Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES US
Jeg er på vej gennem Paris’ travle gader sammen med to franskmænd, der stolt bærer på et par fiskestænger. Vi passerer pattiserier og antikforretninger og møder mange nysgerrige blikke. Til sidst standser vi ved bredden af Canal Saint-Martin, en kanal fra 1800-tallet, der snor sig gennem den nordøstlige del af Paris, inden den munder ud i Seinen.
Videos by VICE
I dag er stedet populært blandt hobbyfiskere, selvom det ligger midt i byen omkranset af tung trafik og teenagere, der sidder og ryger på trappestenene. Et stykke plastik flyder forbi på kanalen, og min guide, Fred Miessner, kaster snøren ud midt i vandløbet. “Det er ikke en kloak, det er en flod,” siger Miessner. “Fisk lever og yngler her.”
Paris, der er en den femtestørste by i EU, virker måske ikke som det ideelle sted at tage på fisketur. Men fisk har altid været en stor del af byens historie. De første parisere var fiskere. I 1600-tallet kunne man fange over 50 forskellige arter i byens floder, blandt andet laks, der var så udbredt, at den blev anset for at være fattigmandskost.
Til sidst blev vandet, som man egentlig skulle kunne drikke af, dog forurenet af spildvand fra fabrikker og landbrug, og I 1900 var laksen helt udryddet i de parisiske vandløb. I 1995 var der kun fire forskellige arter tilbage: ål, ørred, bras og karpe.
I et forsøg på at rense vandløbene endte regeringen med at hælde 10 milliarder euro i oprydningen. Og det virkede. I dag er der masser af liv i Seinen igen, og der lever pt. omkring 32 arter i vandene.
Tidligt i 00’erne begyndte Miessner, hvis firma sælger fiskegrej, at lægge mærke til den øgede bestand af fisk i Seinen. Lidt ud af det blå besluttede han sig for at tage på fisketur med nogle af sine venner.
“Det var helt utroligt. Der vildt mange fisk, og de var lette at fange,” fortæller han.
Dét, der startede som en lille forsamling af hobbyfiskere, er nu blevet til en hel streetfisker-subkultur.
Hver dag ser Miessner mindst én anden fisker på sit sædvanlige hjørne af Canal Saint-Martin. I dag har mere end 6.500 af borgerne i Paris fisketegn. Kulturen består primært af unge mænd i t-shirts og jeans med en stang og en pose blink. De ligner langt fra den stereotypiske hobbyfisker med bøllehat og vest. Lige bortset fra fiskestangen falder streetfiskerne helt i et med byens omgivelser.
“Til at starte med når jeg kom med min fiskestang, synes folk, jeg var et fjols. De troede, jeg var gal,” siger Miessner. “Nu er der gået ti år, og folk er ikke så overraskede længere.”
Men selvom der er mange fisk, må man stadigvæk ikke spise dem. Vandet i floderne i Paris er stadig meget forurenet, og tungmetaller og polyklorerede bifenyler sidder i fiskenes kød.
Mange er dog ligeglade. Ifølge Miessner er der mange i Paris, især folk fra Asien og Østeuropa, der spiser fiskene på trods af advarslerne. “De er vilde med al slags fisk. Især karpe og ål,” bemærker han. Det skal dog nævnes, at de fleste streetfiskere respekterer loven og sætter deres fangst ud igen.
“Fanger man en fisk og spiser den, så forsvinder den,” siger Miessner, der har en Ph.d. i miljøøkonomi. “Det er bedre at fange fisken, tage et billede sammen med den og så sætte den ud igen. Vi er lidt pionererne, der viste, at fiskene var tilbage.”
Jeg tilbragte en times tid ved kanalen sammen med Miessner og hans praktikant, men de havde ikke meget held. På et tidspunkt er de lige ved at fange en aborre, men den undslipper, inden de får den halet ind. Temperaturen i luften ligger på 32 grader, og fisk holder sig gerne fra overfladen, når der er varmt.
Det er ellers ikke, fordi der mangler fisk længere. Det er let at se deres skygger under overfladen, når man står ved bredden. Der er masser af liv i kanalen. Planter og alger stikker op fra bunden, og guldsmedene danser i luften over. Miessner siger, han tit ser krebs også. Livet i Seinen er sejt og modstandsdygtigt.
“En måned efter kunne vi se livet vende tilbage til kanalen,” siger han.
Oprydningen er en proces, der fortsat udspiller sig. Byen har for nylig offentliggjort planer om at gøre Seinen ren nok til, at man i 2024 kan svømme i den. Der ingen forlydender om, hvorvidt det betyder, at man også kan spise fiskene igen.
Jeg spørger Miessners praktikant, Hugo Philippon, om han nogensinde har spist fisk fra kanalen, og han rødmer straks.
“En enkelt gang,” indrømmer han. Han ændrer hurtigt emne og understreger, at pointen med fiskeriet ikke er at spise fiskene. Det handler om processen. For mange streetfiskere er sporten meditativ og en måde at genskabe forbindelsen til naturen på midt i storbyens travle hverdag.
“Det er dit øjeblik,” siger han. “Det tilhører dig.”
