For et par måneder siden sad den 15-årige Edward Bourke derhjemme og så tv, da et nyhedsindslag om præsidentvalget i USA løb over skærmen. “Jeg havde altid beundret Donald Trumps bedrifter i erhvervslivet,” fortæller Ed. “De viste et klip, som fremstillede ham virkelig racistisk, så jeg researchede lidt på det og fandt ud af, at klippet var blevet redigeret, så det var misvisende.”
Ed forklarer, at Trump talte om immigration men at den del, som bedst forklarede hans standpunkt, var blevet klippet ud. Det var en øjenåbner for ham. Mens han så indslaget, tænkte Ed, at verden kun får den halve historie om Donald Trump, og at ingen i tilstrækkelig grad forklarer politikken bag. Det var en situation, der måtte ændres, mente han, og det var op til ham at gøre det.
Videos by VICE

Ed er bestyrelsesformand og direktør i sin egen velgørenhedsvirksomhed for bevarelsen af løver, savingthelion.org.
Det lyder måske som et stort spring for en australsk gymnasieelev, men Ed stod allerede i spidsen for kampagner for sine andre fritidsprojekter: oplysning om klimaforandringer, bevarelsen af løver og slægtsforskning. At starte endnu et projekt virkede som et logisk skridt at tage.
Edward startede kontoen @TrumpTriumph på Twitter, som i skrivende stund har 640 følgere. Han fulgte op med hjemmesiden thetrumpcampaign.com, som indeholder en oversigt over Trumps politik og meritter. Begge kanaler forsøger at indeholde objektiv information om Trumps kampagne, men Edward mener, at han kan opnå den største indflydelse ved at gå i dialog med sine klassekammerater. “Så går de hjem og snakker med deres forældre, som så taler med deres venner og så videre.”
Edward bor med sine forældre på en gård på 10 hektar (“et par får og nogle høns”) ved foden af Mt Macedon, en time nordvest for Melbourne. Da jeg skrev til Edward for at spørge, hvor han havde lyst til at mødes, svarede han “The Sofitel”, hvor han stod sammen med sin far – begge iført jakkesæt – i baren og drak mineralvand, da jeg kom. “Far kørte mig,” trak Ed på skuldrene, uden antydning af den forlegenhed, man kunne forvente af en 15-årig.
Jeg startede med at spørge hvorfor. Dybest set mener Edward, at Trumps økonomiske formåen og ledelsesmeritter gør ham til den bedste kandidat til at blive USA’s næste præsident. Han peger på USA’s nationalgæld (omkring 19 billioner dollars) som en trussel mod den globale stabilitet og hævder, at USA har brug for en skattemæssigt konservativ præsident ved roret for at kunne tackle andre udfordringer, som for eksempel klimaforandringer. Ja, Ed er nemlig bekymret for klimaet, hvilket er et punkt, hvor Trump har forbedret sig, siger han. “Hvis man læser nogle af Donald Trumps citater, vil man se, hvordan hans holdning til klimaforandringer har forandret sig over de seneste år. Han er slet ikke imod det, som alle tror.”

Ed’s gyldne slipsenål formet som en løve.
Ed er et eksempel på en usædvanlig blanding af neokonservatisme, miljøpolitik og en kæmpe kærlighed til det britiske monarki. “Min klasselærer sendte mig en gang uden for døren, fordi jeg sagde, at Australien aldrig måtte blive en republik. Jeg synes, at dronningen er det bedste statsoverhoved, man kunne ønske sig.” Ed peger på sin slipsenål i guld formet som en løve – “symbolet for det britiske imperium.”
Jeg talte med Ed om nogle af de mindre tolerante dele af Trumps storhedsvanvid, som for eksempel hans tendens til racisme, yderligtgående nationalisme og generel diskrimination. Ed anerkender, at Trump var kendt for at sige dumme ting, men insisterede på, at det primært var en blanding af fejlciteringer og storladen snak for at opildne den amerikanske højrefløj. “De kan godt lide den slags snak,” siger han.
Det skal nævnes, at Ed støtter en række politiske tiltag, som kan betragtes som værende progressive – for ægteskab mellem to personer af samme køn. Alligevel tager han Trumps parti, når det gælder immigration. “Tag Tyskland for eksempel,” forklarer han. “Angela Merkel har lukket alle og enhver ind, og det har resulteret i, at tyskerne har et langt mere negativt syn på indvandring. De sætter lighedstegn mellem Islam og flygtninge, og jeg tror ikke, at det hjælper nogen af parterne.” I stedet mener Ed, at Trumps styrkelse af grænserne vil få amerikanerne til at være mere imødekommende over for asylansøgere og ulandsbistand.
Ed fortæller, at de fleste i skolen respekterer hans synspunkter, og når de ikke gør, lader han dem bare være. Eller også forsøger han at gå i dialog med dem, “og fortælle dem lidt mere om Trump.” Når det gælder fester eller at stjæle fra sine forældres barskab, så fortæller Ed, at det ganske enkelt ikke interesserer ham. “En god aften for mig er at handle med aktier på nettet og vedligeholde mine sider,” fortæller han. “Jeg vil hellere investere i mig selv nu og nyde livet senere.” Han fortæller også, at dating ikke er en prioritet.
Mens Ed fortalte, sad hans far Mick ved siden af og spiste forårsruller. Han afbrød ikke og forsøgte ikke at forklare noget. I stedet lyttede han bare med et udtryk af stolthed blandet med morskab. “Ed har altid haft sine egne interesser og holdninger,” sagde han smilende. “Nogle gange kan han være pisseirriterende.”

Ed har brugt mange timer på at forske i sin slægtshistorie, og han har tastet navnene ind i det her indviklede ark.
Vi sluttede af med at tage nogle billeder og tale lidt om Eds interesser ud over Trump og økonomisk rationalisme. Mens jeg tog billeder, åbnede han et ark med sin families stamtræ, som han har sporet tilbage til for tusind år siden. “Jeg har altid interesseret mig for slægtsforskning,” forklarede han. “Og jeg opdagede faktisk, at Vilhelm Erobreren var min bedstefar i syvogtyvende led.”
“Tro mig,” sagde Mick uden at fortrække en mine. “Hvis man kender Ed, så ved man, at det er 100 procent korrekt.”
Mere fra VICE:
En forfatter har skrevet en erotisk novelle om et hatefuck mellem Donald Trump og Ted Cruz
Det virale portræt af Donald Trumps mikropenis bliver nu solgt på auktion
Mere
fra VICE
-
(Photo by Francesco Castaldo/Pacific Press/LightRocket via Getty Images) -
M Scott Brauer/Bloomberg via Getty Images -
Firefly Aerospace/YouTube -
Justin Paget / Getty Images