Meek Mill blev kun løsladt, fordi han er berømt

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Meek Mill er en fri mand, og det ved alle efterhånden. Ved 18.30-tiden forrige mandag modtog fængselsledelsen i Chester, Pennsylvania ordre fra statens øverste juridiske instans og løslod en tydeligt lettet Meek Mill. Ejeren af Philadelphia 76ers, Michael Rubin, hentede ham i en privat helikopter og fragtede rapperen med sig til Sixers’ playoff-kamp mod Miami Heat. Inden kampen havde Meek Mill mulighed for at møde spillerne i omklædningsrummet, og han havde også æren af at ringe med holdets ceremonielle klokke, da kampen skulle begynde, og sad efterfølgende courtside sammen med komikeren Kevin Hart. Alle kender til Meek Mill-sagen, og den uretfærdige behandling af rapperen har udløst et ramaskrig i offentligheden. Jay-Z skrev et debatindlæg i New York Times. Borgmesteren i Philadelphia besøgte ham, mens han sad fængslet. Pennsylvanias guvernør bakkede op om ham. Ejeren af New England Patriots, Robert Kraft, og selv den nyvalgte statsanklager tilkendegav deres støtte. Udover de mange kendte, som har ytret deres opbakning til Meek Mill, er sagen også blevet et samlingspunkt for aktivister, der arbejder på at reformere USA’s ødelagte retssystem.

Meek Mill er langt fra den gennemsnitlige fængselsindsatte, og det er også sjældent, at sager som hans får så meget opmærksomhed, som det har været tilfældet her. Alle kender til sagen, fordi Meek Mill er berømt og anerkendt musiker, der blev og fortsat er, offer for stor uretfærdighed. Hans sag bør få så meget opmærksomhed, som den har fået, og der er god grund til at fejre hans løsladelse.

Men når man ser bort fra det faktum, at Meek Mill er berømt, så er sager som hans skræmmende almindelige i det amerikanske retssystem. Hans oplevelser under hele den juridiske proces er langt fra et særsyn. Han er en sort mand, der blev sigtet og dømt for forbrydelser, der straffes utroligt hårdt. Han blev fængslet, overvåget under sin løsladelse på prøvetid og skulle leve under ofte helt urealistiske regler for at forblive fri. Da det ikke lykkedes, blev han fængslet på ny. Selv om vi skal fejre Meek Mills løsladelse, så er det vigtigt, at vi husker på, at millioner af andre som ham kæmper for at leve op til kravene for løsladelse på prøvetid – en kamp, de ofte taber og derfor smides tilbage i buret, hvor de kan rådne op. Det amerikanske retssystem lever ganske enkelt ikke op til løftet om et frit samfund.

Meek Mills sag går helt tilbage til januar 2007, da han som 19-årig blev anholdt for at være i besiddelse af stoffer og skydevåben. Dommer Genece Brinkley dømte ham skyldig for visse af sigtelserne, hvor den mest graverende typisk straffes med 15 års fængsel. Rapperen afsonede fem måneder, hvorefter han blev løsladt på prøvetid. De følgende otte år skulle Meek Mill leve op til dommens krav, og det er her, sagaen begynder for alvor.

Meek Mill fik sværere og sværere ved at leve op til dommens krav, men i det store hele holdt han sin sti ren. Rapperen skulle overholde begrænsninger i forbindelse med udrejse, mindre forseelser og husarrest. Til sidst valgte dommeren at ophæve prøvetiden og sende rapperen tilbage i fængsel på grund af to mindre forseelser i andre stater, som vel at bemærke aldrig kom for en dommer i de pågældende stater, fordi man vurderede, at de ikke var alvorlige nok. Over ti år efter, han oprindeligt blev anholdt, anmodede hverken anklageren eller tilsynsværgen om at få Meek Mill fængslet igen, men Genece Brinkley mente, at retten havde givet Meek Mill “chance efter chance”, og til Meek Mill, hans advokater og resten af verdens store chok blev han idømt to til fire års fængsel.

Det er Meek Mills historie, men hvis man ser bort fra hans navn og titel, så er det en historie, man støder på i amerikanske retssale hver dag.

I 2015 var næsten 3,8 millioner voksne amerikanere løsladt på prøvetid ifølge Bureau of Justice Statistics. Det er én ud af 66 voksne mennesker i hele landet. Over halvdelen af dem har modtaget en dom i forbindelse med kriminalitet, hvor strafferammen er den samme som i Meek Mills sag. Og det er vel at bemærke kun domme med prøvetid, vi taler om her – endnu flere sidder fængslet eller er ude på prøveløsladelse, hvor omstændighederne ligner løsladelse på prøvetid, bortset fra at det sker, efter man har afsonet sin dom, og man har endnu færre rettigheder. I 2015 var én ud af 37 voksne i USA enten i fængsel, prøveløsladt eller løsladt på prøvetid. Georgia er den absolut største synder her, hvor det gælder én ud af 15 borgere. I Meek Mills hjemstat Pennsylvania er det cirka én ud af 27. Myndighederne har rigtig mange mennesker i forvaring. Hvad værre er, så er USA et land, der demografisk består af 12 procent sorte mennesker, hvor af hele 30 procent er løsladt på prøvetid. Én ud af tre sorte mænd født i USA i 2001 vil på et tidspunkt blive frihedsberøvet, hvor tallet for deres hvide modstykker ligger på én ud af 17. Tallene er også skævvredne, når det handler om personer af latinamerikansk eller indfødt afstamning.

For at blive løsladt på prøvetid i USA, skal man erklære sig skyldig eller findes skyldig i en forbrydelse. De fleste erklærer sig skyldige ved at slå en handel af med anklagemyndigheden. Det er der mange årsager til, men en af de helt afgørende er det faktum, at det er risikabelt at tage en retssag (husk nu på, at Meek Mill risikerede en dom på 15 år. Sådan kunne en eventuel retssag sagtens have endt, og så ville rapperen ikke have haft mulighed for at appellere dommen). Når anklagede slår en handel af med anklageren, minimerer de risikoen for en lang dom. Uanset udfaldet er prøvetid lys for enden af tunnelen. Men selv om man slipper for at skulle sidde i fængsel, så er man i overhængende fare for at få en længere dom, hvis man ikke kan overholde prøvetidens betingelser. Ideen er altså, at det er op til den dømte at holde sin sti ren.

Når man er løsladt på prøvetid, har man stærkt begrænsede rettigheder. Dommere har mere eller mindre frie hænder, når det kommer til strafudmåling og betingelser (Meek Mill blev for eksempel beordret til at tage et kursus i at være høflig). Helt almindelige eksempler på betingelser inkluderer rejseforbud, forbud mod kontakt med kendte bandemedlemmer, kontakt med andre tidligere dømte eller løsladte på prøvetid, forbud mod indtagelse af stoffer og alkohol (selv hvis forbrydelsen ikke har noget med alkohol eller stoffer at gøre), og at man skal være til rådighed for sin tilsynsværge med kort varsel.

Da retten forbød Meek Mill at rejse, påvirkede det hans evne til at forsørge sig selv – og i hans tilfælde drejer det sig om rigtig mange penge. Forestil dig nu en fattig daglejer i den dårlige ende af Chicago, som ikke længere må køre til det nærliggende Indiana i forbindelse med en arbejdsopgave. Forestil dig en fragtmand i Philadelphia, hvor Meek Mill er fra, som ikke må krydse floden for at aflevere varer i New Jersey eller Delaware. De her eksempler er desværre tilfælde, der forekommer hyppigt, og det har langt flere negative konsekvenser for medlemmer af arbejderklassen, end det har for en person som Meek Mill. I begge af de nævnte tilfælde ville det være ret fristende at bryde reglerne, hvis man har en familie at forsørge, ville det ikke?

Som nævnt er det meget almindeligt, at løsladte på prøvetid ikke må have kontakt til andre dømte forbrydere. En undersøgelse fra sidste år, udarbejdet af University of Georgia, anslår, at 33 procent af alle voksne, sorte mænd i USA har en dom. Hvis man bor i et kvarter, hvor størstedelen af ens naboer er sorte, kan det være umuligt at honorere det krav. Når en dommer forventer, at man skal afholde sig fra at have kontakt med en tredjedel af alle mænd i sit nærområde, så er det umuligt ikke at fejle. Og selv hvis betingelserne vedtages med gode intentioner, betyder det ikke nødvendigvis, at det er retfærdigt. Det er muligvis ikke det sundeste i verden at slappe af med at ryge cannabis, men er man løsladt på prøvetid, og forbrydelsen intet har med stofmisbrug at gøre, bør man ikke fængsles, fordi man bruger det på den måde (slet ikke når man tager i betragtning, hvor mange amerikanske delstater helt har valgt at afkriminalisere brugen af cannabis). Det er bare nogle enkelte eksempler, og det er umuligt at nævne alle de betingelser og krav, der er problematiske.

Udover de urealistiske krav er måden, myndighederne vurderer, hvorvidt prøvetidens betingelser er blevet overholdt, heller ikke retfærdig. I mange stater har den dømtes tilsynsværge magt til at fængsle vedkommende uden først at konsultere andre instanser. Når ens sag endelig kommer for en dommer, falder dommens afgørelse efter en høring, hvor ens rettigheder er stærkt begrænsede, og bevisbyrden på mange måder falder på en selv – dommeren skal bare vurdere, hvorvidt det er sandsynligt, at man har overtrådt betingelserne for prøvetiden. I sidste ende er det så ene og alene dommerens afgørelse, om man skal sendes tilbage i fængsel, som blev tydeligt, da Genece Brinkley ene kvinde sendte Meek Mill i fængsel, selv om anklagemyndigheden ikke anmodede om det.

Jay-Z har sagt, at det amerikanske retssystem “specifikt går efter sorte mennesker som Meek Mill.” Når man ser, hvordan det hele fungerer, og hvem man som samfund rammer med de her regler, så er det svært at argumentere for systemet. Det såkaldte retssystem i USA er ikke retfærdigt over for nogen, men det er langt værre, hvis du bliver fanget i det som person med en anden hudfarve end hvid. USA frihedsberøver flere mennesker pr. indbygger end noget andet land i verden. Vi fængsler næsten fem gange så mange mennesker som Storbritannien – et andet stort vestligt demokrati. Vores kriminalitetsrate er ikke markant mindre sammenlignet med andre demokratiske lande, som indespærrer langt færre mennesker.

Meek Mill begik en kriminel handling for over 11 år siden og tilbragte fem måneder i fængsel for det som straf. Dengang var han 19, og lige siden har han skullet føje dommer Genece Brinkley – et projekt, der muligvis har været dødsdømt fra begyndelsen. Som samfund, via Genece Brinkley, har vi sat en 30-årig Meek Mill i fængsel i to til fire år for mindre forseelser, mens han var løsladt på prøvetid, og havde det ikke været for en række heldige omstændigheder, ville han stadig sidde der. Heldigvis kunne Meek Mills berømmelse bruges til at vise os, hvor forfærdeligt et system vi har. I dag er han fri igen og siger, at hans plan er “at bruge sin berømmelse til at sætte fokus på problemet”. Vi må alle sammen stå med ham i den kamp, for vi lever i et samfund, hvor flere millioner mennesker kæmper med uretfærdige regler og krav til deres prøvetid, og tusinder sidder i fængsel, fordi de ikke har kunnet leve op til dem. Spørgsmålet er i sidste ende, om Meek Mill overhovedet er fri i et samfund, der fungerer på den måde. Er nogen af os?

Jack Idlas er advokat og arbejder som offentlig forsvarer i Chicago.