som beviser på, at I nogle tilfælde kan børnemordere blive til almindelige, rehabiliterede voksne. “Lucas og Kim var kun 14, da de slog nogen ihjel, så deres hjerner var endnu ikke færdigudviklede,” siger hun. “Teenagere kan ikke kontrollere deres følelser på samme måde som voksne kan, og de klar på at tage risici og bukker let under for gruppepres. Når de er 25 år, kommer de til at have langt flere synapser – altså forbindelser i hjernen – og derfor kan de potentielt være helt andre mennesker. Det kommer meget an på, hvilket forhold de får til andre mennesker, mens de er i fængsel. Hvis de får en god rollemodel, kan det gøre en uvurderlig forskel.”

Lige meget hvad der sker, kommer Lucas og Kim, som stadig kun er 15 år gamle, til at bære rundt på de bestialske mord resten af livet. Det vil Liz og Katies familie og venner også. Efter at have oplevet, at hans ene datter blev dømt for mordet på den anden, købte Peter Edwards begravelsespladsen ved siden af Katies. Han skrev bagefter på Facebook: “Nu hvor jeg ejer pladsen, kan jeg slet ikke vente, til det bliver min tur til at ligge der.”