Kvinden der hjælper migranterne ombord på Mexicos berygtede ‘dødens tog’

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Alle billeder af skribenten.

Laura Avila har dedikeret sit liv til at hjælpe de migranter, som krydser Mexicos andenstørste by, Guadalajara, på deres vej til USA ombord på den berygtede toglinje kendt som “Bæstet”.

“La Bestia”, også kendt som “el tren de la muerte” – dødens tog – er et netværk af godstog, der kører fra Centralamerika igennem Mexico til USA.

Hvis man går langs skinnerne i Guadalajara, møder man en endeløs strøm af migranter fra Guatemala, Honduras og det sydlige Mexico. De fleste migranter, der rejser med “Bæstet” gennem Guadalajara, har allerede klamret sig til godstoget med livet i hænderne i flere dage eller uger.

De hopper af toget, mens det kører, tæt på markedet i Guadalajara for at finde nok mad til at kunne overleve den næste del af rejsen og sælger eller bytter ofte det, de kan finde for at overleve.

Når migranterne er stærke nok til den næste del af rejsen, hopper de ombord på et godstog, når det sænker farten for at køre igennem tæt befolkede Guadalajara.

Selvom 64-årige Avila har boet i Guadalajara hele sit liv, slår hun også lejr langs skinnerne og får nye naboer hver eneste dag.

“Jeg gør, hvad jeg kan for at hjælpe folk,” siger Avila, som selv bor på en bunke skrald, hun har samlet, tæt på togskinnerne. “Der er det, jeg er sat på Jorden for at gøre.”

Avila tilbringer dagene med at bjærge brugbart skrald fra et åbent marked i nærheden og giver det til de migranter, der kan bruge det.

Avila er ikke alene i kampen for at hjælpe migranterne i Mexico. Tusind kilometer øst for Guadalajara i staten Veracruz findes et netværk af kvinder, der er kendt som “las patronas.”

Kvinderne står ved skinnerne hver dag, når “Bæstet” løber igennem byen, og kaster varer til de sultne mænd, kvinder og børn.

Selvom den gruppe af kvinder er kendt over hele Latinamerika, er Avila en del af en mindre kendt tradition for kvinder, som lever langs med skinnerne til USA for at hjælpe migranterne på en, hvilken som helst måde de kan.

“Nogle gange finder jeg for eksempel en perfekt skotøjsæske. Jeg ved, at der altid er migranter, der forsøger at sælge sko for at få noget mad. Jeg giver dem skotøjsæsken for at få dem til at se mere professionelle ud, så de måske får nemmere ved at sælge skoene,” siger Avila.

Avila taler fejlfrit engelsk til trods for aldrig at have modtaget en traditionel uddannelse.

“Jeg ville studere sprog, men min far tvang mig til at blive gift og få børn, da jeg var meget ung,” siger hun.

Avilas mand arbejdede på en tøjfabrik i flere årtier.

“Han arbejdede under meget kummerlige forhold. Det var forfærdeligt. Han begyndte at sniffe cement på arbejdet sammen med sine kolleger for at klare det. Han døde i en alder af 30,” siger hun.

Efter sin mands død måtte Avila klare sig selv. Uden uddannelse at falde tilbage på besluttede hun at begynde at samle skrald og bytte det til mad.

Avila har tre døtre. To af dem bor i Mexico City, og den sidste bor 100 meter fra Avilas seng af skrald i Guadalajara.

“Jeg kunne bo hos min datter i de lejligheder lige derovre, men jeg er vant til at bo udenfor. Jeg elsker naturen, og jeg elsker de mennesker, der kommer gennem den her del af byen i jagten på et bedre liv.”