Sådan er det at dømme folk til døden

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA i samarbejde med Marshall Project.

Henrettelsen skulle foregå klokken 18. Det ved jeg, for jeg fastsatte selv dato og tidspunkt.

Videos by VICE

Da der var omkring en time til, sad jeg alene ved telefonen på mit kontor. Der var gået over tre årtier, siden den anklagede første gang blev dømt for at dræbe en politibetjent. Jeg var dommer under hans sidste retssag, og nu var der en chance for, at jeg ville blive ringet op for at redde hans liv.

Højesteret og den texanske guvernør havde allerede afvist mandens desperate appel. Hans advokater havde forsøgt at lave en aftale med anklageren om at holde ham i live, men det havde også slået fejl. Nu var jeg hans sidste mulighed: Forsvaret kunne komme med nye argumenter eller beviser og overbevise mig om, at jeg skulle sætte en stopper for henrettelsen. Hvis de gjorde, skulle jeg tage en beslutning om liv og død – uden at have tid til at undersøge sagen indgående eller tage en debat med nogen.

Jeg ventede. Efterhånden, som tiden gik, begyndte jeg at få en velkendt følelse af ubehag i maven. I de år, der var gået siden retssagen, var den anklagede blevet til en gråhåret, midaldrende mand. Han havde brugt al sin tid som indsat på at hjælpe de andre fanger. Det var svært at se, hvordan han stadig udgjorde en trussel mod samfundet, og det er ellers en betingelse for, at en dødsdom kan afgives i Texas. Nu manglede kun en sidste juridisk manøvre, og så var han udslettet fra jorden af et system – og det var jeg en vigtig medspiller i.

Jeg stirrede ud af vinduet og var misundelig på alle de mennesker, der var på vej hjem eller til happy hour. Til sidst blev klokken 18. Min telefon ringede aldrig. Jeg tændte for fjernsynet og så i nyhederne, at henrettelsen var afviklet som planlagt.

Da jeg gik fra kontoret, var jeg nedtrykt. Normalt var jeg stolt af mit arbejde som dommer og havde tiltro til mine beslutninger, men en frygtelig følelse slog rod i mig – det var den samme følelse, jeg havde, hver gang jeg var involveret i en sag med dødsstraf. Nogle gange kunne jeg overbevise mig selv om, at min rolle i den slags sager var minimal. Det er jo trods alt jurien, der forholder sig til beviser og kommer frem til en domsafsigelse. Men andre gange har jeg funderet over, om det system, jeg har været en del af i så lang tid, simpelthen er barbarisk.

Jeg valgte at blive dommer velvidende, at dødsstraf ville være en del af mit job, om jeg kunne lide det eller ej. Hver gang, jeg havde en sag, der skulle ende med en henrettelse – otte gange skete det i løbet af de to årtier, jeg var dommer – var der mindst et enkelt øjeblik, hvor min indre konflikt brød ud i lys lue. De minder står smerteligt og tydeligt frem i erindringen.

Under min første retssag om dødsstraf, i 1998, havde den anklagede voldtaget og brutalt myrdet en kvinde, som han var venner med. Jurien mente, han var skyldig i overlagt mord, men det var mit ansvar formelt at afsige dommen i retssalen. Han udviste ingen følelser – under retssagen virkede han kun til at være interesseret i billederne fra gerningsstedet og fra obduktionen – og det var tegn på, at han var psykopat – altså at han ikke havde samvittighedskvaler. Men alligevel havde jeg det mærkeligt, da jeg havde afsagt dommen og gik ud og drak to kæmpestore glas vand.

Jeg kunne ikke lade være at tænke: Er jeg tør i halsen, eller forsøger jeg at vaske ordene væk fra min mund?

Nogle år senere skulle jeg underskrive ordren, der satte et tidspunkt på mandens død – “ved intravenøs indsprøjtning af et stof eller flere stoffer i en dødelig mængde, der er kraftig nok til at forårsøge død, og indtil den anklagede er død”. Jeg kan huske, at jeg stirrede på papiret og havde det mærkeligt og utrygt. Senere skrev jeg i min dagbog, at jeg følte, at jeg “blandede mig i Guds arbejde.” Jeg har hørt om en anden dommer, der tegnede en smiley ved siden af sin underskrift på en dødsdom. Den attitude kunne jeg slet ikke forstå.

Når jeg skrev i min dagbog, hjalp det mig med at være afbalanceret og objektiv. Engang skrev jeg om en anklaget, som stod overfor dødsstraf: “Han sad næsten konstant med sit hoved let bøjet og med et stirrede blik ned i ingenting.” Under retssagen havde han ikke vist mange følelser. Men da det var tid til, at jeg afsagde min dødsdom, kiggede jeg ham ind i øjnene. Som jeg senere skrev ,”så jeg et syn, som jeg aldrig vil glemme. Han så så lille, hjælpeløs og ynkelig ud. Hans øjne lignede virkelig en hare fanget i forlygterne. Han var blevet dømt som en brutal, sadistisk morder, og det var svært at argumentere for, at han ikke bare fik, hvad han fortjente – men i det øjeblik, i et glimt, så jeg den anden side af manden, den side hans familie elskede.”

Jeg fortsatte: “Hvis bare vi kunne henrette den onde side og holde den gode side i live.”

I et andet tilfælde nærmede vi os henrettelsen, da jeg blev besøgt af den anklagedes advokat. Appelerne var opbrugt, der var intet at gøre. De foreslog, at vi mødtes den aften, hvor henrettelsen skulle finde sted. Først syntes jeg, forslaget var sygt, perverst og hjerteløst – en hyggestund under en henrettelse! Men jeg kendte advokaterne. De var medfølende og seriøse mennesker. Vi blev ved med at snakke om idéen, og det gik op for mig, at de frygtede henrettelsen lige så meget, som jeg gjorde. De tænkte, at hvis vi delte øjeblikket, ville det være en lille smule nemmere. Jeg mødtes med dem, og det var en terapeutisk, dyster aften. Det var meget bedre end at sidde alene på kontoret.

Jeg havde tænkt over at trække mig tilbage i et stykke tid, men det var da jeg afsagde endnu en dødsdom, at jeg tænkte “aldrig mere”, og endelig tog beslutningen om at gå på pension for seks år siden. Siden har jeg følt en dyb tilfredsstillelse og stolthed omkring min karriere til trods for de frygtelige, ubehagelige stunder.

De var åbenbart den pris, jeg skulle betale.

Mike Lynch, er tidligere dommer i Texas District 167, og han trak sig tilbage i 2012.