Sådan er det at få fjernet testiklerne som ung mand

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

For to år siden arbejdede jeg som operationssygeplejerske, hvor jeg holdt testikelkræft i hånden. Min arbejdsdag begyndte ved, at en 20-årig mand skulle have fjernet en testikel. Fyren blev kørt ind på en båre, han blev bedøvet og dækket til over hele kroppen, pånær hvor han skulle opereres: Klunkerne.

Kirurgen var dygtig og præcis. Han skar den ondartede svulst væk fra patientens sunde væv og rakte mig en lille, hård tumor på størrelse med en valnød. Det var overvældende at stå med i hånden – bare tanken om, at den lille uskyldige klump kød var direkte livsfarlig for manden.

Der er 98 procent chance for at overleve testikelkræft, og det er en ret almindelig kræftform hos mænd mellem 15 og 49 år. Men hvis det ikke bliver opdaget i tide – hvis man finder en knude og ikke gør noget ved den – så kan patienten stå overfor omfattende kemoterapi og strålebehandling eller i værste fald dø af det.

Jeg talte med fire mænd, som har overlevet testikelkræft og fjernelsen af en testikel. Jeg talte også med Paula Hemmingway, som mistede sin søn til kræften, efter han fandt en knude og lod den være i håbet om, at den var godartet.

David, 29, Birmingham

VICE: Kan du fortælle lidt om, hvordan dit liv ændrede sig efter, du blev syg?
David: Jeg fik diagnosen som 25-årig. Jeg er selv læge, og jeg havde tænkt på at studere onkologi, inden, jeg opdagede kræften. Jeg havde sørget for, at jeg kunne lære om emnet i det følgende år, og nu hvor jeg er tilbage på jobbet, har jeg arbejdet med onkologi.

Da jeg fik diagnosen, var det faktisk den anden ting, de fandt. Jeg havde en kræft, der havde spredt sig til bagsiden af min mave, og den havde vokset sig temmelig stor, faktisk samme størrelse om en lille melon. Da jeg hørte det, tænkte jeg straks det værste, og jeg forberedte mig på, at det nok ikke kunne behandles. Men så var der én, der fik den geniale idé, at undersøge om det var testikelkræft. Da de lavede ultralydsscanning og fandt ud af, at testikelkræften var den primære kræft, var det en stor en lettelse. På grund af min medicinske baggrund vidste jeg, at min prognose var langt bedre. Jeg tror, jeg gav sonografen lidt af et chok, for da han havde sagt “jeg er ked af det, men jeg tror, jeg kan se testikelkræft”, svarede jeg “nej, hvor godt.”

Det var en stor hjælp for min familie, at de vidste præcis, hvad problemet var. Vi arbejder alle sammen inden for sundhedsvæsenet, så det fjernede lidt af tabuet, at vi kunne tale om det i kliniske termer og have en vis medicinsk interesse og nysgerrighed. Det dårlige var, at min arbejdsplads pludselig blev meget skræmmende. Efter at have mødtes med læger, og være bevidst om hvad der kunne komme ud af det, kunne jeg ikke lade være med at være påvirket. Hospitaler blev pludselig meget mere skræmmende end før. Det var meget interessant at skifte fra at være læge til at være patient og se det hele fra den anden side.

Hvordan reagerede din familie?
Jeg kan huske, at jeg talte i telefon med min mor og tænkte: ‘Jeg skal til at give dig de værste nyheder, du nogensinde har fået’. Det var meget sørgeligt at skulle fortælle min mor, at hendes søn havde kræft. Så jeg havde ikke lyst. Da de alle sammen kom til Irland fra England på besøg, blev min mor her. Min søster arbejdede i Irland, og så snart hun hørte det, tog hun afsted fra sit arbejde med toget for at møde mig. Hun havde ikke engang været hjemme og skifte tøj, og det var ret fantastisk. Så snart hun ankom, følte jeg en stor lettelse. Nu var der nogen, jeg kunne stole på, og som kunne tage styringen.

Da du fik sådan en nyhed som 25-årig, blev du så vred, og syntes du, det var uretfærdigt, at det skulle gå udover én så ung person?
Det var en ret interessant periode, for seks måneder før havde jeg mistet en af mine bedste venner, som døde af en svulst i hjernen. Det var jeg stadig ved at komme mig over. Jeg tænkte meget “han er så ung, hvor er det urimeligt”, og med de tanker tror jeg, at jeg fik behandlet en del. Jeg havde mange spørgsmål om, hvordan det kunne ske. Jeg kæmpede med Gud og med min tro. Det skete mest dengang.

Så da jeg fik diagnosen, kan jeg huske, at jeg tænkte: ‘Min ven Michael gik gennem alt det her, og nu er det min tur.’ Hans dødsfald havde fjernet opfattelsen af, at man har ret til et langt liv og en familie. Så da jeg fik min egen diagnose, var jeg taknemmelig for, at jeg sandsynligvis ikke ville dø af det, og jeg var meget taknemmelig for, at jeg kunne få behandling. Jeg var meget taknemmelig for min familie, som støttede op omkring mig. Nogle gange blev jeg vred, især når jeg skulle gennem kemo, men også efter operationen, og det skulle jeg lige forholde mig til. Da jeg var ved at komme mig, kunne jeg godt mærke, at jeg havde ignoreret meget af vreden og tvunget mig selv til ikke at blive irriteret samt acceptere, at det var sådan, tingene var. Det skulle jeg lægge fra mig bagefter, og det tog lang tid. Jeg tror, det var vigtigt at forholde sig til de tanker, men på grund af min ven, skete det alt sammen en del senere i forløbet for mig.

Hvordan vil du beskrive dit forhold til kirurgen?
Det var en fyr, der hed Patel, og jeg var fuldstændig overbevist om, at han havde styr på det – jeg tænkte bare: ‘Det er dig, der kan klare det her’. Det er egentlig ret skægt, for jeg så ham i dag. Vi arbejder på det samme hospital, og det er dejligt at støde ind i ham. Jeg tror, min mor havde det på samme måde, når nu hun skulle lægge sin søns liv i hænderne på en anden i forbindelse med en ni timer lang operation med tre forskellige konsulenter. Han var der fra start til slut. Han havde kun en ti minutters pause i midten af en ni-timers operation, og han brugte tiden på at fortælle min mor, hvordan det gik. Det var så betydningsfuldt, og jeg tror ikke, han ved, hvor meget han har betydet for mig og min familie. Hver gang jeg ser ham, føler jeg en taknemmelighed og en stor respekt.

Pauline Hemmingway, mor til David, som døde som 31-årig

Hvordan fortalte David dig første gang, at han havde opdaget kræften? Hvordan var hans attitude omkring det, og kan du huske, hvordan du reagerede?
Pauline: Vi vidste meget lidt om testikelkræft, selvom jeg godt vidste, at det var et faresignal, hvis man fandt knuder et sted på kroppen. David havde en meget stor knude i ret lang tid, og den var svær at komme i kontakt med. Han vidste tydeligvis, at der var noget helt galt, men han valgte at ignorere det.

Hvordan forandrede din søn sig efter diagnosen?
David var meget stille for det meste. Han var flyttet hjem til os efter diagnosen, og jeg tror, han følte sig mere sikker der. Han var for det meste afslappet og brugte tiden på at se TV eller ringe til sine venner. Når han var bange, lod han det gå ud over mig, og det var fint nok, for han vidste, at jeg også betragtede det som min kamp, og at vi stod sammen. Der var kun en gang, hvor han brød grædende sammen foran mig. Jeg gav ham et kram og sagde til ham, at han nok skulle få det godt igen. Han fik det bedre, da jeg sagde det, og jeg fik en bedre forståelse for hans opførsel. Jeg prøvede bare at tilpasse mig det humør, han var i den dag. I sidste ende var han jo bange – og det kunne jeg godt forstå.

Hvordan tog David den første omgang kemo?
David var meget bange den første dag – så bange, at sygeplejerskerne havde svært ved at lægge hans drop ind, fordi han svedte så meget. Han tilbragte otte timer om dagen med at få kemo. Jeg sad ved hans side hele dagen, hver gang. Da han begyndte at få voldsom kvalme, besluttede vi os for at prøve cannabis, og det hjalp heldigvis utrolig meget.

Hvad er dit største minde fra Davids kamp?
Da David trak vejret for sidste gang, mens jeg kyssede ham, og jeg derefter hørte hjertemonitorens lange hyl. Det er den mest hjerteskærende oplevelse en mor kan have, og jeg må stadig klare mig uden min dreng. Hvis han var blevet tjekket tidligere, ville han stadig være her i dag. Jeg vil ikke have, at nogen anden skal opleve, hvad David oplevede. Så tjek dig selv hver måned!

Ferg, 29, London

Kan du huske hvordan du reagerede første gang du opdagede kræften?
Det var en meget skræmmende fremtidsudsigt. Til min første scanning fik jeg med det samme at vide, at der ikke var gode nyheder. Det første jeg følte var dyb frygt, men jeg fik samtidig også et behov for at forstå, hvad der skete med mig.

Er der andre eksempler på kræft i din familie?
Nej.

Hvordan genfandt du ejerskabet over din krop efter at have fået fjernet en testikel? Fik operationen dig til at tænke over din maskulinitet?
Helt ærligt, så har jeg aldrig sat spørgsmålstegn ved min egen maskulinitet. Operationen skulle til, og den skulle ske så hurtigt som muligt. Jeg havde lidt tvivl i starten om nogle ret oplagte ting: Kan jeg stadig få børn? Hvordan kommer det til at se ud? Men det var ikke det vigtigste for mig. Jeg var meget åben omkring det overfor mine venner, og det er jeg glad for, at jeg var, for det gjorde det nemmere at komme tilbage til mit almindelige liv bagefter.

Hvad var det første du tænkte efter operationen?
At jeg ville se min mor.

Hvad er efter din mening de værste misforståelser omkring testikelkræft?
Jeg tror, nogle mennesker går ud fra, at de vil miste funktionerne fra testikelregionen. Om det så er evnen til at have sex eller få børn. Eftersom det er et forplantningsorgan, er det generelt svært at forestille sig, at man får fjernet noget, og at alting stadig fortsætter 100 procent som før. Men det gør altså ingen forskel, om man har én eller to testikler.

Hvad er din største oplevelse fra kampen mod testikelkræft?
Jeg har en dejlig familie og nogle rigtig gode venner og kollegaer, jeg er heldig at have dem. Frygten for at det kommer tilbage, er der stadig, og den går nok aldrig væk, men det er okay.

Steve Make, 39, Maryland

Hvordan husker du oplevelsen af at opdage kræften?
Steve: Som 33-årig med to små børn var jeg i chok. Jeg tænkte: ‘Unge, raske og uovervindelige mænd som mig får ikke kræft.’ Jeg havde haft en underlig smerte i min højre testikel i et par måneder, og det var blevet så slemt, at jeg ikke kunne sove om natten. Jeg kan stadig huske det øjeblik, hvor jeg mærkede en massiv klump i højre side af min højre testikel. Mit hjerte gik i stå et øjeblik. Det var for seks år siden, men jeg vil altid huske det, som var det i går. Da chokket havde fortaget sig, fik jeg krigermentalitet. Min kone og jeg havde arbejdet så hårdt for at være, hvor vi var, og vi havde ofret så meget undervejs. Vi havde endelig vores eget hus og to smukke børn. Jeg ville simpelthen ikke finde mig i, at kræften skulle tage alt det væk fra mig, så jeg svor, at jeg ville kæmpe til sidste blodsdråbe.

Hvordan kunne du mærke, at du rent følelsesmæssigt forandrede dig i løbet af processen? Efter kræften havde jeg en nyfunden begejstring for livet. Det var først to år efter kræften, at jeg virkelig begyndte at forandre mig. Jeg gik fuldstændig ned, fordi jeg havde mistet nogle venner, og jeg blev bange for at kræften var kommet tilbage, jeg begyndte at lide af posttraumatisk stress. Det var i mindre grad kræften og i højere grad min PTSD-oplevelse, der gav mig en dybere og mere intim forståelse af, hvor meget vi har at kæmpe med som mennesker, og det gjorde mig langt mere medfølende overfor andre. Min PTSD-oplevelse var så slem, og jeg følte, jeg havde så lidt kontrol over det, at jeg overvejede selvmord, fordi jeg ikke kunne holde ud at lide mere. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle kontrollere det, eller gøre en ende på det, og selvmord var en udvej. Jeg gjorde det ikke. Min familie havde brug for mig, og jeg gentog mit løfte om at finde en vej ud af det. Da jeg fandt den sti og en metode til at få det bedre, skiftede mit fokus helt automatisk til at hjælpe andre med at gøre det samme.

Når du tænker tilbage, hvordan mener du så, at de medicinsk uddannede kunne have forberedt dig bedre på den rutsjebane af følelser, som du skulle kæmpe dig igennem de følgende år?
Da jeg kæmpede med kræften, var den mest udbredte attitude blandt sundhedspersonalet at give mig et klap på skulderen, når jeg var færdig med min behandling og så ellers sende en ud af døren, men de mentale og følelsesmæssige udfordringer, jeg har stået overfor efter kræften, har været langt større end de fysiske udfordringer. Jeg tror, at statistikken for hvor mange, der bliver ramt af depression eller andre psykiske problemer efter kræftforløbet, er kunstigt lave. Især når det gælder unge mennesker. Jeg kender ikke en eneste ung person, der har overlevet kræft, som ikke har haft mentale problemer bagefter. Jeg synes, at alle der er kommet ud på den anden side, burde få mindst ét møde med en ekspert i, hvordan det er at overleve kræft, og som er klar over de potentielle faldgruber og problemer, man kan rende ind i – også selvom patienten ikke tror, de har brug for det. På den måde vil patienten være forberedt på det, hvis han eller hun alligevel oplever noget senere, og så vil de være bevidste om, at de kan få støtte, og at de nødvendige ressourcer er tilgængelige. Da min PTSD begyndte at ramme, var noget af det værste, at jeg ikke anede, hvem jeg kunne tage kontakt til. Jeg har aldrig følt mig så ensom i hele mit liv, og der er ingen, der fortjener at have det sådan. Vi har et ansvar for at beskytte patienterne fra ting, som de ikke selv er bevidste om, og det mentale helbred efter en kræftsygdom er en af de ting.

Hvordan genfandt du dig en seksuel balance med din partner bagefter?
Min kone og jeg har altid været meget seksuelle og fysiske tætte, men kræften satte en stopper for alt det i et stykke tid. Da jeg ikke længere fik kemoterapi, havde kræften spredt sig, så jeg havde tre meget hårde måneder med mere kemo, og så skulle jeg have en retroperitoneal lymfeknude-operation. Det var først efter alt det, at vi endelig kunne være sammen igen, og vi blev nødt til at tage den med ro i starten. Min blodcelletælling var stadig så lav efter kemoterapien, at jeg ikke rigtig kunne komme – eller i hvert fald ikke på samme måde som før. Jeg besvimede bare! Joken om, at mænd ikke kan bruge begge “hoveder” på en gang, var bogstaveligt talt sandt for mig i et par måneder.

Besluttede du dig for at få en protese?
Jeg har altid været meget imod falske ting og falske mennesker, så det sidste jeg havde lyst til, var at få en falsk klunke. Jeg overvejede det slet ikke.

Hvilket råd vil du give til unge mænd, som står overfor testikelkræftens grimme ansigt?
Du har kræfter indeni, som du slet ikke er klar over. Du kan ikke alene bekæmpe kræften og vinde, du kan også komme ud på den anden side, og være et bedre menneske end du nogensinde har været før. Du er aldrig alene med dine følelser, og al den hjælp, du har brug for, er kun et klik væk. Det er en lille verden. Ingen kæmper alene.

Mark Robert, 57, Pennsylvania

Hvor gammel var du, da du fik din første operation?
Mark: Det var i 1984. Første gang jeg blev opereret var jeg 24 år gammel, og anden gang var jeg 26 – i juni 1986.

Hvad er efter din mening de største misforståelser omkring testikelkræft?
At man ikke længere er en mand, hvis man ikke har testikler, og at man ikke kan have sex uden testikler. Begge dele passer ikke. Jeg havde det aldrig svært over at miste testiklerne, for jeg aldrig tænkt at min mandighed kom derfra.

Hvad vil du gerne sige til unge mænd, som skal kæmpe sig igennem det samme som dig?
Man bliver ikke mindre mand af at få fjernet testiklerne! Det går mig på, at det stadig på sin vis er tabu, og at vi ikke taler om det offentligt. Jeg tror, mange unge mænd dør af testikelkræft, fordi de synes, det er pinligt at få det tjekket, inden kræften udvikler sig til et stadie, hvor den ikke længere kan behandles.

Hvad er den mest mindeværdige oplevelse du har haft med lægerne under behandlingen?
Den dag jeg fik den helt store operation, fik jeg også fjernet mine lymfekirtler. En af lægerne gik ud for at fortælle min kone Paula, hvordan det gik. Hun brød sammen, og han tog hende med ind på operationsstuen, så hun kunne se mig. Klinisk er det totalt no-go, men min læge ville gerne have, at Paula så, at jeg var okay. Hun var kun 19 dengang, og jeg tror især, han kunne lide os, fordi han havde børn på samme alder.

Hvordan tror du, at dine oplevelser har formet dig, og gjort dig til den mand, du er i dag?
Jeg ved nu, at man ikke kan tage livet for givet. Jeg tror, at den oplevelse Paula og jeg har haft, er en af grundene til, at vi har så stærkt et ægteskab. Vi har lige haft bryllupsdag, og vi har været gift i 34 år.