‘Game of Clones’ er det mest syrede datingshow nogensinde

(Topfoto via ‘Game of Clones’ / E4)

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK og bringes her med bidrag af VICE Danmark

Videos by VICE

Før i tiden havde datingserier en besynderlig tendens til at camouflere det, de i virkeligheden handler om (at placere liderlige, nogle-og-20-årige linselus sammen på et billigt, udenlandsk hotel, hvor de kan kneppe) som noget andet (sjov, overfladisk underholdning til hele familien). Dagens mand er for eksempel bygget op omkring en ret koldhjertet præmis: “At slukke” er i bund og grund bare live-versionen af at sidde med et glas rødvin og nogle gode veninder og sige “ad” og “nej tak”, mens man bladrer fyre igennem på Facebook eller Tinder, og alligevel har det på en måde aldrig virket malplaceret i Danmarks mainstream PG-sendeflade, efter det er blevet krydret med vært Pelle Hvenegaards henkastede chauvinisme og douchebaggeri.

Men det var dengang. Tingene har ændret sig en smule siden. Efter digital dating har givet os alle sammen karpaltunnelsyndrom og gjort os meget mere afslappede omkring one-night-stands, har datingserier kæmpet for at følge med i vores mere saglige tilgang til sex. Vi har set Naked Attraction, som lod deltagere vælge en partner udelukkende ud fra, hvor pæne deres pikke var, og Undressed, der bare fuldstændig sprang dating-delen af dates over, og fik to mennesker til at lægge sig ved siden af hinanden i en seng uden tøj på, bare for at se, hvad der ville ske.

Men de serier står stadig over for det uheldige benspænd, at skulle arbejde med ægte hverdagsmennesker, lige meget hvor ækle og misformede de er, når de dukker op. Nu, hvor vi er kommet tættere på at kunne knalde robotter og dyrke VR-sex, kommer Game of Clones, en ny serie fra kanalen E4, der lader almindelige mennesker designe deres ideelle partnere i et computerprogram, der til forveksling ligner “build a character”-menuen fra The Sims. Efter de har valgt præcis, hvordan de ønsker, at deres potentielle mage skal se ud, gennemsøger producerne Storbritanien for at finde folk, der passer ind under beskrivelsen, giver dem præcis det samme tøj på og presser dem alle sammen ind under samme tag, hvor de får lov at konkurrere om at score deres “skaber”.

“The date creator”. Foto via Game of Clones/E4

Serien blev skudt i gang i sidste uge med 24-årige Charlotte fra Worcester, der spurgte – eller rettere, tiggede – den magiske computer om at give hende en finurlig mulat fyr med fed tøjstil og et kækt bagparti. Charlotte havde nok en ung Lewis Hamilton i tankerne, men i stedet fik hun serveret en flok kasserede X-Factor deltagere, der så ud til alle sammen udelukkende at handle i Wagner.

“Jeg kommer virkelig til at have svært ved at skelne imellem dem,” siger hun dybsindigt, da hun møder Ben, Kalern, James, Matthew, Dom, Jamal, Kamel og Ryan. Her støder vi på det første (ret åbenlyse) problem med seriens format: Det er også svært for seerne at holde styr på, hvem der er hvem. Vi kan ikke lugte de tre liter Jean-Paul Gaultier-parfume, som Kalern har dyppet sig i, eller kende forskel på Matthews Huddersfield-accent og James’ Leeds-accent. Hvis Charlotte har svært ved det, er det nærmest umuligt for os, der ser med hjemme fra sofaen.

Men da programmet for alvor går i gang, står Charlotte også over for et betydeligt større problem. Voiceover-fyren minder os om, at personlighed er det eneste tilbage, eftersom udseendet allerede skulle være på plads. Der står otte dudes akavet rundt omkring og hænger ud, som var det slutningen på en meget mørk og syret to-dages fest – hvordan skal Charlotte nogensinde formå at lære dem alle sammen at kende?

Speed-dating-sessions på tre minutter med hver enkelt bejler – hvordan ellers? Dom (eller er det James?) snakker om lyskæder (gaaab). Ben snakker om sin private parkeringsplads (dobbelt gaaaaab). Matthew påstår, at han ikke er “en af de der typiske mulatfyre”, hvilket på en måde virker som internaliseret racisme og samtidig er en vildt mærkelig ting at sige i et program, hvor det at være typisk egentlig er helt pointen.

Rampelyset får ikke ligefrem det bedste frem i de stakkels drenge, men det understreger også det faktum, at de er blevet valgt udelukkende, fordi de hører til en bestemt “type”.

Men hvad siger det så om datingverdenen, at der bliver lagt så meget tryk på præcisionen, hele vejen ned til drengenes matchende sorte caps, røde løbesko og hipsterbriller (som de per kontrakt har forpligtet sig til at gå i konstant?) Hvad hvis den rigtige mand for Charlotte i virkeligheden er en rødhåret franskmand, der er overbevist om, at Hammershus var det fængsel, Nelson Mandela sad fanget i? Tinder giver i det mindste dig og din stakkels, ømme tommelfinger muligheden for at se et bredere udvalg af alt, hvad menneskeracen har at byde på. Måske synes mine matches faktisk, at jeg er lækker, kan du fortælle dig selv, og ser mig ikke bare som en acceptabel dobbeltgænger for et andet, nu-ghostet match eller endda en ekskæreste.

Men så lader der pludselig til at ske et gennembrud. Efter en vaklende samtale med den tidligere fodboldspiller James, hvis kæbeparti er firkantet, erklærer Charlotte, at “mange lækre fyre ikke har personlighed…” Er det hele lige pludselig ved at blive interessant? Er det nu, hun begynder at bedømme fyrene ud fra deres hjerner i stedet for deres kroppe? Vil en af dem sige noget halvt-intelligent for at hjælpe hende på vej? Måsk– åh nej. Nej. Det er for sent. Hun vælger Kamel, lige efter han har fortalt hende, at der engang var nogen i et indkøbscenter, der troede, at han var Ashley Cole.

Nu vil jeg ikke spoile de næste fire afsnit alt for meget – lad mig bare sige, at Charlotte græder. Hun græder en hel del. Drengene forsøger sig med noget pole-dancing i et forsøg på at få vist al den vigtige personlighed frem. Charlotte sender de to hjem, der faktisk oprigtigt lader til at være glade for hende, men er en smule mere splejsede (læs: flinke) end resten af flokken. Hendes mor dukker op for at se dem koge pasta af umiddelbart uforklarlige årsager. Der bliver ikke rigtig gjort noget for at dykke ned i drengenes personligheder udover et akavet show-and-tell-indslag, hvor Kalern fortæller om, dengang han fandt en kæmpestor kastanje. Jeg var nødt til at spole tilbage bare for at sikre mig, at der rent faktisk havde været en deltager, der hed Ryan.

Nej, der er ikke noget samfundsundergravende her – bare en pige, der står foran nogle drenge og spørger dem, om de kommer til at leve op til hendes ekstremt snæversynede forventninger. Måske bliver ham der sleeve-soldaten fra MTV en bedre Dagens mand-vært end Pelle. Så kan vi glæde os til det.