Mac Miller var kun lige begyndt

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA

For syv år siden havde en tynd, halvt jødisk knægt fra Pittsburgh den bedst sælgende plade i USA. Det havde han opnået ved at spille energiske og humoristiske shows for unge, festglade studerende på universiteter over hele landet, hvor han præsenterede sine rim på et bagtæppe af poppede rytmer. Hans borgerlige navn var Malcolm McCormick, og han var en sprudlende, hedonistisk, hårdtarbejdende, selvsikker, lyrisk stilforvirret rapper, som samtidig var fuldstændig uforberedt på fremtiden.

Men de fleste af os vil ikke huske Mac Miller, som i fredags døde i en alder af 26, for hans debutalbum fra 2011, Blue Slide Park – selv om det var den første uafhængige lp til at toppe hitlisten siden Tha Dogg Pounds Dogg Food i 1995. De fleste radiostationer kommer ikke til at spille hans energiske-men-sjuskede mixtapes fra tidligt i karrieren, der gjorde ham til en kultfavorit – og den kritiske opmærksomhed, hans tidligere værker modtog, bliver kun en fodnote i hans eftermæle.

I stedet vil vi huske ham som en alsidig rapper, en stærk lyriker, en arbejdsom og original producer, en musikalsk force og en uventet mester i at lave et album i en tid, hvor alle har dømt formatet dødt. Hvor mange kunstnere reagerer på kritik ved at lange ud, trække sig tilbage eller bare fortsætte med deres gamle stil, så udviklede Mac Miller sig konstant som kunstner. Han blev en af hiphoppens mest karismatiske skikkelser, en opsigtsvækkende stjerne, der sammen med vennerne i Odd Future og The Internet angreb mainstream-hiphoppen fra periferien. Selv Jay-Z var nede med ham. Når Miller sagde, han ønskede at røre folk med sin musik, så mente han det. I takt med at hans karriere tog fart (og det gjorde den hurtigt), lykkedes det for ham.

Og Swimming, Millers femte album, der udkom for en måned siden, var hans bedste til dato – fyldt med sjæl, selvindsigt og åbenhjertige indrømmelser. Den var hans forsøg på at tackle sit stofmisbrug og dets konsekvenser. Han etablerede sin tese på “Come Back to Earth”, der åbner albummet – // I was drowning, but now I’m swimming / through stressful waters to relief // – men legede så med metaforen ved at rappe, at det ikke altid var så let at holde sig oven vande. Det var en oprigtighed, som gjorde det lettere at tro på, at rapperen var i bedring efter årevis med depression. Han arbejdede med sine problemer. Han havde en sang med titlen “Self-Care”. “Jeg vil gerne være i stand til at have både gode dage og dårlige dage,” sagde han til Craig Jenkins fra Vulture i et interview, der blev udgivet dagen inden hans død.

Swimming var kulminationen på en lang og svær proces. Efter Blue Slide Park og den mere psykedeliske og dybsindige Macadelic fra 2012 kæmpede Miller med berømmelsens pris og stofmisbrug. Det gik ham på, at kritikere kategoriserede ham som en frat-rapper. “Mac tog de dårlige anmeldelser tungt,” skriver Insanul Ahmed i et portræt af rapperen for Complex i 2013. “Det pissede ham ikke bare af, det sendte ham ind i en personlig negativ spiral.” Han har i senere interviews taget til genmæle, men den negative reaktion på en plade, han havde lavet som 19-årig, ramte ham i hjertet.

Men da Watching Movies With the Sound Off udkom i 2013, tog den fans og kritikere på sengen med sine eksistentielle kriser, sit nonchalante forhold til druk og en genreløs produktion (Pharrell Williams, Clams Casino og Tyler, The Creator er alle krediteret). Ingen, der lyttede til Millers tidlige udgivelser, kunne have forestillet sig, at han senere ville optræde sammen med Earl Sweatshirt på sangen “I’m Not Real“, hvor han filosoferede over “hieroglyphics, pyrotechnics, metaphysics”. Der var ingen af kritikerne, som havde regnet med, at en ung fyr, der allerede havde hittet stort, ville starte helt forfra igen.

Men han var 21 år gammel og stadig i gang med at lære sig selv at kende. Jordan Sargent, der sablede Blue Slide Park på Pitchfork, lavede et portræt af rapperen for SPIN i forbindelse med udgivelsen af Watching Movies og mødte en ung mand, der var åben omkring den kamp, han først lige var kommet igennem: et usundt forhold til stoffer, en dårligt besøgt turné, et forslået ego. Han definerede sig selv gennem den åbenhed. En kunstner, som leder efter en genvej til at blive et respekteret navn, havde måske lavet en opfølger, der på overfladen så “alvorlig” og “melankolsk” ud. Men Miller lavede en plade, der først og fremmest var centreret omkring ærlighed.

Det var den ærlighed, der skulle kendetegne ham. På GO:OD AM fra 2015 kiggede han skånselsløst på berømmelse, afhængighed og alle de udfrakommende faktorer, der satte dagsordenen i hans liv. “Stoffer er bare ikke en løsning,” sagde han til Noisey. “Man vil ikke giftes med stoffer. Jeg vil hellere sove sammen med min pige end en pose stoffer.” The Divine Feminine, der udkom året efter, var en virkelig ambitiøs hyldest til kvindekønnet, der let kunne have fejlet, men i stedet emmede af varme. Han var en kunstner, der konstant fornyede sig selv – uanset om han var ved at komme sig ovenpå depression, afhængighedsproblemer eller hjertesorger – og han tog sine fans med på rejsen og skjulte aldrig smerten.

Jeg nåede kun at se ham live en enkelt gang i New York, lige efter han havde udgivet The Divine Feminine. (Jeg kaldte ham “en underligt seksuelt ladet Dean Martin for en generation, der aldrig havde troet, de havde brug for sådan en”). Man havde fornemmelsen af, at Mac Miller, fire album inde i sin karriere, var ved at få styr på tingene – med en fod plantet i sin fortid og den anden i fremtiden. Det virker uretfærdigt, at Swimming bliver det sidste skridt på den rejse. Vi havde så mange flere versioner af Mac Miller til gode: nye eksperimenter og musikalske opfindelser, nye tilbageslag og friske perspektiver. Måske ville han have nået til et punkt, hvor han selv troede på det, når han rappede, at han holdt sig oven vande.

Selv om han aldrig slap sine dæmoner, formåede knægten med det brede smil og de store hits at skabe vidunderlig, ambitiøs og original musik – musik, som millioner af mennesker vil finde trøst i, nu hvor han er borte. Men stor musik kommer man kun så langt med. At arbejde konstant på at forbedre sig, at prøve at være så ærlig som muligt, og at give sig 100 procent til sin kunst er måske en endnu større bedrift.