Utrolige historier fra Brasiliens mest berygtede fængsel

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Brasilien

Der er en hellig treenighed, der indkapsler den brasilianske filmskaber og fotograf João Wainers karriere: Graffitidokumentaren Pixo (2009), etableringen af mediet TV Folha i 2011, og hans billeder fra fængslet Carandiru, der engang var det største i Latinamerika, og som i dag er revet ned.

Kort efter Wainer første gang trådte ind i Carandiru tilbage i 1998, blev han taget med til Amarelão (“Den store gule”), den afdeling, hvor fanger, som var blevet udsat for dødstrusler og var for bange til at gå frit omkring, boede. Luften var kvælende og usund. “Jeg kan huske, at mine linser duggede til, fordi der var så varmt,” siger han.

I Brasilien er Carandiru især kendt for den massakre, der fandt sted 2. oktober 1992, hvor et masseslagsmål blev slået ned af et brutalt militærpoliti – 111 indsatte mistede livet den dag. Fængslets nedrivning d. 8. december 2002 var også en stor begivenhed, men for Weiner er det andre oplevelser, der står klarest frem i erindringen, som da transkønnede indsatte lavede et modeshow og fik stående bifald fra fangerne. Eller den dag, hvor fangerne truede med at gøre oprør. “Jeg har aldrig været bange derinde. Aldrig,” slår han fast.

VICE snakkede med Wainer om den tid, han tilbragte i Carandiru.

VICE: Kan du huske første gang, du trådte indenfor i Carandiru? Hvornår var det?
João Wainer: Ja, det kan jeg godt huske. Det var i 1998, da jeg var udsendt af avisen Folha de S. Paulo, og vi var inde for at se Amarelão-afdelingen. Jeg anede ikke, at jeg ville komme til at tilbringe så meget tid der.

Hvordan var førstehåndsindtrykket?
Det var meget skræmmende, især fordi vi besøgte en af de mest uhyggelige afdelinger på den første dag. Jeg kan huske, at en af de ansatte tog pis på os. Da vi kom derhen, var der en frygtelig stank. Jeg kan huske, at mine linser duggede til, fordi det var så varmt. De indsatte ser aldrig solen, de kommer aldrig ud. Ham vagten åbnede bare døren og sagde: “Så kan I bare gå ind gutter. Det er helt fint.” Det er klart, at ingen af os rykkede os så meget som en millimeter. Han grinede bare af os.

Amarelão var også den afdeling, hvor dem, der havde været i alvorlige slagsmål boede. Folk, der følte sig truet på deres liv, anmodede om at komme derhen. Hvis jeg husker rigtigt, var det fjerde etage i den femte pavilion – Pavilion Fem var den sikre. Det var der hvor transmændene sad. Men på fjerde etage, var der ingen, der så solen.

Hvornår tog du billeder i Carandiru?
Jeg kom der fra 1998 til 2002, hvor det blev jævnet med jorden. Kort efter jeg havde været der første gang, mødte jeg skuespilleren Sophia Bisilliat, og vi slog os sammen med journalist André Caramante og fotograf Maureen Bisilliat. Vi begyndte at gå mere systematisk til værks. Jeg tog derhen to eller tre gange om ugen.

Det skulle jeg til at spørge dig om. Fik du allerede idéen til din bog Aqui Dentro [“Herinde”] (2002) første gang, du besøgte stedet?
Da vi begyndte, tænkte jeg ikke i de baner. Sophia arbejdede på et projekt, der hed “Talent taget til fange”, hvor hun underviste de indsatte i forskellige kunstarter. Fra det projekt opstod rapgruppen 509-E og en masse andre fede ting. Der var det bare Sophia og mig, og to år efter kom André og Maureen, som allerede var fokuserede på bogen.

Jeg har læst, at I gik rundt uden eskorte.
Jeg plejede at møde på arbejde på avisen klokken fire om morgenen. Så tog jeg hen til Carandiru omkring klokken otte og smuttede igen ved 15-tiden. Så fik jeg noget hurtigt at spise, inden jeg tog tilbage på arbejdet indtil midnat. Det gjorde jeg tre gange om ugen. Sophia fik rigtig meget respekt derinde, og det åbnede en masse døre for os. Vi fik direkte adgang og kunne gå lige ind. Vi havde ikke behov for vagter eller eskorte. Der var en periode, hvor vi havde enormt meget frihed.

Hvis man tænkte alt for meget over, hvad de forskellige personer havde gjort for at ende derinde, så kunne man ikke have en eneste almindelig samtale.

Hvilken slags forhold havde du med de indsatte? Var de nogle gange fjendtlige?
Nej. Jeg havde kun et godt forhold til dem. Jeg kom sammen med Sophia, som var kendt for at forbedre fangernes hverdag. Så lige så snart jeg trådte ind sammen med hende, så de mig i et andet lys. For at få et godt forhold til fangerne, skal man lade være med at dømme dem. Det var heller ikke derfor, jeg var der. Jeg var der for at forstå stedet og finde ud af, hvad der egentlig foregik. Når først man gør afkald på alle de fordømmende tanker, så bliver det hele meget nemmere. Hvis man tænkte alt for meget over, hvad de forskellige personer havde gjort for at ende derinde, så kunne man ikke have en eneste almindelig samtale.

Var der en særligt nervepirrende dag, som gjorde dig bange?
Engang vi var derinde, så vi begyndelsen til et fangeoprør. De havde holdt en fest og ville uddele kurve med mad, men ledelsen ville ikke give dem lov. Så begyndte fangerne at gøre oprør. Alle gik ud i gården, hvor lederne af fangerne holdt et møde. De bad os blive indenfor og regnede med, at fængslet ville blive vendt på den anden ende. Det skete også næsten, men til sidst besluttede de sig for ikke at gøre noget.

Hvis der skete noget, tror du så, at I var blevet beskyttet eller ej?
Vi ville være fuldstændig beskyttet, for alt vi lavede var en del af faste aftaler med både fangerne og ledelsen. Så jeg var aldrig bange. Overhovedet ikke.

Hvad mener du med “ledelsen”?
De ansatte. Vi havde en aftale med de ansatte og ledelsen af fængslet. Jeg følte mig meget tryg. Der var styr på det hele. Ikke så meget pis. Jeg lærte virkelig meget dengang. Jeg har aldrig fortalt det til andre, men noget af det mest lærerige, jeg oplevede, var sammen med Hr. Valdemar. Han arbejdede for fængslet, og vi kom ret tæt på ham, dengang vi arbejdede med de transkønnede indsatte. Vi arrangerede endda et modeshow, og det var helt fantastisk. Så fandt jeg ud af, at der faktisk var en transkønnet, som var blevet opereret. Det var en kæmpe hemmelighed.

Seriøst?
Hun var blevet opereret i Marokko og havde aldrig opdateret de dokumenter, hun havde fra dengang, hun identificerede sig som mand. Så da hun blev anholdt med de gamle dokumenter, røg hun i fængsel hos mændende, og ingen tjekkede om hun rent faktisk var blevet opereret. Jeg gik helt amok over den historie og besluttede mig for at skrive om det. Jeg begyndte at have nogle samtaler med hende. Så blev Hr. Valdemar meget vred på mig. “Hvad var vores aftale?” spurgte han. “Sagde du, at du ville arbejde på historien eller ej?” Jeg sagde, at vi havde aftalt, at jeg ikke skulle skrive om det. Så spurgte han, hvorfor jeg så alligevel var gået i gang uden at konsultere ham. Han skældte mig ud i virkelig lang tid og forklarede mig, at i fængslet var der ikke noget, der hed, at man sagde én ting og gjorde noget andet. Man skal holde, hvad man lover. Hvis jeg ville skrive om hende, så skulle jeg komme til ham først.

Jeg besluttede at opgive historien helt. Jeg kunne have gjort det, men så ville jeg ikke have mulighed for at vende tilbage. Og det var lige i starten. Jeg bestemte mig for at lade den historie forsvinde mellem fingrene på mig, for jeg havde et godt forhold til Hr. Valdemar, og det endte senere med at blive til min bog – uden den historie. Det var en ret hård lektie at lære. Og det er noget, jeg kan bruge i alle aspekter af livet. Den brasilianske journalist Caco Barcellos fortalte mig engang: “Hvis jeg planlægger at dække noget, der vil ødelægge en persons liv, så tager jeg fat i den person, og siger ‘det her kommer til at smadre dit liv’. Selv hvis du stadig gør, hvad du har tænkt dig at gøre, så vil personen respektere dig mere, fordi du sagde det, som det var.” Jeg ser mange journalister, som finder på alt muligt lort, og som siger, at de vil gøre én ting, men så gør noget andet.

Hvilket forhold havde du til lederne af ‘Primeiro Comando da Capital’ eller ‘PCC’ [ Hovedstadens Første Kommando, magtfuld brasiliansk bande]?
Dengang vi begyndte at komme her, var PCC ikke særlig magtfulde. Da først de begyndte at konstituere sig, skulle vi forhandle forfra igen. Eftersom vi var dukket op før dem, havde de hørt om os og vidste, at vi ikke var nederen, men det var stadig meget nervepirrende at skulle forhandle med dem. Vi kunne ikke arbejde i nogle måneder, før de gav os deres tilladelse. Men derefter blev det hele endnu mere afslappet end før. Der var en ret interessant situation. Vi havde allerede fået vores tilladelse, og en dag tog jeg billeder over det hele i Pavilion Otte, men der var en fyr, som ikke ville lade mig tage billeder på én af etagerne. Da jeg gik hjem, spurgte den store boss, om alt var gået, som det skulle, og der nævnte jeg, at en af gutterne ikke ville lade mig tage billeder i det ene område, men at det ikke var et problem. Den store boss gik helt amok, bad nogle om at hente manden, og han skældte ham ud foran mig. Han fik endda ham fyren til at blive min assistent. “Nu skal du hjælpe ham. Lige meget hvad, han beder om, så gør du det,” sagde den store boss. Ham fyren blev jeg venner med senere. [Griner]

Billederne fra cellerne er temmelig chokerende. Alt for mange mænd, tøj, plastikposer, og stort set ingen senge eller plads.
Det var nok overgangsceller. Der var ingen, der boede der særlig længe af gangen. Når man kom ind i en rigtig celle, fik man sin egen lille madras. Men overgangscellerne var det værste, mand. Det var skræmmende. Men de var ikke lige så skræmmende som de politistationer, jeg har været på et par gange. Jeg arbejde engang på en artikel om overfyldte fængsler i staten Espírito Santo, og det er det mest chokerende fængsel, jeg i mit liv har set. Intet i Carandiru var bare tæt på. Der blev fangerne nødt til at ligge i lag, når de skulle sove.

Sindssygt. Jeg tænkte på et bestemt billede, hvor der er et fjersyn og en sodavandsdåse som antenne.
Det var helt sikkert en overgangscelle.

Du nævnte lugten. Er der en bestemt lugt, der minder dig om Carandiru?
Ja. Der var alt for mange mænd på for lidt plads. Men til min store overraskelse var Carandiru meget rent. De gik altid meget op i at det skulle være så rent som muligt. Forestil dig, at 8000 mænd bor sammen. Jeg kan huske en særlig dunst, der kom hver gang, man var et sted, hvor der var gang i den. Den karakteristiske lugt, af det rengøringsmiddel de brugte og lugten af maden. For når maden ankom, var den rådden, så de blev nødt til at skære det til, før de kunne tilberede det. De fik rådden mad. Men selvfølgelig så kan fanger ikke brokke sig. Så al den mad, der skulle smides ud, blev sendt derhen. De indsatte vaskede det og tilberedte det, og brugte krydderier, som deres familier havde haft med til dem. De brugte det også som forhandlingsmiddel derinde.

Kan du huske hvilket udstyr, du brugte dengang?
Jeg havde et Nikon F4 kamera og brugte Fuji-film 800 ASA.

Der er et billede af en fyr, der skriver på skrivemaskine. Hvem var det?
Det var en visitationsperson, som tog sig af breve. Han var sådan set bare postbud. Han fik brevene, og afleverede dem hos fangerne.

Var han også indsat?
Ja, han var en af de indsatte, som bare havde til opgave at distribuere brevene.

Blev transpersonerne sat i deres egne celler? Hvordan var forholdet til dem?
De blev betragtet som menneskeligt affald. Alle var ligeglade med dem. Første gang de fik en god behandling, var da vi arrangerede et modeshow. Fangerne rejste sig op og gav dem et stående bifald.