Thank you, BasedGod: Syv essentielle Lil B-plader til folk, der ikke kender Lil B

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Canada

Selv om Lil B for længst er anerkendt som en slags gud for weirdo-rap for slet ikke at tale om hans profetiske evner, når det handler om at forudse sportsresultater, så har hans musik, der har inspireret alle fra Lil Yachty til Kendrick Lamar ikke været bredt tilgængelig. Tidligere har BasedGods enorme output været begrænset til mixtape-arkivet DatPiff, en håndfuld album på iTunes og en række singler på kunstnerens YouTube-kanal. De banebrydende mixtapes var i fare for at gå i glemmebogen, men i sidste uge skete der noget helt fantastisk, da de her genstridige projekter (mange af numrene indeholder samples og genbrugte beats, der formodentlig ikke er godkendt) begyndte at dukke op på store streamingtjenester.

Nu er størstedelen af Lil B’s bagkatalog ude og kan streames med Oakland-rapperens velsignelse. Det er en uoverskuelig mængde materiale, og flere af udgivelserne indeholder over 90 minutters musik. Selv om man med tiden vænner sig til at lytte til det spraglede udvalg, så er det ikke alle ører, der automatisk er indrettet til at modtage BasedGods budskab. Derfor har vi lavet en introduktion til rapperens vigtigste mixtapes – de udgivelser, der giver det bedste overblik over Lil B’s produktion og det aftryk, han har efterladt på det musikalske landskab.

6 Kiss (2009)

6 Kiss er en af B’s tidligste rigtige udgivelser, og den er forbløffende selvsikker i sin kombination af psykedeliske teksturer og B’s uskyldige og optimistiske syn på verden. Det er også her, cloudrap-arkitekten Clams Casino begyndte at arbejde sammen med BasedGod, og hans beats på “I’m God” og “What You Doin’” er stadigvæk visionære kreationer. Smid Imogen Heap-sampling-oprindelseshistorien ”B.O.R” på, hvis du på noget tidspunkt har tvivlet på B’s evner som rapper.

Blue Flame (2010)

Med sin lemfældige og eklektiske stil viser Blue Flame vejen for mange af projekterne, der siden skulle komme fra B’s hånd. Rick Ross/Waka Flocka-brianrap-karikaturen, der gjorde ham berømt, dukker her op første gang i form af bombastiske meme-bangere som “I’m Paris Hilton” og “Mel Gibson”, der indeholder de karakteristiske ”WOO WOO” og ”SWAG”-adlibs, som vi alle sammen elsker (eller elsker at hade). Pladen indeholder også det virale hit ”Wonton Soup” (// bitches suck my dick cause I look like J.K. Rowling //) og afstikkere ud i boom-bappens verden (“Blue Flame Remix”) plus sydstatstrucker-rap som “The Based Bible”.

Red Flame (2010)

Personligt mener jeg, at Red Flame er det definitive Lil B-mixtape. Det er Wayne-agtigt i sin punkede provokation, men genialt i måden, det er skruet sammen på, hvor forskellige stilarter gelinde flettes sammen gennem pladens første to-tredjedele, før den runder af med en omgang bizar trap. Begge sider er din tid værdige, hvor B kaster sig ud i versioner af sange af Jay Electronica og Andrea Bocelli (den er god nok) på den første side for så at give den som tidligere præsidenter og popstjerner i den store finale. Red Flame er en oplevelse, man bør unde sig selv.

Rain in England (2010)

Rain in England er med længder den med sjældne plade i B’s bagkatalog, og den lyder oprigtig talt ikke som noget, man har hørt før. Pladen byder på lange, selvproducerede ambiente lydlandskaber, som BasedGod freestyler over om spiritualitet, kærlighed og livet generelt. Det er meget muligt, at det her er verdens mest kendte new-age-hiphop-album. Når B tyer til lyriske floskler lyder det langt mindre selvhøjtideligt, end når for eksempel J. Cole gør det, fordi hans barnlige naivitet og oprigtighed (“birth is so amazing”, “women are so beautiful”) skinner igennem på numrene. Rain in England er lyden af at se de små positive detaljer i dagligdagslivet.

I’m Gay (2011)

Pladen med titlen, som blev hørt over hele verden, repræsenterer det tætteste, Lil B kommer på at lave en rap-plade, der tematisk set stikker dybt med sine referencer til psykiske slaver og coveret, der er en kadeau til Marvin Gaye. Men den er også bare underlig: de skylette samples bevæger sig fra Slowdive til Spirited Away til Goo Goo Dolls til den tragiske, japanske talentshow-vinder Yukiko Okada. Albummets relativt beskedne længde og det rene mix (den blev markedsført som en regulær lp og ikke et mixtape) gør den til en god indfaldsvinkel for nye fans, og når man samtidig får så transcendentale toner som Clams Casinos ”Unchain Me”, så er I’m Gay en oplagt anbefaling.

God’s Father (2012)

Hvis Red Flame er en klassiker ved et tilfælde, så er God’s Father et mesterværk med vilje. Det er en to timer lang, hæsblæsende rejse gennem BasedWorld takket været omhyggelig komposition af tracks og nogle helt ikoniske højdepunkter. Det er her, man finder ”I Own Swag”-diss-tracket til David Banner, der har fået et liv, efter slagsmålet for længst er ophørt og er blevet en cooking dance-klassiker. Der er også ”I Love You”, den mest hjertevarmende hyldest til accept og glæde ved livet i B’s bagkatalog. Ud over det er det en DIY-rap-plade, som er både ophidsende, beroligende, sjov og på besynderlig vis indsigtsfuld.

Hoop Life (2014)

Hoop Life er på mange måder en konceptplade, der tematisk tager udgangspunkt i NBA og Lil B’s kærlighed til basketball. Det fokus smitter også af på musikken, en post-hyphy Bay Area-agtig hiphop, der lige så varm som en sommerdag. Stilen varierer kun glimtvis for eksempel på det monumentale Kevin Durant-diss ”Fuck KD”, en sang, der (muligvis) har støbt Golden State Warriors, som vi kender dem i dag. Det er dybt ironisk, at det album, der typisk associeres med BasedGods forbandelse, også er et af hans venligste udgivelse til dato.