Onsdag aften væltede MUNCHIES-redaktionens yndlingsrapper, Action Bronson, Avalon-scenen på Roskilde. Bam Bam, iført bøllehat og en Christiana fodboldtrøje bundet om hovedet, leverede endnu en energisk sceneoptræden sammen med sine tro følgere, Meyhem Lauren og The Alchemist.

Men det kræver brændstof at være et globetrottende hiphop-madøre. Så for at holde energiniveauet oppe og få ro i maveregionen efter en udmattende koncert røg Action og slænget direkte på en omgang Roskilde-mad, mens ekkoet fra det tyrkiske psych-riff i Easy Rider stadig rungede i teltet.
Videos by VICE

Selvom der ovre i Artist Village var dækket op med økogrønt og charcuterie fra Bæst og Manfreds, var Bam Bam i humør til et mere spraglet og globalt street-food måltid, inden besøget i Danmark førte dem tilbage til København, hvor der skulle skydes indhold til et kommende afsnit af ‘Fuck, That’s Delicious’.

Det første Action kastede sig over var en koreansk bulgogi fra Bulko, der til daglig er at finde på Papirøen: økologisk oksekød marineret i soja med ingefær, løg og hvidløg, og serveret i en papirkegle sammen med ris, salat og chilisauce. Og Bronsons tilfredse grynt var nok til at overbevise Meyhem om at tage del.
Derefter stod den på pad krapow moe, en omgang thailandsk biksemad med krydret, hakket svinekød, rå mængder chili, frisk basilikum og et friteret æg med flydende blomme på toppen. Det kom fra Kiin Kiin i København, som både mestrer Michelin, gadekøkken og en fantastisk red curry med kylling. Efter Asien røg turen til Sydamerika og brasiliansk cabidela med grillet kyllingebryst, ris, græskar og chili.

Brasiliansk cabidela med grillet kyllingebryst, ris, græskar og chili.
Bronson fik også fik sat tænderne i festivalens mest kuriøse kulinariske servering: en cowboytoast lavet med ristet surdejsbrød, bløde løg, agurker, estragonmayo – og hestekød fra Roskilde Dyrskues bod i Food Court, som lovede: “Ingen fest uden hest”.

Cowboytoast med vrinsk.
Og det havde de helt ret i. Mødet mellem det sprøde brød, det krydrede hestekød og de syltede agurker sendte Bronson i ekstase og fik ham til at kalde hele holdet til sig, inden de delikate western toasts med vrinsk gik på runde. Det hakkede hestekød var æltet sammen med økologiske rodfrugter og sendte tankerne hen på farsbrød à la mormor.
Mens det næste band stemte guitar og percussions under teltdugen, fortsatte det impulsive gademadsorgie bag scenen med en vegansk burger fra den aarhusianske café Mikuna. En fyldig bolle, en stor ko-fri bøf, stegte løgringe og chilimarmelade var det sidste, der skulle til, inden Action rykkede ud på pladsen for at se Vince Staples på Pavilion.

Nå ja, og så sluttede de lige aftensmåltidet af hjemme i København med en rigtig Vesterbro-klassiker, men alt det må du vente med at se, til næste københavnerudgave af ‘Fuck, That’s Delicious’ rammer skærmen.
Mere
fra VICE
-
(Photo by Francesco Castaldo/Pacific Press/LightRocket via Getty Images) -
M Scott Brauer/Bloomberg via Getty Images -
Firefly Aerospace/YouTube -
Justin Paget / Getty Images