Sådan starter vi en queer revolution i verdens køkkener

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

Sidste vinter sad jeg i et lokale hos The Lesbian, Gay, Bisexual, and Transgender Community Center i New York. Jeg sad der sammen med 16 andre personer: Kokke, konsulenter, restaurantejere og andre skribenter (flere af dem havde startet deres karriere med at arbejde i restauranter, ligesom mig). Vi var alle queers, og vi var alle sammen blevet inviteret af James Beard Foundation for at tale om de udfordringer, LGBTQ-personer står overfor i branchen, og give JBF råd til, hvordan de kan håndtere den kroniske homofobi, der er i den amerikanske madindustri.

Vi talte om den stædige kultur, der hersker i køkkenerne, og som mange af os oplevede. De steder, vi arbejdede, var hierarkiske, dominerede af mænd, intolerante overfor meningsforskelle, ofte enten aktivt eller henkastet racistiske, nedladende overfor kvinder og tegn på svaghed, og de var langsomme til at forandre sig. Nogle af os fortalte om undertrykkelse og overgreb, som næsten alle queers står overfor: De sår, som aldrig rigtig helede. Jeg fortalte om en konditor, jeg kender på Facebook, som havde fortalt mig, at kokken lod køkkenpersonalet gå i jeans, men da min ven kom i skinny jeans, blev han drillet, mobbet og endda fysisk forulempet for at have ”kvindebukser.”

Der var en vis renselse ved at høre de alt for bekendte historier rundt om bordene, som om vi kortlagde smerten i et forsøg på at tegne omridset af et undertrykkende miljø og se det lidt udefra. Vi drømte om en utopisk restaurantkultur, hvor kokke og ledere forholdt sig til vores køn, gjorde det relevant og lod de ansatte være lige på arbejdspladser, der fokuserede på at være inkluderende. Men jeg gik fortvivlet derfra: Hvis der kan opstå konflikter om skinny jeans, hvordan fanden skal vi så overleve? Hvordan kan køkkener være andet og mere end et sted, hvor queer-kokke skal gå rundt med paraderne hævet for at klare sig eller alternativt give op?

Vi blev alle sammen enige om, at det gik i den rigtige retning i restauranterne – flere og flere køkkener har kvindelige ledere – steder, hvor intolerancen tidligere dryppede fra væggene som mug i et kølerum. Men kampen for at finde et progressivt arbejdsmiljø er helt op til den enkelte ansatte. Som rebellerne i de dystopiske landskaber i Mad Max jagter unge queer-kokke deres egen Furiosa med drømmen om at kravle ombord i en war rig og hamre gennem en ørken af homofober og røvhuller, på vejen mod Green Place, the land of Many Mothers.

LÆS MERE: De her kvinder har gjort deres bar queer for at holde sexistiske mænd væk

Men ligesom Green Place viste sig at være en skuffelse i forhold til, hvad Furiosa havde håbet, så er det at arbejde for en queer kok ikke nødvendigvis en garanti for et trygt arbejdsmiljø. I den meget omtalte afsløring fra New York Times om restauratøren Ken Friedman, skrevet af Julia Moskin og Kim Severson, bliver den tidligere tjener på The Spotted Pig, Trish Nelson citeret for at forklare, at det private lokale på førstesalen i restauranten blev kaldt for ”voldtægtslokalet”. Nelson beskrev, hvordan forargede ansatte klagede til Friedmans forretningspartner, den queer kok April Bloomfield, som blot svarede: ”Det er sådan, han er. Væn dig til det. Eller arbejd for nogle andre.” Sådan en udtalelse gør ekstra ondt, når man kommer fra LGTBQ-miljøet: Sådan er kulturen. Du kan bare arbejde et andet sted eller købe din fucking svansede regnbuekage et andet sted. Der er intet ønske om at tilpasse sig eller forandre noget.

Da historien gik viralt, forsvarede Bloomfield sig i en udtalelse på Instagram, hvor hun klamrede sig til en undskyldning om, at hun godt nok havde været bevidst om, at der var nogle klager over Friedman og den kultur, der herskede på de restauranter, de ejer sammen, men hun havde ikke gjort nok for, at de ansatte følte sig trygge. Når en kvinde, som har heltestatus blandt mange queers, fordi hun er badass og har succes på allerhøjeste niveau i en sexistisk branche – og som har sagt, at hun egentlig ville være politibetjent – leverer den slags vage fortrydelse, så er det en skuffende påmindelse om, at selv vores helte kan falde til patten og blive en del af de klassiske magtstrukturer.

For de ansatte er restauranter en manifestation af magt i sin reneste from. De benytter socialt acceptable former for tvang og dominans til at tvinge bestemte standarder ned over hovedet på folk. Det er ikke anderledes end mange andre arbejdsmiljøer, udover at vi længe har vidst, at restauranter – og især køkkener – operer under deres egne piratregler, og derfor ligger den socialt accepterede grænse for, hvordan man kan tillade sig at opføre sig, langt under resten af arbejdsmarkedet.

Restauranter er selvfølgelig kapitalistiske foretagender, og i den verden, vi lever i, er noget så fundamentalt som at beskytte de ansatte ved at udfordre kønsnormer en trussel mod essensen af den kapitalistiske maskine. Så længe investorerne tjener penge, vil folk skide på, om du føler dig respekteret, mens du står og anretter tallerkener. Som en af de fremmeste stemmer i frigørelsen af LGBTQ-personer, Harry Hay, har lært os for mange år siden, så er kapitalismen vi queers’ største fjende, sammen med et uddannelsesystem, som aktivt forsøger at slette vores queer helte fra historien. Selv om jeg ikke var oplyst nok sidste vinter og derfor ikke sagde det til mødet, vil jeg sige det nu: Den bedste måde at beskytte vores queer kollegaer på, er den ældste, vi kender: Ved at stå sammen og bekæmpe diskrimination med alt, hvad vi har.