Mød danskeren, som har gjort en rød pølse til tegnefilmshelt på Netflix

Hallucinationen har måske strejfet dig, mens du står stangstiv i en pølsevogn kl. 02 og kigger ned på den røde pølse, der ligger på bakken. Hvad nu hvis den her glinsende, dampende, kødfyldte tarm gennemgik en antropomorfistisk forvandling og pludselig sprang til live? Med store ovale øjne, små stribede bukser og en begejstret appetit på livet. En talende, levende rød pølse.

På Netflix er den talende røde pølse blevet til virkelighed. I hvert fald til animeret virkelighed. Tegnefilmen Pinky Malinky, som fik premiere 1. januar, handler om hovedpersonen af samme navn, som er en rød pølse med store ovale øjne, plaster i panden og stribede bukser.

Pinky er 13 år, og han er en ukuelig optimist, der bor sammen med sin far, en spinkel firkantet leprechaun-agtig mand med rødkrøllet hår, og sin mor, som er bodybuilder og ejer et kombineret fitnesscenter og bageri. Serien er lavet som en slags reality-dokumentar, der følger Pinky og vennerne i byen Sackenhack, og det hele bliver krydret med små vignetter, der blandt andet handler om en dreng, der er halv fugl/halv menneske (Birdboy) og et slags voldeligt Robinson-program for babyer (Survival Baby).

Så langt, så syret. Og det er alt sammen skabt af en nordjyde og en brite.

“Jeg tænker tit: hvordan er det kommet hertil?” siger Rikke Asbjørn over telefonen fra Los Angeles. “Jeg kommer helt oppe fra Nordjylland fra en lille by, der hedder Lønstrup. Det ligger meget langt væk herfra. Det kunne lige så godt være en anden planet.”

I dag bor Rikke Asbjørn, som er 39, i Los Angeles sammen med kæresten og animations-makkeren Chris Garbutt, som er den anden halvdel af duoen bag Pinky. Efter at have arbejdet for blandt andet Cartoon Network og Dreamworks er de to nu ansat på Netflix, hvor de arbejder på et nyt – og hemmeligt – projekt.

Da Rikke voksede op i Lønstrup, troede hun faktisk ikke, at man kunne leve af det her, som hun elskede at gøre. At tegne. Det var lige indtil den dag, hun kiggede i avisen og fik sit ‘my mind is blown’-øjeblik.

“Min stedmor viste mig en artikel om en dansk pige, som arbejdede hos Disney som ‘background painter’, og hun var taget hele vejen til USA,” fortæller Rikke med nordjysk accent, som stadig klinger mere af Rubjerg Knude Fyr end Rodeo Drive. “Jeg tror kun, jeg var 12 år gammel, da jeg så den artikel. Det var et lys, der gik op for mig. Før det havde jeg ikke engang tænkt på, at der var nogen, der sad og lavede alle de her ting, som jeg elskede, fordi det var så langt fra virkeligheden.”

Da hun var 17, kom hun ind på animationsskolen i Viborg, og da hun blev færdig, tog hun videre til London. Hun husker datoen tydeligt: Den 7. januar 1999. Hun tog båden fra Esbjerg til Harwich.

“Det føles som om, det var 1899,” siger hun. “Jeg havde 50 pund, og jeg følte mig virkelig rig. Så kom jeg til London, og så kunne jeg godt se, at her overlever jeg vist ikke længe. Hele min familie, da de sagde farvel til mig, stod og kiggede på hinanden og sagde: ‘Vi ser hende snart igen.’ Og så blev jeg i London i 13 år, inden jeg tog videre til Los Angeles i 2012.”

I London fik hun praktikplads på et lille reklame-animationsfirma og endte senere med at arbejde for Passion Pictures, hvor hun animerede musikvideoer for Gorillaz. Sammen med kæresten Chris, som kommer fra en lille flække i Yorkshire på størrelse med Lønstrup, kom hun ind hos Cartoon Network, hvor de skulle udvikle nye ideer og karakterer. “Jeg havde så mange skøre og sjove ideer, og det var der, den første tanke om Pinky startede,” fortæller Rikke Asbjørn. “Det var tilbage i 2006. Det hele startede med en lille tegning, som Chris lavede af en pølse med øjne.”

Hun fortæller, at der var mange irritationer og variationer i forhold til, hvem Pinky Malinky skulle være. En forvirret bonderøv, der var flyttet til storbyen? En dreng, der vågnede op første skoledag og fandt ud af, at han var blevet forvandlet til en rød pølse, og som forsøgte at blive menneske igen? Det sidste blev for deprimerende. Det skulle ikke handle om selvfornægtelse. Pinky skulle omfavne den kiksede røde pølseform, naturen havde givet ham.

“Det tog årevis, før det virkelig faldt på plads, at han var sådan en positiv lille fyr. Der blev han til den rigtige Pinky Malinky,” siger Rikke Asbjørn. ”På engelsk er ‘wiener’ kun ét bogstav fra ‘winner’, og det reflekterer den optimisme, som Pinky har. Jeg tror, at han ser ud udenpå, som mange føler sig inden i. Især når man er ung og skal forsøge at navigere sin vej gennem livet. Han bærer den der udfordring, vi alle sammen har, han har det bare udvendigt. Han kan ikke skjule, at han er lidt sær og mærkelig; for ham er det dejligt at være sær og mærkelig.”

Serien har tilsyneladende heller ikke lyst til at skjule, at den er lidt sær og mærkelig. Fra den apokalyptiske tilstand, der opstår i det lokale supermarked, da byen løber tør for en elsket majs-snack, til Pinkys mors fitnesscenter Crumbbells, hvor folk spilder cupcake-krummer ud over displayet på deres spinning-cykler.

“Vi har fået beskeder fra folk, som synes det er fedt, at de kan sidde og se noget sammen – en voksen, en 10-årig og en to-årig,” siger Rikke Asbjørn. “Vi ville lave noget, som vi gerne selv ville se. Vi ville lave noget, hvor der var jokes, som voksne også synes er sjove.”

Og hvad med folk i Lønstrup? Er de også begejstrede?

“Det håber jeg i hvert fald. Hvis nyheden er nået der til. Chris og jeg kommer begge fra sådan nogle små byer, hvor det her er meget overvældende. Det er ikke helt til at forstå, at man rent faktisk kan se Pinky i så mange lande.”

Hun siger, at hun savner Danmark, men at der er alt for mange arbejdsmuligheder i Los Angeles til, at hun skal rejse hjem lige foreløbig. Men på et punkt kan Hollywood stadig ikke hamle op med andedammen derhjemme.

“Jeg må indrømme, at når jeg tager til København, så stopper jeg altid ved den første pølsevogn, lige så snart jeg kommer ud af flyveren.”

Altså den ved bagagebåndet?

“Ja, selv den er god nok. Der er ingen steder, man kan få lige så gode hotdogs som i Danmark. Heller ikke i LA. Men jeg må indrømme, at jeg ikke kan spise en rød pølse.

“Jeg tager altid en ristet.”