Det er livsfarligt at feste med sumobrydere

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Jeg ligger på badeværelsesgulvet i et hotelværelse i Sankt Petersborg. Min pande klistrer til det billige vinylgulv, og hver en del af min krop gør mere ondt end nogensinde før. Ud af øjenkrogen kan jeg skimte en pøl af mit eget pis. Det er er gult som i en tegneserie og løber langsomt imod mig. Jeg prøver at rejse mig, men mine ben giver efter. Jeg falder ned i badekaret og kaster op. Jeg forsøger at tage et bad, men stopper, fordi vandet føles som stikkende nåle i huden. Jeg kommer til at stinke i dag, og det er okay. Jeg tager den reneste af de beskidte trøjer fra min kuffert og kæmper mig ned i hotellets lobby i håb om at finde nogle kulhydrater, der kan blødgøre noget af den skam, jeg føler. I lobbyen bliver min hovedpine bliver øjeblikkeligt værre. Smerten er så slem, at jeg, første gang jeg ser manden, ikke aner, om han er virkelig eller ej.

På gulvet i lobbyen ligger det største menneske, jeg nogensinde har set. Han vejer mindst 200 kilo, ligger fladt på ryggen med sine lemmer fordrejet og en kæmpe mave stikkende ud under skjorten. Han er ikke ved bevidsthed og kommer med små gisp, når han ikke snorker højlydt. Jeg skal lige til at tjekke, om han er okay – måske prikke til hans mave – da jeg ser et endnu større menneske henne ved elevatoren. Han bevæger kroppen underligt i søvne. Han ruller om på siden og afslører to (lidt) mindre mænd, der ruller frem, som udgjorde de hver en del af en kæmpemæssig babushkadukke. Mit hoved dunker, og jeg prøver at forstå, hvad der foregår.

De fire mænd på gulvet er sumobrydere. De har aftenen forinden afsluttet en sumo-turnering til World Combat Games. Til efterfesten drak mange bryderne vanvittige mængder sprut. Fyrene, der ligger foran mig, må være gået kold på vej til deres værelser. Og ingen har været stærke nok til at flytte al den dødvægt.

Nogen på gangen slår en prut. Mens jeg prøver at slippe væk fra lugten, begynder jeg at huske aftenen før. Jeg forsøgte at drikke mænd, som bogstaveligt talt er dobbelt så store som mig, under bordet. Jeg spiste mere mad, end det fysisk kan lade sig gøre. Og jeg angreb parkerede biler som en postmoderne Don Quixote. Da jeg når til enden af gangen bliver min hovedpine endnu engang værre, og jeg brækker mig. Jeg havde festet med sumobrydere, og jeg døde næsten af det.

Mit eventyr med sumobryderne begyndte faktisk som en opgave for arbejdet. Jeg var blevet hyret af en TV-station til at kommentere World Combat Games. Det var et af mine første betalte jobs som ekspert i kampsport, og jeg var opsat på at vise mit værd. I månederne op til konkurrencen brugte jeg al min tid på at studere skønheden i aftalte slåskampe. Jeg brugte time efter time på at lære den rette udtale af alle atleternes navne. Jeg sad klistret til computerskærmen og så hundredevis af videoer om teknik. Jeg læste bøger om den mystiske oprindelse af sporten, jeg prøvede høje spark af i min stue, og jeg var ved at kede min kone ihjel med mit nørderi om jiu jitsu. Men alligevel var jeg ikke forberedt på, hvor vanvittigt sumobrydning var.

Teoretisk set vidste jeg godt, at sumobrydere er store. Men man fatter ikke, hvor gigantisk og stærk en Rikishi (en professionel sumobryder) er, før man har set ham i virkeligheden. Under laget af fedt har de opbygget en krop, som både er bomstærk og hurtig. Når en kamp begynder, flyver sumobryderne frem som skudt ud af en kanon. Den måde, de griber fat i hinanden, ville være rigeligt til at slå et almindeligt menneske ihjel, men kæmperne rammer hinanden med en gennemtænkt præcision, som minder om den mest voldelige dans i verden. Stemningen er elektrisk til en sumokamp. Hele arenaen summede af spænding, og stemningen vekslede mellem afventende stilhed og øredøvende jubel, efterhånden som konkurrencen skred frem. Sumoerne blev behandlet som rockstjerner, og ingen af dem var en større stjerne end Byamba.

Byamba var dobbelt verdensmester i sumobrydning. Han var med i Ocean’s 13. Han var med i America’s Got Talent. VICE havde ham med i dokumentaren 10,000 Calories a Day. Faktisk kan man godt påstå, at hvis du har set en sumobryder i fjernsynet indenfor de seneste ti år, har det nok været Byamba. I går var mesteren ustoppelig. Hans kampe var ovre på få sekunder, og modstanderne blev så let som ingenting kylet ud af ringen. Når jeg kommenterede, lød jeg som et lille barn, der var helt oppe at køre af begejstring, og da Byamba fik sin medalje, stod alle i publikum op. Den aften var der afterparty på vores hotel. Min plan var simpel: Jeg ville trykke hans hånd, ønske ham tillykke og lade ham være, så han kunne fejre sin sejr. Byamba havde andre planer.

Inden jeg fortæller videre, er det vigtigt at pointere, at jeg var meget, meget fuld den aften. Nok længere væk, end jeg nogensinde har været før, og det siger ikke så lidt, når man tænker på, at jeg har brugt et årti på at spille i et glamrockband, og engang var fucked med Nikki Sixx i tre dage i træk. Selvom min beskrivelse, af hvad der skete, nok ikke helt holder i retten, og nogle af begivenhederne er gledet ind og ud af min bevidsthed, ved jeg inderst inde, at kernen i min fortælling er sand. Lad os sige, at det her er filmudgaven af, hvad der skete den aften.

Da jeg kommer op i baren, står Byamba med en masse pølser i den ene hånd. I den anden holder han en flaske vodka. Jeg går op til mesteren. Den store mand peger på mig. En anden sumobryder tager et ”reserveret”-skilt fra et bord, river noget af det i stykker, og laver det til en tragt. Et øjeblik efter er tragten i min mund. Byamba griner og hælder en halv liter vodka direkte i kæften på mig. Det var starten på festlighederne, og jeg var allerede helt væk.

Bagefter vælter vi i samlet flok ind i en anden del af baren. Foran mig ligger uhyrlige mængder mad: Svineskank, sauerkraut, hot pot-suppe, bjerge af pølser og brød. Byamba fylder en tallerken og siger, jeg skal gøre det samme. Alle sætter sig ved bordet. Ved bordenden tager Byamba sig tid til at sørge for, at alle har det godt. Han er ydmyg og underholdende. Jeg elskede ham med det samme. Hans budskab er, at hvis man har det rette hold omkring sig og træner rigtigt, kan alle opnå storhed. Da jeg beder ham uddybe, insisterer han på, at jeg drikker mere vodka og spiser op. Jeg gumler 10-12 pølser i mig og bunder mindst en halv liter sprut mere. Jeg spiser sauerkraut, til der kommer eddike ud af mine porer. Alene mængden, jeg indtager, overbeviser mig om, at jeg sagtens kan være sumobryder. Vi beslutter os for at teste den teori på parkeringspladsen.

Jeg har gjort mange dumme ting i mit liv. Men jeg kan sige med sikkerhed, at en kamp mod en ægte sumobryder på en russisk parkeringsplads helt sikkert er det dummeste. Byamba stod for at arrangere det. Han forklarer, at manden, jeg skal kæmpe med, kun vejer 120 kilo. Det er vel nok 50 kilo mere end mig. Det kan jeg sagtens klare. Byamba glemmer bare lige at nævne, at manden, jeg skal kæmpe imod, også er verdensmesteren i mellemvægt. Jeg var helt oppe at køre på adrenalin og alkohol, så jeg gør mig klar til at møde min modstander, mens de andre kigger på. Vi sætter hænderne i jorden, for at signalere at kampen kan begynde, så råber Byamba noget, og jeg spurter frem, så hurtigt jeg kan. Det føles som at løbe ind i en sten, da jeg rammer ham. Jeg skubber. Jeg kæmper. Jeg prøver at få benet væk under ham. Lige meget hvad jeg gør, rokker han sig ikke. Efter omkring 15 sekunder kyler han mig i jorden med et venskabeligt grin. Jeg rammer betonen med et knald, og kan mærke et knæk i mit ribben. For at dulme smerten er der nogen, der rækker mig mere vodka.

Byamba siger, at for en nybegynder klarede jeg det faktisk ret godt. Han spørger, om jeg vil se, hvordan man virkelig gør. Jeg er bange for, at jeg skal kæmpe igen, så jeg ryster på hovedet, men på det tidspunkt er de ligeglade. Sumoerne har sat deres drinks fra sig og er begyndt at skubbe bilerne rundt, på samme måde som almindelige mennesker skubber indkøbsvogne. Jeg prøver at angribe en mellemstor sedan, men mine ribben gør for ondt. For at kompensere kigger jeg mig om efter mere sprut, men jeg har drukket det hele. Det har vi alle sammen. Derfor beslutter sumoerne at ramme en restaurant i nærheden.

Lige meget hvilken situation det er, er det ret kaotisk, når 30 mennesker kommer ind på en restaurant på én gang. Men når man samtidig husker, at de fleste af de her 30 mennesker er sumobrydere, kan man slet ikke forestille sig det vanvid, der udspiller sig. Mad dukker op ud af det blå og bliver fortæret lige så hurtigt. Vi begynder på en ædekonkurrence og vælter ind over bordene. Da vores drinks ikke kommer hurtigt nok, går en af sumobryderne om bag baren, samler en fustage op, og går ud af døren. Det sidste, jeg kan huske, inden jeg får blackout, er Byamba, der tager billeder sammen med de ansatte.

***

Mine tømmermænd stod på i to uger – fra Rusland og hele vejen hjem til Canada, og hvis jeg hoster for meget, gør mine ribben stadig ondt. Den dag i dag får jeg både kvalme og et bredt smil på læben, når jeg kan lugte vodka. Selvom jeg aldrig glemmer den aften, er der ingen beviser på, at det skete, og min telefon døde i samme ombæring et eller andet sted på gaden i Sankt Petersborg. Men jeg kan dog sige noget med sikkerhed: Hver gang jeg hører nogen sige, at de ”festede som en rockstjerne”, så griner jeg af dem. Det er ingenting at feste som en rockstjerne. At feste som en sumobryder er vildere end noget andet.