At have en gård tilknyttet min restaurant har lært mig at elske det uperfekte

Da jeg var barn – jeg var vel seks eller syv år gammel – kan jeg huske, jeg så en fransk film om to teenagere, der går på kokkeskole. Alle er strenge ved dem, og en dag laver de en ret, som køkkenchefen kyler på gulvet. Da tænkte jeg: “Godt jeg aldrig skal være kok”.

Jeg var et klogt barn. Jeg er ikke så klog længere.

Videos by VICE

Lyles_Leo-4084

Den portugisiske kok Leonardo Pereira på Lyle’s i London. Alle billeder af Liz Seabrook.

Selvom jeg aldrig havde troet, jeg ville ende som kok, havde jeg en stærk forbindelse til mad. Jeg voksede op i en lille middelalderby i Portugal, men min mor var portier på et hotel i Paris. Det var min morfar også, så i nogle få år boede de der. Jeg har levet det meste af mit liv i Portugal, men jeg pjækkede fra skole og brugte tre måneder om året i Frankrig.

Dér startede min kærlighed til mad sådan rigtigt. Min mor er en forfærdelig kok, men hun har vist mig mange gode ting i livet. Jeg spiste ikke på fancy restauranter, da jeg var i Paris. Vi spiste mest hjemme, men jeg kan huske en tur på Galeries Lafayette, som på det tidspunkt (start-90’erne) var et meget gastronomisk sted at tage hen. Jeg kan tydeligt huske deres boller med løg. Hver gang jeg var der, skulle jeg have dem- de var så lækre. Derudover spiste vi en del snegle og frølår. De franske brasserie-retter blev hos mig.

Lyles_Leo-4039

Jeg elsker at lave snegle – jeg elsker at tilberede små dyr! Jeg kan også virkelig godt lide at lave noget med indmad og friske skaldyr. Nu om dage, når jeg står i køkkenet, starter jeg aldrig med et portugisisk udgangspunkt. Mange i Portugal spørger mig: “Hvad er der galt? Din mad er jo ikke portugisisk?” Men det ved jeg godt. Da jeg voksede op, spiste jeg ikke udelukkende portugisisk mad.

Når man er kok, bruger man ti eller femten år på at arbejde for en anden, og al den tid udfører du en opgave. Nogle opgaver er sjovere end andre, men man udfører altid sin opgave. Så når man til det punkt i livet, hvor man tager en beslutning: Enten bliver du ved med at gøre, det du hele tiden har gjort, eller også siger du, “okay, hvad er det, jeg godt kan lide ved at lave mad, og kan jeg gøre det til mit eget projekt?” Så det har jeg forsøgt at gøre.

Lyles_Leo-4028

Generelt er portugisisk mad meget robust. Historisk set er det mad lavet for næringen, til folk der arbejder i marken eller på havet, som er to meget krævende jobs. Men jeg elsker de klare og friske smage i portugisisk mad, og jeg elsker at tilberede maden med vores vin, fordi den har en naturlig syre.

Jeg prøver at udtrykke portugisisk smag gennem friske urter og tomater. Da jeg voksede op, var der en del mere diversitet på markedet. Nu er der to slags tomater, og ingen af dem er modne. Sidste sommer tog jeg på markedet og forventede at finde friske tomater; de var alle sammen umodne! Men det går op for en, at efterspørgselen fra de store butikker og det masseproducerende marked har forandret, hvad folk vil have. Det er derfor, jeg er så besat af at have min egen gård og arbejde med små landbrug. Man kan ikke bare forme produktionen, men man kan også tilskynde lokal vækst.

Lyles_Leo-3904

Jeg voksede også op på en gård. Jeg hadede at arbejde på gården, da jeg var barn, hvor jeg aldrig fandt glæde ved at få jord under neglene. For to måneder siden da jeg startede gården op igen [Areias do Seixo, Pereiras forrige restaurant i Lissabon, havde sin egen permakulturelle gård], sagde mine forældre: “Kan du huske hvor meget, du hadede at komme her som barn?” Tingene ændrer sig. Nu planter jeg 46 forskellige slags tomater på mine forældres gård. Det er ret sejt.

At have en permakultur-gård sammen med en restaurant tillader mig at lave den slags mad, jeg bedst kan lide at lave. Det behøver ikke være 100 helt ens retter hver dag – jeg kan godt lide det uperfekte. Jeg kan godt lide, at jeg ikke er nødt til at lave det samme til alle.

Lyles_Leo-3906

Det giver mig også mulighed for at læse folk. Hvis du er portugiser og er en tyk fyr med overskæg og cigar, så spiser du nok ikke så mange grøntsager. Så jeg kan servere tre eller fire retter til den person – to eller tre af dem med kød. For én som mig, derimod, er det fint med to eller tre retter, som består mest af grøntsager.

At lave mad med råvarer fra din egen gård gør dig mere sårbar, men jeg elsker den rolle. Hvis man tænker over det, så laver vi den diametrale modsætning til finere gastronomi, hvor man går efter sammenhæng og standardiserede produkter. Det tvinger dig faktisk til at være opmærksom. Du kan have to hoveder radicchio, men de to radicchioer vil være forskellige, alt efter hvordan man tilbereder eller bruger dem. Og det er bare en grøntsag; her taler jeg ikke engang om kød.

Lyles_Leo-3999

Det gør også mig og alle andre i køkkenet til bedre kokke – noget jeg lærte, da jeg arbejdede på Noma i København.

Noma var fedt, det var virkelig sjovt. Jeg arbejdede i Irland, før jeg kom til Danmark, og jeg var meget ung, omkring 21 eller 22. Jeg begyndte at læse bøger og magasiner, og hørte om ham her fyren, der hedder René Redzepi. Han havde en meget personlig tilgang, der virkelig interesserede mig.

Jeg sagde mit job op og brugte alle mine penge på at spise ude. Jeg tog på Noma med €500 i lommen og blev der, indtil de gav mig et job. De havde ikke rigtig noget valg.

Lyles_Leo-3868

Det har vist mig en anden verden. Om ikke andet fik det mig til at fundere meget. René er et mennesker, som stimulerer dig og din hjerne. Han lærer dig ikke nødvendigvis at gøre ting, men han får dig til selv at regne tingene ud, og det er den største gave, han har givet mig. Min yndlingsret på Noma er en kastanjeret med stenbidderrogn. Man laver det i slutningen af kastanjesæsonen, fordi de er ret søde, og stenbidderrognen er meget lys og lækker. Retten serveres med en beurre blanc-sovs og nogle skarpe urter, men den er meget svær at anrette, fordi den er så indviklet.

Det er nu noget, jeg godt kan lide: Simplicitet på tallerkenen med smage, der virkelig rammer dig.

Fortalt til Phoebe Hurst. Alle billeder af Liz Seabrook.

Leonardo Pereira voksede op på en gård i Santa Maria da Feira, en lille middelalderby i Portugal. Når han ikke hjalp sin far i marken eller besøgte sin mor i Paris, mens hun arbejdede som portier, fandt han en kærlighed for afgrøder og klassisk fransk madlavning. Efter at have arbejdet på restauranter i Irland og Spanien og brugt næsten fem år under René Redzepi på Noma i København, vendte Pereira tilbage til Portugal for at lave mad på Areias Do Seixos hotelrestaurant. Pereira er nu i gang med at åbne sin første restaurant i Lissabon og deltog for nylig i restaurant Lyle’sGuest Series.