kriminalitet

Det bliver ikke mere grusomt end 'Hurtcore'

Akademikeren Matthew Falder fra Cambridge har fået 32 års fængsel for at producere "hurtcore"-materiale.
Max Daly
London, GB

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Tortur og ydmygelse var engang en meget offentlig begivenhed. Men i den moderne verden er der helt nye måder at være ondsindet på, og mange af dem kan udføres bag en computerskærm.

For "Offer 5" begyndte det hele i 2013, da hun ville have en hundehvalp og oprettede en annonce på den britiske version af Den Blå Avis. En af de mails, den 15-årige pige modtog, var mærkelig. Den kom fra kunstneren Liz, som sagde, hun ville betale for lige præcis den hund, pigen kunne tænke sig. Til gengæld ville Liz have hende til at sende en topløs selfie, som hun kunne bruge som inspiration til en kultegning. De snakkede frem og tilbage over mail. Pigen fortalte Liz, at hun boede hos plejeforældre, blev mobbet af de andre piger og havde en handicappet lillebror, som "betød alverden" for hende. Hun fandt en hund, der kostede 2500 kroner, og Liz sagde, at hun ville købe den til hende til gengæld for at billede, som "absolut ingen andre mig nogensinde vil se". Pigen sendte billedet, og så snart hun havde gjort det, skiftede Liz karakter.

Annoncering

Pigen fik at vide, at hvis hun ikke sendte flere billeder med det samme, ville den selfie, hun allerede havde sendt, blive delt med dem, der mobbede hende. Men jo flere billeder, Offer 5 sendte til Liz, jo mere blev hun afpresset, og jo mere direkte blev truslerne. "Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at gøre dit liv uudholdeligt," skrev Liz. Hun truede med at sende billederne til alle på pigens skole. Hun skrev, hun ville tale med myndighederne og få fjernetpigens bror fra hjemmet og få ham placeret ham på en institution. Den eneste måde, Offer 5 kunne stoppe det, var ved at sende nøgenbilleder af sig selv i forskellige nedladende stillinger eller posere med skilte, hvor der stod: "jeg er en luder" eller: "jeg passer min handicappede bror, og nu bliver jeg tvunget til at strippe". Pigen fortalte Liz, at hun havde lyst til at begå selvmord, men Liz blev ved med at forlange flere billeder. Til sidst endte Offer 5 på hospitalet med en overdosis.

Det skulle dog snart vise sig, at Liz ikke var den teenagepige, hun havde udgivet sig for at være, ligesom det ville komme frem, at Offer 5 blot var en af mange unge piger, Liz havde afpresset og ydmyget. Liz var i virkeligheden en voksen mand ved navn Matthew Falder. På overfladen en ganske gennemsnitlig 29-årig, der, når han ikke studerede geofysik, gik ud med sine venner fra Cambridge eller hang ud kæresten. Men Falder levede et dobbeltliv, hvor han bag det polerede ydre brugte al sin tid på at afpresse sårbare mennesker gennem krypterede mailadresser. Først fik han dem til at fotografere eller filme sig selv i ydmygende situationer, og bagefter sendte han deres billeder ud i de mørkeste afkroge af nettet.

Annoncering

Ifølge anklagerne behandlede Falder sine ofre som "både sexobjekter og som nogle, der skulle hånes." På Dark Web var han særlig glad for at se børn blive ydmyget eller udsat for smerte. I et forum for ekstrem porno ved navn "100 things we want to see at least once", fantaserede han om "en ung pige, der bliver brugt som dartskive," en video, der viser et barns knogler, som "langsomt og bevidst bliver knækket," samt misbrug af "et lamt barn."


SE:


Falder blev anholdt i juni 2017 og er nu blevet idømt 32 års fængsel ved en domstol i Birmingham. Han indrømmede over 100 lovovertrædelser mellem 2009 og 2017. De udgjorde et væld af sadistiske online-forbrydelser mod 48 mennesker, der gik fra at være helt unge teenagere til folk i 30'erne.

Under domsafsigelsen beskrev dommeren Falders forbrydelser som en "fortælling om tiltagende fordærvelse." Han sagde: "Du ville have total kontrol over dine ofre. Din opførsel var udspekuleret, vedvarende, manipulerene og ondsindet."

Sagen er den første i Storbritannien, hvor såkaldte "hurtcore"-forbrydelser bliver straffet. Hurtcore er en ekstrem form for porno, der fokuserer på at udøve smerte, tortur og ydmygende handlinger på børn og babyer. Selvom Falder havde mange forseelser på samvittigheden, var han kun en enkelt spiller i en verden, der er så dyster, som man kan forestille sig.

Det britiske politi hørte første gang om Falder - eller i hvert fald om hans online-identiter "Inthegarden", "666devil" og "evilmind" – da FBI i 2013 efterforskede en hjemmeside ved navn Hurt2theCore. Den havde tusindvis af medlemmer og var dengang den mest berygtede hurtcore-hjemmeside på hele dark web. Hundredevis af brugerne deltog også aktivt i at dele krænkende indhold. Falder var fast mand på sidens chatforum, hvor der fandtes diskussionsemner som "Børneporno for dummies", "Baby-pornostjerne", "Tre mand en baby", "Slagtede kællinger", "Grædende voldtægt" og Falders egen tråd: "Ideer til afpresning af pige."

Annoncering

Det var også her, Falder lagde mange af de billeder og videoer, han havde skaffet fra sine unge ofre, op. Det forklarer, hvorfor han tvang blandt andre Offer 5 til at holde et skilt op, hvor der stod "Hurt2theCore." Med det skilt markerede han ikke blot en sindssyg intern joke med de andre fra hjemmesiden, men stadfæstede samtidig sit indhold som autentisk og sig selv som den "originale afpresser."

"Hurtcore er en fetisch for folk, som tænder på, at andre udsættes for smerte eller endda tortur uden samtykke," forklarer Eileen Ormsby, som har forsket i hurtcore-miljøet på dark web i forbindelse med sin kommende bog The Darkest Web. "Det kan være så sadistisk, at selv de fleste pædofile er frastødt af det. Videoer og billeder kommer især fra fattigdomsramte lande, men der er et marked for det over hele verden."

Matthew Graham. Foto: handout

Den mystiske mand bag Hurt2theCore - og mange af de andre hurtcore-platforme på dark web - var en onlineperson ved navn Lux. Han var kendt som "Kongen af Hurtcore". I 2014 lykkedes det endelig politiet at identificere ham som den blot 22-årige nanoteknologistuderende ved navn Matthew Graham. Det skulle vise sig, at han havde en hel række af hjemmesider, som han styrede fra sit værelse i forældrenes hus i en forstad til Melbourne.

Graham indrømmede, at havde opfordret en russisk pædofil til at kidnappe, voldtage, torturere og myrde en fem-årig pige, selvom ingen ved, om russeren rent faktisk gjorde det. Graham har også delt en video så morbid, at mange på nettet troede, det var en urban legend. "Daisy's Destruction" viser en skrigende 18 måneder gammel baby, der er bundet fast med hovedet nedad, som bliver udsat for de mest bestialske former for vold, voldtægt og tortur af en maskeret kvinde. Filmen blev solgt til pædofile og hurtcore-entusiaster på dark web for 60.000 kroner, inden Graham fik fingrene i det og i frihedens navn, som han senere beskrev det, lagde den på Hurt2theCore.

Annoncering

"I starten var jeg flov over at være tiltrukket af den slags," sagde han til Daily Dot, inden han blev anholdt. "Men som tiden gik, accepterede jeg langsomt mig selv mere og mere. Det var først, da jeg fandt det pædofile miljø på Tor, at jeg virkelig kunne være afslappet omkring de ting, jeg tændte på."

I 2016 fik Graham 15 års fængsel for forbrydelser, som dommeren beskrev som "rendyrket ondskab".

En anden australier, forretningsmanden Peter Scully, som er anklaget for at have lavet "Daisy's Destruction" med sin assistent Liezyl Margallo, sidder fængslet i Filippinerne - anklaget for børnemord, tortur og mishandling i forbindelse med produktion af videoer, han har lavet for sit produktionsselskab, No Limits Fun.

Siden Grahams PedoEmpire blev lukket ned, er nye sider dukket op, og børn bliver fortsat afpresset og udnyttet til glæde for ansigtsløse horder af børnemishandlere, som udnytter de nye teknologier til det fuldeste. En rapport, der blev offentliggjort i november 2016 af Australian National University Cybercrime Observatory, udtrykte bekymring over, at den stigende brug af virtual reality og sex-robotter kunne få gerningsmændene til at søge offline ofre og "inkorporere live-streaming af børnemishandling" som en del af deres voldsfantasier.

Matthew Falmer. Foto: NCA

Det er en svær opgave at holde øje med dark web. Ormsby forklarer: "Dark web skaber en masse problemer for ordensmagten, fordi de ikke kan spore brugerne på samme måde, som vi plejer at kunne på en computer. De er afhængige af gammeldags detektivarbejde - eksempelvis identificering af brugerne ved hjælp af billeder og videoer, eller gennem social engineering [en form for vildledning, der skal manipulere den enkelte til at røbe hemmelig eller personlig information]."

Annoncering

Hun forklarer, at ulovlig porno - i modsætning til eksempelvis handlen våben og stoffer - ofte deles gratis, hvilket gør mængden af spor, der kan forfølges, markant mindre, da der hverken er penge eller cryptocurrency at gå efter. Den bedste metode er derfor ofte at gå undercover, men som Ormsby siger: "For at få adgang til de mest ekstreme hjemmesider skal medlemmerne selv dele originalt materiale med børnemishandling, og det kan ordensmagten af gode grunde ikke deltage i."

Noget af det sværeste ved Hurtcore er at forstå motivet bag. Både Falder og Graham var i starten af 20'erne, da de blev en del af hurtcore-scenen. Ingen af de to retssager har tydet på, at de to mænd selv har oplevet hverken et voldsomt traume eller har været udsat for ydmygelse i deres barndom. Samtidig er det overraskende, at især Falder var i stand til at holde den sardistiske side af sig selv fuldstændig adskilt fra sin hverdag.

Efterforskerne i Falder-sagen sagde, at mens de fleste forbrydelser er begået på grund af sex, lyst, penge, hævn eller had, så var Falders motivation at skade og ydmyge andre. "I mine 30 år i politiet har jeg aldrig oplevet så voldsomme overgrab, hvor gerningsmandens eneste mål var at skabe mest mulig smerte og lidelse," sagde Matt Sutton, der var den britiske efterretningstjenestes ledende efterforsker i sagen.

"Jeg tror bare, det handler om sadisme," siger Ormsby. "Den ondskab, det kræver at deltage i hurtcore, er simpelthen ufattelig for de fleste af os. Dark web har skabt en platform, hvor ligesindede kan mødes i sikkerhed, og det faktum, at der findes et 'fællesskab' (af mangel på et bedre ord), kan måske til en vis grænse normalisere deres lyster og handlinger. Der er en tendens til, at de forsøger at overgå hinanden i afstumpethed."

Hurtcore foregår fjernt fra offentligheden, men har alligevel magten til at sætte ofrene i gabestok. Gerningsmændene gemmer sig i et net af kryptering, mens ofrene er overladt til at lide i stilhed. Mange af de mennesker, Falder gik efter, viste et ufatteligt mod ved at stå frem - til trods for den nedværdigelse, de var udsat for. De udtrykte lettelse over, at Falder var blevet fanget og straffet, men de bemærkede også, at den her helt særlige form for ondskab, udført af et menneske, de aldrig havde set i virkeligheden, efterlod et uudsletteligt psykisk ar.

Som en af Falders 15-årige ofre sagde: "Jeg tænker over det, der er sket mod mig, hver dag. Det tror jeg aldrig vil gå væk."