Sådan ændrede Keith Floyd mit syn på livet

Alle hans opskrifter var ens, og ingen af retterne var særligt appetitlige, men Keith Floyd – TV-vært, bon vivant og født entertainer – ændrede mit liv. Han var manden, der fik mig til at forstå, at mad, og i en hvis udstrækning at rejse, var en lige så vigtig del af et menneskes dannelse som bøger, film eller malerier.

Jeg voksede op med fire brødre. Jeg har stadig fire brødre, og så har jeg derudover fået to søstre. Det har sine fordele at vokse op i en familie, der er større end de fleste, men kvaliteten af den mad, der bliver serveret, er ikke en af dem. Det er ikke fordi, jeg klandrer min mor for hendes kulinariske evner. Hun balancerede et fuldtidsarbejde med fem børn, inden hun sagde jobbet op for at blive plejemor på fuldtid, hvilket resulterede i måltider, hvor vi som oftest var seks eller syv børn ved spisebordet. Hun lavede den slags mad, der var hurtigt og nemt at lave, og som kunne få os til at tie stille. Det resulterede ofte i mad, der var paneret og blev serveret sammen med fritter og baked beans.

Vi var heller ikke særligt hjælpsomme. De fleste af os var mere end afvisende overfor at indtage noget, der bare lignede grøntsager. I 16 år spiste en af mine brødre udelukkende Weetabix til morgenmad, sandwich til frokost, og pasta uden sovs til aftensmad. I dag kan han godt spise hakket kød, og i sidste uge fik jeg en besked fra ham, hvor der stod, at han lige havde prøvet ketchup for første gang. Han syntes, at det smagte “okay”.

I størstedelen af mit liv var mad noget, der poppede ud af ovnen klokken halv seks hver eneste dag, blev mast sammen mellem to skiver brød, og hældt i svælget uden den store glæde. (Hvis du aldrig har smagt en sandwich med kartoffelmos og paneret kylling kiev, så ville nu være et rigtig godt tidspunkt at rette op på den fejl. Jeg mener det.)

Det ændrede sig alt sammen, da jeg var 17. I løbet af en lang, lang sommer brugte jeg hele dage på udelukkende at se madprogrammer på TV. Og jeg slugte det råt. Jeg tyggede mig igennem afsnit efter afsnit af Nigella Express og de første episoder af Naked Chef, dengang Jamie Oliver ikke var andet end krøller og tunge. Det var i perioden mellem den gamle skole af kokkeprogrammer og de overilede, hyperpornografiske BJERGE AF KØD OG SMELTET OST OG SVEDNE LØG OG MAC AND CHEESE OG MERE FEDT-agtige amerikanske produktioner, som i dag dominerer tv-landskabet. Det betød, at min visuelle kokkeskole var en smule bedøvet – og meget stilfærdig. Det var mere madteknisk og mindre “Wow, den her taco er så god, at den smager som om gud sprøjter sin sæd ud over mig, mens jeg er på syre!!!!” Min foretrukne vært befandt sig et sted mellem de to typer af madprogrammer. Han var en slags kulturel ækvator. En fordrukken kulturel ækvator med et uudtømmeligt lager af rødvin.

Keith Floyd var en acceptabel version af en frygtelig stereotyp: Den storladne britiske excentriker. Man kunne se ham for sig, vælte rundt i et knap så velholdt semi-fint hjem med bukserne nede om anklerne, mens han sang “The Grand Old Duke of York”. Det var nemt at forestille sig ham på scener i provinsen, hvor han ville rable løs om gud og hver mand. Han var en fyr, der gik i graven iført hørbukser og panama-hat, mens en sørgelig rest babytyndt hår kunne anes under hattens skygge, og mens hans butterfly så småt var ved at blive løsnet op af vindens susen. Han var en militærmand, uddannet på privatskoler, og en fyr der meldte sig til hæren, fordi han syntes, at filmen Zulu var god. Floyd var en smule ude af trit med den tid, han levede i. Men vigtigst af alt så var han mere end bare en fisefornem drukkenbolt – han var en helt. Af en slags.

Floyd rejste verden tynd på jagt efter autentisk lokal mad. Fra de tørre sletter i det centrale Spanien til de fugtige sumpområder i de amerikanske sydstater. Hans mission var at lave mad, spise som de lokale, og at få lov til at arbejde med lokale ingredienser i lokale køkkender. Det var mindre betydningsfuldt, at næsten alt hvad han lavede i løbet af sin 25 år lange karriere på britisk TV bestod af hakkede løg, rød peber, grøn peber, hvidløg, et skvæt olie, salt og peber og en sidste ingrediens. Og det gjorde heller ikke så meget, at alle de retter, han serverede til uinteresserede arbejdere eller forvirrede middagsgæster, oftest lignede det lettere gråsprængte resultat af, at nogen havde kastet de førnævnte ingredienser ned i en lunken pande, mens der blev råbt af den uheldige kameramand.

Intet af det betød noget, fordi Floyd var Floyd, og at være Floyd betød, at man kunne nyde mad og drikkevarer og godt selskab og en smuk udsigt uden at være teknisk begavet. Og uden at kunne lave mad som en trestjernet kok. Jeg siger ikke, at Floyd ikke kunne finde ud af at lave mad, eller at han ikke havde styr på teknikken, men alle, der har set bare et par sekunder af manden i aktion, ved, at underholdningsværdien lå i den selskabelighed, Floyd udstrålede.

At se ham på TV var som at tilbringe en dejlig stund sammen med ens yndlings bedstefar, og i en verden af Guy Fieri-typer er det guld værd. Det var mad-tv blottet for tåbelig machismo. Det var mad-tv, der ikke slog sig op på dårlige jokes og voldsomme mængder flødeskum. Det var mad-tv, hvor maden og idéen om mad var begyndelsen på en samtale og ikke det eneste, programmet handlede om.

Floyd var foregangsmand for en slags mad-tv, hvor seeren ikke sidder med en forhåbning om at kunne få inspiration til den kommende uges måltider. Hvor Delia Smith – en vigtig men kedelig personlighed i det britiske kulinariske landskab – opfordrede sit publikum til at lave maden sammen med hende ved hjælp af nemme opskrifter, så var Floyd hendes diametrale modsætning. Man zappede ikke over på Floyds Fjord Fiesta fordi man håbede på, at programmet ville kaste et par fine norske retter af sig, som hele familien kunne nyde sammen den efterfølgende onsdag. Man så Floyd’s Fjord Fiesta, fordi det gav én mulighed for at lade sig forføre af en enkelt mands kærlighed til de finere ting her i livet. Hans programmer gav os mulighed for at blive klogere på verden, og de mange måder man kan forsøde tilværelsen på. Man så Keith for at blive mindet om de skadelige og ordinære trivialiteter, vi foretager os dag efter dag.

Og det var det der ændrede mit kulinariske liv. Igennem Floyd lærte jeg, at mad var noget, der skulle sættes pris på, indtages og nydes i fællesskab. At god mad og godt selskab er alt, man kan ønske sig her i livet. Så i aften vil jeg hæve et glas eller to eller tre flasker til ære for manden selv.

Tak Keith, fordi du ændrede mit liv.

Vil du videm hvorfor Storbritannien er meget mere end lager og fish n’ chips? Så følg med i denne uge hvor MUNCHIES sætter fokus på britisk mad.