Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
I gymnasiet kaldte folk Dani Pearsall for “dragedamen.” Hendes ambitioner og hendes attitude fik mange til at betragte hende som en rå og ubehøvlet person, og de andre børn udtrykte tit deres “manglende begejstring”, hvis de skulle være sammen med hende til en opgave. Da hun kom på college, tiggede og bad de andre i hendes klasse om at komme til at arbejde med hende. “Folk sagde, ‘wow, du er så cool, du er så ærlig,’” siger den nu 25-årige butiksleder.
Videos by VICE
Jud Nichols er en 31 år gammel advokat fra Minnesota, der har spillet basketball med den samme gruppe mænd i årevis. Han fik aldrig nogen ros fra sine holdkammerater. “Jeg er en meget gennemsnitlig basketballspiller,” griner han, “men lige pludselig begyndte folk at sige ‘godt spillet, mand.’”
Danis personlighed havde ikke ændret sig – og det havde Juds evner på basketbanen heller ikke. Det gjorde deres udseende til gengæld uden tvivl.
I 1920 fandt den amerikanske psykolog på et nyt udtryk. “Halo-effekten” er en kognitiv fordom, som betyder, at hvis vi ser et positivt træk hos en person, så overvurderer vi deres andre positive træk (det første træk er som en glorie eller en halo, der kaster lys over den enkelte). I 1972 beviste tre psykologer effekten ved at bede frivillige om at rangere folks personlighed udelukkede ud fra billeder. Et overvældende flertal mente, at de attraktive personer også var sødere, til at stole på og succesfulde. Afhandlingen hed “Det smukke er godt.”
Det kommer nok ikke som det største chok. Mange tror på “de smukkes privilegie” – tanken at smukke mennesker har et lettere liv. Men halo-effekten bliver også nogle gange kaldt “horn og halo-effekten” fordi medaljen har en bagside. Når nogen ikke ser godt ud, kan folk godt tro, at de også er dårlige mennesker. Men hvor udbredt er fænomenet? Og hvor skadeligt er det?
Fem mennesker, som virkelig er blevet meget pænere med årene, talte med os. Tynde kroppe betyder meget i vesten og undersøgelser har vist, at overvægtige mennesker bliver udsat for stigma, så flere af deltagerne i artiklen har tabt sig rigtig meget – men de har også gjort meget mere ud af sig selv efterfølgende, for at passe ind i samfundets idé om en “attraktiv” person.

“Hvis jeg stadig var tyk og aldrig havde tabt mig, ville jeg slet ikke vide, at jeg blev behandlet anderledes dengang,” siger Emma Passe, der er 34 år gammel og revisor. “Nu har jeg lagt mærke til kæmpe forskelle.”
Emma har været overvægtig det meste af sit voksne liv, men hun besluttede sig for at tabe sig, da hun var 31, fordi hun begyndte at have søvnapnø, problemer med hjertet og acne. “Jo mere jeg tabte mig, jo mindre jeg blev, jo mere havde folk lyst til at snakke med mig,” siger hun. Hun fortæller, at folk blev sødere ved hende, end de plejede. “Jeg tænkte, at folk var ret venlige i forvejen, men nu er de helt ekstremt venlige.”
Det har virkelig slået Ashley (som ikke gav os sit efternavn), at folk er så søde. Hun er 30 år gammel, kommer fra Portland og siger i en mail: “Hvis jeg får øjenkontakt med nogen i dag, lyser de op og smiler til mig!” Det er tydeligt, at hun er chokeret, for hun bruger mange udråbstegn (“Wow, folk smiler!!!”). Hun har også lagt mærke til andre ting. Folk gør, alt hvad de kan for at hjælpe, når hun beder om det, og fremmede taler til hende. “Folk lytter til mig… Jeg føler mig faktisk som en del af samfundet.”

Ligesom Emma er de ting gået op for Ashley, efter hun har tabt sig. Hun blev mobbet som barn og havde det af helvede til, indtil hun mødte sin mand, tabte sig 80 kilo, lærte om make-up, hudpleje og skiftede tøjstil. Selvom hun mest er “lettet” over, at folk nu er sødere, er hun også bitter. Ashley fortæller, at folk drillede hende eller endda truede hende, da hun var mest overvægtig.
“Jeg tror, en bunke lort ville skulle høre på mindre foragt end mig,” siger hun. “Når man ser den dobbelthed i folk så tydeligt, er det svært at bryde sig om nye mennesker. Måske er de flinke i dag, men ville de også være flinke, hvis jeg vejede dobbelt så meget?”
“Hvis jeg vil have noget, skal jeg bare smile, og så får jeg det – det er ret skørt.”
Dani holder en lang pause, da jeg spørger, om der er noget dårligt ved hendes forvandling. I gymnasiet gik hun i unisex-tøj og havde ikke make-up på, så mange troede, hun var en dreng. I college begyndte hun at gå i kjole, lod hendes hår vokse ud og lærte at lægge make-up af YouTube-videoer. “Øøh,” svarer hun til sidst. “Ærlig talt, så er jeg en ret nice person. Det har sine fordele.”
Uden det kommer som den store overraskelse, begyndte Dani og mange af de andre, jeg interviewede, at få mere opmærksomhed fra det modsatte køn. “Jeg var stadig Dani og havde ikke forandret mig, men pludselig opdagede halvdelen af befolkningen, at jeg eksisterer.” Udover et forbedret sexliv, fandt hun også ud af, at hendes kommunikation med både mandlige og kvindelige butiksarbejdere blev nemmere, “Hvis jeg vil have noget, skal jeg bare smile, og så får jeg det – det er ret skørt.” Hun laver sin stemme om og efterligner en skinger kvinde: “Undskyld, men jeg kan ikke finde den her bog. Gider du lige kigge ude bagved for mig?” Hun siger, det virker.
“Det er skørt. Ved du hvad, jeg fatter ikke, at folk, der er lækre hele deres liv, ikke ender som totalt egocentrerede tosser, for det er alt for nemt at få, hvad man peger på.”

Den mest bemærkelsesværdige konsekvens af et “forbedret” udseende, er opmærksomhed fra det modsatte køn, men 23-årige Kameron Rytlewski fra Michigan siger, at hans øgede selvtillid nok også har haft en betydning. “Min vægt gjorde det umuligt, at være den person, jeg gerne ville være, eller i hvert fald den person, jeg forestillede mig inde i hovedet,” siger han.
Folk plejede at ignorere ham eller have en “overordnet negativ tilgang” til ham, men nu er de meget sødere. “Jeg får helt sikkert flere positive kommentarer og mere opmærksomhed fra det modsatte køn. Venner og familie behandler mig mere eller mindre på samme måde som før.”
Hvis det ikke overrasker dig, at det modsatte køn behandler en bedre, hvis man er blevet pænere at se på, så kan det være, at det med familiemedlemmerne gør. Dani siger, at hendes far kritiserede hendes udseende og sagde, at hun skulle tage make-up på. Da hun blev ældre og begyndte at bruge make-up “støttede han helt sikkert mere op omkring mit liv”. Jud, som begyndte at få mere ros for sine evner på basketbanen, efter han tabte sig og begyndte at læse bøger om, hvordan man plejede sit udseende som mand, siger, at familien også behandler ham bedre. “Selv dem, der er tættest på dig, behandler dig lidt anderledes,” siger han og forklarer, at familien var venligere og havde mere lyst til at snakke med ham.

Ligesom Kameron vil Jud godt pointere, at hans selvtillid har haft en indflydelse på, hvordan andre behandler ham (det sagde begge mænd, men ingen af de tre kvinder). Men til trods for det, vil han stadig gerne nævne, at folk meget bedre kan lide hans jokes.
“Jeg har en ret sarkastisk og sort humor… Da jeg så mindre rask ud, forstod folk ikke mine jokes i lige så høj grad eller troede ikke, at jeg lavede sjov, men nu forstår de det næsten altid.”
LÆS:
Blandt alle dem jeg interviewede, virker det til, at Emma har oplevet flest negative ting ved hendes forandringer. “Den største overraskelse er, at jeg har mistet mange venner,” siger hun og forklarer, at hendes overvægtige veninder ikke gad være sammen med hende længere.
Emma beskriver også et andet “mareridt” ved at tabe sig. Selvom hun er gift, lægger mænd an på hende hele tiden, hvilket især er frustrerende på arbejdet. “Jeg bliver hele tiden spurgt, om jeg vil med til frokost eller ud at spise.” siger hun. “Det føles ikke særlig rart hele tiden at blive lagt an på eller føle, at folk kun snakker med en, fordi de vil score en… Det er sgu trist.” De erfaringer viser, at der også er dårlige sider ved at være lækker, og at vores stereotyper om folks udseende går begge veje.
I 1843 udgav vores alle sammens H.C. Andersen historien om “Den Grimme Ælling”. Historien om det grimme dyr, der bliver mobbet og holdt udenfor, indtil det vokser sig til en smuk svane, er ikke rar at høre på for voksne ører. Den minder os om, hvor svært det er at passe ind og undgå mobning og diskrimination. Historien bekræfter vores medfødte holdning: Smukke mennesker er bedre mennesker. Det værste ved det hele er moralen: Historien beviser, at det er de forkerte mennesker, der skal ændre sig.
Mere
fra VICE
-
(Photo by Francesco Castaldo/Pacific Press/LightRocket via Getty Images) -
M Scott Brauer/Bloomberg via Getty Images -
Firefly Aerospace/YouTube -
Justin Paget / Getty Images