Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES UK
Jeg kender ikke nogen, der var Nirvana-fans som unge, og som ikke stadig er det. Den slags dedikation, som lyste ud af Kurt Cobain, falmer ikke sådan lige – selv ikke efterhånden som ens musiksmag modnes. Hver gang et album bliver re-masteret, der kommer en ny dokumentar, eller nogen bliver optaget i Hall of Fame, vokser mystikken omkring grungebandet fra Seattle og deres forstyrrede forsanger. Hver gang inspireres en ny generation til at afblege håret og gå i alt for store skovmandsskjorter.
Videos by VICE
Så det kom ikke som den store overraskelse, da der åbnede en Nirvana-café i centrum af Glasgow. Stedet er opkaldt efter en sang fra deres album Nevermind fra 1991, og In Bloom beskriver sig selv som en “ondskabsfri café”. Nyheden om åbningen spredte sig hurtigt i Nirvanas fanmiljø, og bassist og medstifter af bandet Krist Novoselić delte endda en artikel om det på sin Facebookside. Hvis Krist Novoselić så meget som vidste, at jeg eksisterede, ville jeg være færdig. Der ville ikke være flere mål i livet.
“Vi gik fuldkommen amok, da vi hørte, at han vidste, hvem vi var,” siger ejer af In Bloom, Rachel Sharp.
Jeg besøger caféen på en uhørt solskinsrig sensommerdag. Da jeg ankommer, brager Dinosaur Jr.s “The Wagon” ud af højtalerne, og der er blomster over det hele – en hilsen til Nirvanas MTV Unplugged in New York-koncert, hvor hele scenen var udsmykket med orientalske liljer. Butikkens facade og væggene indenfor er holdt i en lys nuance af turkis for at matche vandet på coveret til Nevermind. Pressebilleder, plakater, koncertbilletter og andet promomateriale hænger på væggene.
“Vi er blevet kørt over hele dagen,” advarer Sharp, da jeg træder ind.
Det er ikke så overraskende. En række frisklavede veganske pastarettter og kager står og frister mellem alle grunge-rekvisiterne. Selv her efter frokost er der stadig masser af ansatte fra de nærliggende kontorer og teenager, der bare skal kigge lidt på udsmykningen. Da Sharp endelig har tid til at stå stille, spørger jeg hende, hvor stor en fangirl hun er.
“Nirvana er bare så ægte,” siger hun. “Mig og mine venner er kæmpe fans, og der er ingen billige tricks med dem. Der var kun en enorm kærlighed til musikken. Vi følte, at det passede godt til det veganske tema, og vores navn ‘In Bloom’ er jo samtidig en henvisning til de friske grøntsager og det brød, vi bruger. ‘Bloom’ er vores yndlingsord.”
Når jeg står i caféen, bliver jeg taget tilbage til mine teenageår, hvor jeg i timevis prøvede at lære akkorderne til “Smells Like Teen Spirit” og læste Heavier than Heaven i stedet for at lave lektier. Sharp og jeg snakker om, hvad Nirvana egentlig ville synes om et sted som det her. Cobain sagde aldrig noget om at være veganer, men der er ting, der tyder på, at han har eksperimenteret med at være vegetar for at gøre noget ved sine kroniske mavesmerter – og Dave Grohl har da vist spist veganske måltider med Paul McCartney.
“Kurt havde maveproblemer. Han eksperimenterede med veganisme og vegetarisme, og det fungerede ikke for ham,” siger Sharp. “Måske er der mennesker, som spiser køer, og som ikke er stolte af det. Hvis det opfordrer dem til at blive veganere, så er det kun godt.”
Men er det ikke lige meget, hvad bandet tænker om In Bloom? Jeg observerer en gruppe teenagere, der tager selfies under caféens skilt, som er skrevet med samme Onyx-skrifttype som Nirvanas logo. Det er svært ikke at forestille sig en krydsning af to subkulturer – unge mennesker, der opdager Nirvanas musik, og etisk kost. Veganisme er blevet mainstream, lige gyldigt om det var meningen eller ej, og det samme kan siges om Nirvana.
“De er bare seje,” siger en af teenagerne, da jeg afbryder deres billeder. “Altså, jeg er ikke engang veganer, men jeg kommer stadig herhen, for det ville Kurt have gjort.”
“Ja,” siger deres venner. “Jeg kan for eksempel ikke lide æg… Så, ja.”
In Bloom tager sig godt af kunder, der ikke kan lide æg. På menuen er der vegansk haggis, kebab, kager og sandwich. Jeg vælger en pasta med stegte tomater og løg, som bliver serveret med en sprød salat med cashewparmesan og balsamico.
“Vi åbnede i folks frokostpause uden at have gjort noget reklame. Det var for at møde naboerne og se, hvordan de ville reagere, og det gik rigtig godt,” fortæller Sharp. “Mange mennesker viste deres støtte til os. Siden har der været en god blanding af nysgerrige veganere, Nirvana-fans og naboer, som bare skal se, hvad der foregår.”
Glasgow har lidt af et ry blandt veganere. I 2013 udnævnte PETA byen til den mest veganervenlige i Europa takket være en bred vifte af uafhængige, plantebaserede caféer som Mono, 13th Note og Stereo. De sidste par år har asiatiske steder som Hug & Pint gjort byens veganske udvalg endnu bredere, så det er let at leve kødfrit i byen. Mens hvis man siger det til folk udenfor Skotland, er de overbevist om, at de lokale her har alt for travlt med at stikke hinanden ned eller dyrke anden sekterisk vold.
“Byrådets slogan ‘Folket skaber Glasgow’ opsummerer stedet ret godt,” siger Sharp. “Der er et godt citat af Gary Yourofsky [dyrerettighedsaktivist og foredragsholder], der siger, at de fleste veganere kommer fra undertrykte samfund. Jeg kan godt mærke, at fordi Glasgow historisk har været ramt af fattigdom, og også er det nu, så tror jeg, folk er mere åbne overfor at passe på andre undertrykte væsener.”
Sharps loyalitet overfor byen gælder også In Blooms leverandører. Kaffen kommer fra Ovenbird Coffee, som rister deres egne bønner i Glasgow, og det er det nærliggende familiebageri, Bavarian Bakehouse, der forsyner dem med brød. Størstedelen af caféens “kød” er marineret og konserveret af Sharp selv. Nirvana var kendt for at være imod de store selskaber og have en DIY-tilgang til musikbranchen, så de ville helt sikkert synes om det.
Det er måske lige på grænsen af fanfiction, men jeg kan sagtens forestille mig Kurt, Dave og Krist, der hænger ud i In Bloom. Glasgow har det samme gråvejr som Seattle og en stolt tradition, når det gælder alternativ rock. Det føles som om Nirvana godt kunne finde sig til rette i byen.
In Bloom er helt sikkert for Nirvana-nørder, men det er også en typisk Glasgow-café. Om du har teksten til “Even In His Youth” tatoveret på armen eller kun kender til grungemusik af navn, så er der plads til alle.
Come as you are.
