En analyse af Will Smiths forfærdelige genfødsel som rapper

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Canada

Det har ikke ligefrem været Will Smiths år. Han har udgivet et trist EDM-agtigt nummer, “Get Lit”, der skulle have været hans comebacksingle som musiker, men fiaskoen har ikke afholdt ham fra at optræde med covers af sønnen Jadens stadionrap-singler og udbygge sin ekstremt far-agtige Instagram-profil. I går kom det så frem, at Fresh Prince udgiver ny musik i år. Derudover optræder filmstjernen også på det kommende Diplo-producerede VM-nummer for USA. Will Smith har uploadet en lille video, der inviterer fans med bag kulisserne i studiet (videoen har fået den slagkraftige og meget midaldrende titel “Messing around in the studio…”), hvor man kan følge ham under optagelserne, og som trap-beatet i baggrunden tyder på, så vil Will Smith meget gerne tages seriøst som en moderne rapper, “der er med på noderne”. Han er mindre Chris Gardner og mere Captain Steven Hiller. “I got the beast back,” siger han på et tidspunkt.

Selv om der endnu ikke er sat en officiel releasedato på projektet, så er Will Smith så gavmild at dele en lille bid fra en ny sang (der muligvis hedder “To the Clique”) i bemeldte video. Will Smiths musik er vigtig, så det er nødvendigt at foretage en fyldestgørende analyse af hans far-agtige rim:

// That’s twenty years of swag y’all just witnessed // – Det er forvirrende. Will Smith har helt sikkert været i gang siden før 1998. Måske henviser det til tiden, hvor Big Willie Style var stor (1997). Jeg er ikke sikker på, det er første gang nogensinde, Will Smith bruger ordet swag, men han bruger det med overbevisning. Han tror virkelig på det.

// Rappers make it rain, let they money hit you / If I throw my money up, shit, I’ll probably kill a stripper // – Hmm, okay… Den her er svær, fordi det i den grad bryder med Will Smiths nøje komponerede brand. Det er alt for voldeligt et billede, og så bander han. Det er den mindst Will Smith-agtige ting, man kan gøre.

// Down with the man in charge of wherever Uncle Phil is // – Det er en stærk linje, som hylder den nu afdøde, legendariske skuespiller James Avery. Det er også her, videoen tager en temmelig surrealistisk drejning med en række absurde, visuelle punchlines:

Jeg kan lige så godt bare kommenterer dem undervejs… De er ret… ja…

// Picturing a crib with me, my momma, and Obama //

// I’m an anomaly, do drama or comedy / Play Muhammad Ali or a white lady probably // – Nu bliver han at gå lidt hårdere, som tydeligt demonstreret med vilde ansigtsudtryk.

// Still, that’s twenty years of swag y’all just witnessed / Stop the divorce rumors and mind your damn business // – Et stort “ohhhhh!”-øjeblik. Beatet forsvinder. Lydteknikeren føler den virkelig. Manden er på grådens rand.

// Cause y’all be doing features, I be doing features // – En klassisk måde at fremhæve ord på i stil med Jay-Z’s “I’m not a businessman, I’m a business man” fra “Diamonds from Sierra Leone”-remixet.

Billedet herunder udtrykker meget godt det, jeg selv skulle til at skrive. Han har, selvfølgelig, ret.

// Wait, wait, wait, truly, just for the record / Directors make movies, I make directors // – Will Smith bruger godt nok meget tid på at prale af, at han stadigvæk er en stjerne, og det er han også. Bright var en af Netflix’s største succeser nogensinde, men filmen var også vildt dårlig, så det siger virkelig noget om Will Smiths vedvarende stjernestatus, at folk overhovedet dukkede op til den.

Det er muligt, at den her sang ville lyde bedre, hvis ikke beatet lød, som hvis “No Church in the Wild” blev lavet i 2002. Måske er Will Smiths flow og ordspil bare utroligt gammeldags. Det er måske endda en del af charmen. Nummeret er under alle omstændigheder bedre end “Get Lit”, så i det mindste lader det til, at Will Smiths midtlivskrise er et overstået kapitel… indtil videre.