Vi havde knap nok modtaget den første servering bestående af brød, oliven, tzatziki, hummus, græsk salat og en uidentificerbar pølse, da en ældre dame pludselig tonede frem på en balkon over baren. To minutter senere takkede vi i fælleskab ABBA for musikken, efter opfordring fra de muntre tjenere, der valsede rundt omkring os og klappede i hænderne. Showet var startet, og jeg havde ikke engang sprøjtet dressing ud over min salat endnu.
ABBA’s umiskendelige kombination af popklassikere og 70’er disco fortsætter med at være en allestedsværende del af vores kultur mere end 40 år after, at bandet fandt sammen. Den svenske supergruppes musik er en gave, der bare bliver ved med at give – særligt rent økonomisk for grundlæggerne – også selvom bandet (stort set) ikke har optrådt siden 1982. Det er der dog andre, der har. Uafbrudt.
Videos by VICE
Foto af Mats Bäcker
Mamma Mia!
Først blev ABBA’s bagkatalog lavet til musicalen , der efter at have spillet for fulde huse i Londons West End blev lavet til spillefilm (gør dig selv en tjeneste og brug et par minutter på at se Pierce Brosnan mishandle nummeret S.O.S.), og nu bliver musicalen så opført i forlystelsesparken Gröna Lund i Stockholm under navnet Mamma Mia! The Party. Her udspiller handlingen sig blandt spisende gæster på en græsk temarestaurant, der er konstrueret specifikt til lejligheden. Forestillingerne er stort set udsolgt, og publikums anmeldelserne er – ikke overraskende – overvældene positive. Svenskere elsker virkelig ting fra Sverige.
Jeg havde taget min ven Nils med. Han er musiker og jurastuderende, så han kunne bidrage med farverige kommentarer og samtidig sørge for, at jeg holdt mig på den rette side af loven. Vi var blevet inviteret til at overvære showet aftenen inden finalen i det europæiske Melodi Grand Prix, det samme arrangement der gjorde ABBA til internationale superstjerner.
Foto af Mats Bäcker.
ouzo
Da vi ankommer, bliver vi budt velkommen af en barfodet vært – iført hvid t-shirt og piratbukser – der viser os hen til en fontæne med lovning om alkohol. Efter et shot bliver vi placeret ved et bord med plads til seks, mellem to par der heller ikke kender hinanden i forvejen. I modsætning til Nils og jeg er alle fire vokset op, mens ABBA stadig var aktive. “Jeg voksede op i slutningen af 70’erne,” fortæller kvinden, der sidder til højre for mig. “Da jeg var barn og legede med barbiedukker, var det altid ABBA’s musik, der kørte i baggrunden. De fulgte mig ind i mine teenageår, inden de blev skiftet ud med Duran Duran.”
Hun fortæller, at restauranten Tyrol, der lægger hus til arrangementet, normalt gør det ud for en tysk ølstue komplet med storbarmede ølpiger iført grønne dirndl-kjoler (en påstand det efterfølgende er svær at bekræfte – Tyrol lader til at beskæftige sig med schnitzler og rockkoncerter). Nu har restauranten gennemgået en større forvandling, så den i stedet imiterer terrassen på en gigantisk græsk taverna, med oliventræer og vinranker og en middelhavstemperatur på omkring de 25 grader. Både skuespillerne og mine medspisende bliver ved med at understrege, at atmosfæren er totalt autentisk græsk.
Showets plot (hvilket nok er en lidt generøs betegnelse) udfolder sig på den græske ø Skopelos (der på magisk vis har set sig fri af både finans- og flygtningekrise), og drejer sig om Kicki, der driver en taverna sammen med sin græske mand Nikos. Historien handler primært om den familiære kærlighedsaffære mellem Nikos’ datter Konstantina og Kickis søn Adam – en smule vovet men meget tidssvarende, hvis altså man sammenligner det med pornoindustriens nuværende besættelse af seksuelle eskapader, der involverer (forlorne) stedsøskende.
Forretten. Foto af artiklens forfatter.
Waterloo
Midt under showets skarpslebne dialog og insisterende vokale optrædener dukker en pølse op foran os; et fint stykke kød. Og selvom det er meget usvensk af mig, spiser jeg op. I Sverige er det kutyme at levne et enkelt stykke af hver eneste ret, der skal deles af bordet. Selvom man trænger til det sidste stykke, vil man for alt i verden undgå den stigmatisering, der uvægerligt følger i kølvandet på at tage den allersidste bid.
Det var lidt af et sidespring, men det er svært at koncentrere sig om de kulinariske udfoldelser, når man befinder sig midt i et kaleidoskop af kitsch, hvor folk klatrer, hopper, synger og danser rundt omkring en. På et tidspunkt står en person, jeg tidligere har spottet i færd med at betjene et af de omkringliggende borde, pludselig bag mig og jammer på en akustisk guitar, mens jeg forsøger at tage livet af en øl. Skuespillerne bliver ved med at interagere med publikum, hvilket betyder, at de socialt akavede svensker sidder og vrider sig ved bordene i frygt for, at de blev udset som skuespillernes næste offer. Men da zorbaen først går i gang, deltager hele forsamlingen glædeligt.
Bandet åbner anden akt med , hvilket får størstedelen af de spisende til at tage del i en voldsom fællesang. Gulvet minder mest af alt om en sø fyldt med springende sølvkarper.
Pressematerialet havde informeret os om, at personalet ville være flirtende, men den mest flirtende person til stede er en højlydt man fra Göteborg, der sidder ved bordet ved siden af vores. Desværre bliver han smidt ud af tavernaen kort tid efter, at hovedretten er serveret.
Hovedretten. Foto af artiklens forfatter.
The Winner Takes it All
Og ja, hovedretten… Jeg havde næsten glemt alt om svinesouvlaki og lammekoteletter med kogte kartofler, pastinaker og gulerødder. Kødet er mørt, hvilket ikke skal tages for givet, når der bliver lavet mad til 450 personer, men retten bliver serveret lige inden endnu en intens omgang sang og dans. Jeg bliver især distraheret af en særegen interaktion mellem en skuespiller og en mand i hvide overalls og en passé frisure. Manden svinger rundt med en oppustelig guitar.
En fin men forglemmelig dessert, bestående af græsk yoghurt, valnødder og paximathakia (græsk biscotti) med honning, ryger hurtigt ned.
Det er på ingen måder en græsk tragedie, der udspiller sig på tallerkenen, men omkring to en halv time inde i forestillingen bliver kvinden ved siden af mig rørstrømsk, når hun synger med på . Hun fælder en tåre.
Da forestillingen løber tør for historie, kaster de medvirkende sig ud i et omfattende medley – det totale ABBA-orgie. Det er mere, end Nils og jeg kan fordøje. Vi forlader middagen kort efter, at festen bliver til Mamma Mia! 40+ diskoteket, hvor manden med den oppustelige guitar er den ubestridte konge af dansegulvet.
På vores vej hjem passerer vi ABBA-museet. ABBA er et franchise, præcis som Kentucky Fried Chicken eller Teenage Mutant Ninja Turtles. Og der er en reel mulighed for, at det aldrig vil få en ende, på trods af at gruppen gik fra hinanden for 30 år siden. Premieren på Mamma Mia! The Party i januar var første gang i otte år, at gruppen viste sig offentligt sammen, men de optrådte ikke.
I stedet gravede de sikkert dybt i tallerknerne med tzatziki og souvlaki, mens de undrede sig over, hvad manden med den oppustelige guitar havde gang i.
Og måske glædede de sig over, at deres imponerende sangkatalog nu var blevet soundtracket til et berusende middagsselskab.
