Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Forestil dig, at du ud af det blå begynder at have det lidt skidt. Ikke noget voldsomt, men alligevel nok til at være lidt bekymret. I løbet af de næste par dage vil sygdommen ikke gå væk, den bliver i stedet værre, og til sidst ligger du i en hospitalsseng, mens en læge fortæller dig, at de bliver nødt til at lægge dig i koma på ubestemt tid, hvis du skal have en chance for at overleve.
Videos by VICE
Det lyder som en frygtelig drøm, men det var virkeligheden for Lauren Banton Williams. Hun er 28 år gammel og for omkring et år siden, fik hun en hjertesygdom ved navn fulminant myocarditis, som i bund og grund er betændelse i hjertet ofte forårsaget af en virus og en autoimmun lidelse. Lauren blev lagt i koma i tre uger, og i den periode fik hun et hjerteanfald, der betød, at hendes hjerte faktisk slet ikke slog i 30 minutter. Imod alle odds overlevede hun.
Jeg talte med hende for at finde ud af, hvordan det var at være i koma og snyde døden.
VICE: Kan du huske, hvordan det var at ryge ind i komaen?
Lauren Banton Williams: Det sidste, jeg kan huske, er, at de sagde, at jeg ville blive lagt i koma, men at de ikke vidste, hvor lang tid. De vurderede, at det nok ville blive omkring to uger. Jeg var virkelig ked af det, for det var kun et par dage før min fødselsdag, og jeg havde planer. Da jeg forstod, at jeg helt sikkert ville gå glip af min fødselsdag, tænkte jeg over, om jeg mon ville nå at vågne inden jul. Lægerne sagde, at de ikke var sikre på noget, men at min eneste chance for at overleve var koma. Jeg begyndte desperat at forklare, at jeg meget gerne ville leve. Inden jeg mistede bevidstheden, kiggede jeg ned på mit bryst og sagde, ”kom nu, lille hjerte, du kan godt klare det. ”På det tidspunkt vidste jeg godt, at der var en risiko for, at jeg aldrig ville vågne op igen, men jeg blev nødt til at tro på, at det kunne lade sig gøre.
Var du ved bevidsthed på nogen som helst måde under komaen?
Det var ret meget som at sove i flere uger – jeg kan ikke huske at være vågen på noget tidspunkt. Men jeg har fået at vide, at jeg på et tidspunkt tog min hånd op til munden, hvor den slange jeg trak vejret igennem var, og lægen sagde, at jeg skulle lade den være, og det gjorde jeg. Så noget må være sluppet igennem.
Så du har ingen drømme eller ubevidste minder fra din tid i koma?
Jeg har minder, men når jeg siger ”minder”, er jeg ikke sikker på, om det er drømme eller ej. Den mindeværdige drøm, jeg havde, var, at jeg var blevet fikset og sat sammen med nye kropsdele, som var lavet af træ. Jeg ventede på, at det blev min tur i en eller anden slags maskine sammen med en masse andre kroppe, og for at komme ud skulle jeg igennem en metalklo, der engang imellem åbnede sig på klem. Kroppene blev presset igennem og landede på en mudret mark på den anden side. Det var ret mærkeligt.
Var du på noget tidspunkt bevidst om, at du var tæt på at dø?
Da jeg fik mit hjerteanfald, var det kun en time efter, jeg kom i koma. Min mor var den første, der lagde mærke til, at jeg var blevet helt kold, fordi hun holdt mig i hånden. Hun alarmerede sygeplejersken lige inden maskinerne begyndte at bippe. Jeg havde ingen anelse om, at det skete.
Hvordan havde du det, da du endelig vågnede op?
Mit første minde er et par dage efter, jeg vågnede, og det er mine brødre, der kommer ind. Jeg rækker hænderne ud til dem, men jeg kan ikke tale, fordi den slange, der har været i min hals, har lavet en del ravage. Jeg kan huske, at jeg kunne mærke en bevægelse, som om vi var på en båd. Jeg anede ikke, hvad der var sket med mig, eller hvorfor jeg var på hospitalet, men jeg kan huske, at jeg var lettet over at se folk jeg elskers ansigter – og jeg kan huske, at jeg begyndte at græde.
Jeg tog ikke kontakt til nogle af mine venner, jeg ville ikke engang kigge på min telefon i et par uger, efter jeg var vågnet. Jeg synes, det var nemmere at forholde mig til det hele, hvis jeg ikke satte det i kontekst til mit tidligere liv.
Hvordan var det at prøve at følge med i alt det, der var sket i mellemtiden?
Jeg kan huske, at jeg var meget overrasket, da jeg spurgte hvad dato det var. Jeg tog ikke kontakt til nogle af mine venner, jeg ville ikke engang kigge på min telefon i et par uger, efter jeg var vågnet. Jeg synes, det var nemmere at forholde mig til det hele, hvis jeg ikke satte det i kontekst til mit tidligere liv. Når jeg tænkte på, at alle mine venners liv var fortsat, mens jeg lå i koma, gjorde det bare det hele meget værre.
Hvad var den største misforståelse, som du havde om koma, og som du nu ved ikke passer?
Jeg tror, den mest udbredte misforståelse er, at folk i koma kan høre eller opfatte de ting, der foregår omkring dem. Jeg tror måske, at man underbevidst kan opfatte nogle bestemte ting, men overordnet tror jeg, man er helt koblet fra. Jeg tror også kun de færreste ved, at det faktisk er meget svært for lægerne at få en patient ud af koma igen. Det kræver tit flere forsøg, og det kan tage lang tid og være meget stressende for alle.
Har dit liv og dit syn på verden ændret sig drastisk af at være i koma?
Kun fordi mit hjerte har tvunget mig til at lave noget om. Men jo, jeg har nok ændret mig på visse punkter. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, om det er noget, jeg var tvunget til, eller om det er, hvad der sker, når man står ansigt til ansigt med sin dødelighed, men jeg er bedre til at passe på mig selv i dag. Jeg har fattet, at livet er dyrebart, og jeg vil gerne holde fast i det. Jeg fester ikke lige så meget, som jeg har gjort. Jeg kan godt lide at gå tidligt i seng og stå tidligt op, og jeg tænker ikke lige så tit ”fuck det”.
Hvordan har din koma forandret dit syn på liv og død?
Jeg tænker en del mere over liv og død end tidligere. Jeg ved det lyder dystert, men jeg kan ikke gøre for det. Døden er en del af livet, og det har jeg forstået, fordi jeg har været så tæt på. Jeg tror, jeg har fået mere respekt for livet. Jeg har kæmpet for at overleve, og meget af tiden har jeg været i frygtelige smerter, eller følte bivirkningerne ved at være på så meget bedøvende medicin. Det var en meget skræmmende og ensom oplevelse, som jeg ikke ønsker for nogen.
Har dine prioriteter ændret sig, siden du blev rask?
Siden dengang står mine værdier og prioriteter tydeligere frem. Det er svært at forklare, men jeg har det som om, jeg mere end nogensinde før, ved hvad der er vigtigt i mit liv. Min familie har altid været vigtig for mig, men nu er det anderledes – de er vigtigere end alt andet. Jeg har det også som om, de bedre kan forstå, hvordan oplevelsen var for mig. De så det hele med egne øjne, så på en måde er det nemmere for dem at relatere til det. Jeg har egentlig bare lyst til at være omringet af mennesker, som holder af mig, være glad og rask. Det er det samme, som jeg altid har ønsket, men jeg har ikke længere brug for alle de små ting rundt om.
