Derfor bliver du hidsig, når folk ikke hører, hvad du siger

Jeg har et problem. Det er et problem med selvkontrol og vrede, der går ud på, at jeg bliver ekstremt hidsig, hvis jeg skal gentage mig selv mere end én gang. Hvis jeg fortæller jeg dig noget, som du ikke hører ordentligt og derfor beder mig om at gentage, er det intet problem. Jeg gentager det med et stort smil og hvilepuls. Men hører du det ikke, anden gang jeg siger det, og beder mig om at sige det for tredje gang, bliver jeg rasende. Med det samme. Jeg går fuld Bertel Haarder. “Du har fået dit svar, OG DU FÅR IKKE ANDRE SVAR!”

En videnskabelig undersøgelse, jeg lige har foretaget ved at jeg råbte ud til mine kollegaer fra mit skrivebord, har påvist, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. To gange “undskyld, hvad?” er lig med et raserianfald af Hulk-proportioner. Eller i bedste fald et fornærmet “bare glem det, det var alligevel ikke vigtigt.”

Men hvad er det, der sker? Hvorfor bliver man så irriteret, når man skal gentage sig selv? Og kan man gøre noget ved det? For at få nogle svar og i håb om at blive et bedre menneske over for mine omgivelser, ringede jeg til klinisk psykolog Eivind Johansen, der gennem sin psykologpraksis har beskæftiget sig indgående med vredesrelaterede problemer, som han skyder på er den fjerde hyppigste årsag til, at folk henvender sig i klinikken.

VICE: Hej Eivind. Som sagt har jeg det her problem med, at jeg godt kan blive ret muggen, når jeg skal gentage mig selv mere end engang, så–
Eivind: Hvad sagde du?

Jeg sagde bare, at–
Hvad? Ej, undskyld. Bare fortsæt.

Okay, Eivind. Du har tydeligvis fanget, hvad jeg vil, så lad os tage det fra en ende af. Det her med at jeg bliver vred, når jeg skal gentage mig selv. Er det bare mig, der er en nar, eller er det almindeligt?
Det er som udgangspunkt en normal ting – forudsat at den her vrede er noget, man holder for sig selv og ikke reagerer på. Begynder du at skælde ud, er det udover det normale. Men de fleste oplever irritation og vrede, når de skal sige den samme ting mere end to gange.

Men hvad sker der lige for det? På en eller anden måde lyder det ret latterligt, når jeg siger det højt…
Det skyldes, at det er vigtigt for vores følelse af samhørighed og sikkerhed i sociale sammenhænge, at vi føler os forstået og imødekommet af andre mennesker. Når folk beder dig gentage dig selv flere gange, føler du det modsatte. Du bliver utryg og kan opleve det, som om du bliver negligeret. Det sker, blandt andet fordi du lægger alt for meget vægt på de personlige egenskaber og intensionerne hos den, du står over for – og at du undervurderer situationsbestemte faktorer som eksempelvis larm. Du oplever det formentlig, som om personen ikke har hørt ordentlig efter og nu tvinger dig til at føje dig ved at presse dig til at gentage dig selv. Og vreden er til for at sætte dig tilbage i respekt og rette op den sociale ydmygelse.

Jeg oplever, at det nærmest går fra nul til 100 på ét sekund. Anden gang, nogen beder mig gentage noget, går jeg fra rolig til rasende lige med det samme. Hvorfor er det lige dér, det skiller?
Det er, fordi vi første gang lader tvivlen komme den “tiltalte” til gode. Vi studser godt nok over det med det samme, men kan leve med, det sker. Anden gang bliver vrede. Det hænger sammen med, at der er en social norm, der gør, at det opfattes som uhøfligt at bede andre gentage sig. Derfor er det de færreste, der siger “hvad” mere end én gang, selv om de ikke har hørt eller forstået, hvad der er blevet sagt. Med mindre det meget tydeligt, at alle detaljer er vigtige – det kan være, hvis vi skal have et telefonnummer eller en mailadresse, hvor alt skal forstås rigtigt. Men i andre situationer vil vi synes, det er krævende og ydmygende, og vi vil ubevidst forstå det som en negativ egenskab ved personen. Det er det samme, hvis vi møder nogen og spørger, hvordan det går, og de svarer, at det går ad helvede til. Det vil sjældent blive taget godt imod, fordi det ligger implicit, at de bare skal svare, at det går godt. Sådan er det, når man bryder sociale normer.

Er der andre ting, der har samme effekt?
Det handler om ens sociale roller i forhold til hinanden. Det kan sammenlignes med, at din kollega beordrer dig til at gøre noget uden at være bemyndiget til det. Der bliver vi vrede på samme måde, fordi det er ydmygende.

Er det fair at bliv så arrig, eller bør vi slappe af?
Det er i hvert fald menneskeligt. Det er højst tvivlsomt, om det er berettiget. Det er de færreste, der gør sådan noget med en hensigt om at ydmyge. Så man bør i langt de fleste tilfælde slappe af. Og hvis du oplever det meget ofte, bør du nok se indad eller på situationen. Taler du utydeligt eller usammenhængende? Er du meget nærtagende? Er der meget larm? Den slags.

Hvad kan man gøre for at undgå det?
Man skal i hvert fald ikke tælle til ti. Det forstærker vreden. Det er grundigt undersøgt. Så lad være med det. Du skal hellere minde dig selv om, at det formentlig ikke er den andens intension at ydmyge dig eller gøre dig vred, og at det derfor heller ikke er grunden til, at du skal gentage selv. Faktisk handler det nok slet ikke om hverken dig eller personen, du står over for, men derimod om et eller andet situationsbestemt, der slet ikke er personligt.

Kan man bruge den vrede til noget positivt?
I udgangspunktet er det evolutionært hensigtsmæssigt. For hvis vi ikke bliver vrede over social ydmygelse, kan vi knække. Det kan føres helt tilbage til stenalderen, hvor social ekskludering nærmest var den visse død. Hvis man blev udelukket af gruppen og bare bøjede nakken, fik man hverken mad eller nogen at parre sig med. Så døde man bare uden at føre generne videre. Men reagerede man med vrede og fik sig selv sat i respekt igen, kunne man få sin plads tilbage. Det gælder til en vis grad også i dag. Hvis du krymper dig og lader dig hakke på, er det mindre sandsynligt, at du får gode sociale relationer, og at du får forplantet dig. Så det er faktisk hensigtsmæssigt, at social krænkelse betyder, vi bliver vrede og handler på det. Men igen: husk lige på intentionen, for det er altså sjældent, at der er noget at blive vred over i den her sammenhæng.