Jonah Hill fortæller os, hvorfor ’Above The Rim’ har det bedste filmsoundtrack nogensinde

Jonah Hill Above The Rim Tupac Mid90s

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey Canada

Vi er i 2018, og Jonah Hill har lavet et vaskeægte mesterværk. Hans debutfilm, Mid90s, som han selv har skrevet og instrueret, er en skarp, sjov og dyb film om at være teenager i 90’erne, der følger en 13-årig knægt (Sunny Suljic) med problemer derhjemme, som bliver venner med en gruppe skatere. Det er en personlig og intim fortælling, der afspejler instruktørens besættelse af den californiske skaterkultur og Death Row-æraens hiphop-scene.

Videos by VICE

Men udover de smukke billeder i filmen (som er filmet i Super 16mm og udspiller sig på solblegede parkeringspladser og Los Angeles’ brede boulevarder) og de fremragende skuespilpræstationer (det er som Goodfellas med tweens i hovedrollerne), gør filmen én ting helt klart: Jonah Hill har virkelig fucking god musiksmag. ”Hele min skriveproces drejer sig om om at lytte til musik – hver eneste scene er skrevet til de her sange,” siger Hill over telefonen, dagen inden han skal være vært på SNL for femte gang. ”Så ja, en stor del af filmen handler om at sætte det ultimative hiphop-soundtrack sammen, hvilket også var en grundpille i min egen opvækst.”

Det er en ædel sag, Hill har ofret sig for. 90’erne og de tidlige 00’ere bød på mange storsælgende hiphop-soundtracks (8 Mile, Friday-filmene, Belly, 50 Cents biografi, Get Rich or Die Tryin’, RZA- og Jim Jarmusch-samarbejdet Ghost Dog: The Way of the Samurai og, underligt nok, Bullworth), men da musikindustrien begyndte at kollapse, var det slut med fysiske soundtrackudgivelser, man kunne lytte til på sin discman. Mid90s’ hiphop-numre er lige så nøje udvalgt som de vintage Wu-Tang Clan- og Chocolate Skateboards-t-shirts, det unge ensemble af skuespillere har på. Soundtracket byder på store hits fra tiden, for eksempel Cypress Hills “When the Shit Goes Down,” Big L’s “Put It On” og Jeru The Damagas “Ya Playin’ Yaself” sammen med den smukke, originale lydside komponeret af Trent Reznor og Atticus Ross fra The Social Network.

Men det er også en film, der bruger Herbie Hancocks “Watermelon Man” til at understrege den angst, som den 13-årige hovedperson oplever, da han for første gang er til skolefest med pigerne fra klassen (og alle er høje på ritalin), samt en æterisk Philip Glass-komposition, da de bliver jagtet af politiet. I samme stil som Greta Gerwigs Dave Matthews Band-elskende Lady Bird viser Hill også sine sårbarheder igennem sine sangvalg. Hvis Mid90s-soundtracket er det tætteste, vi kommer på at kunne se ind i Jonah Hills sjæl, så giver den os et billede af et væsen, som elsker Smokepurpp, Morrissey og ESG lige højt.

Men ikke engang Jonah Hill kan vælge det format, han ønsker til sit fremragende soundtrack, da han og hans revolutionerende distributionsselskab A24 i sidste ende besluttede at frigive albummet eksklusivt via Spotify, hvor det er streamingtjenestens første Officielle Filmsoundtrack. Der er selvfølgelig ingen, der køber cd’er længere, og samtidig betyder udgivelsesstrategien også, at soundtracket kan blive delt, udviklet og i det hele taget får en flydende identitet i stedet for bare at være 17 tracktitler på et bagcover. Vi har talt med filmmageren om, hvordan Mid90s har genopfundet filmsoundtracket, hans yndlingsæra og selvfølgelig Warren G og Nate Doggs ”Regulate”.

https://open.spotify.com/playlist/37i9dQZF1DXacZOGa5EAdH

Noisey: Hvordan bruger du musik i din kreative proces, når du skriver og instruerer?
Jonah Hill: Jeg ved ikke, hvordan andre instruktører gør, men jeg var interesseret i at skabe en følelsesmæssig ramme omkring de her numre, der lignede den, jeg oplevelede, første gang jeg hørte dem. Noget af det, der var rigtig fedt ved at lave min første film, var, at jeg havde mulighed for at fortælle historien om mit liv, som set gennem det samme følelsesmæssige perspektiv, jeg havde, da jeg første gang hørte GZA’s ”Liquid Swords”. Forskellige slags musik har forskellige betydninger for hver generation. Musikken, man hører på Mid90s-soundtracket, har stor personlig betydning for mig.

Hvilke soundtracks var du selv besat af, som teenager i 90’erne?
Ahhh! Det her interview er en drøm! Jeg har altid drømt om at lave et klassisk soundtrack, fordi jeg elskede at lytte til soundtracks, da jeg var yngre. Fordi der ikke er nogen, der køber cd’er længere, besluttede vi os for at lave det første Spotify-filmsoundtrack nogensinde, så… [lang pause]. Above the Rim-soundtracket er nok det bedste soundtrack nogensinde.

Okay! Hvad gør det til noget særligt?
Det er en hiphop-film med Tupac Shakur, så soundtracket er… vent lige, jeg finder lige tracklisten, så jeg ikke siger noget forkert. [Pause] Wow, okay, den er virkelig spækket med klassikere. ”Regulate” er for det første et af de mest klassiske numre, man kan finde.

https://open.spotify.com/playlist/37i9dQZF1DXacZOGa5EAdH

Warren G!
Og Nate Dogg! Jeg er kæmpe fan af Nate Dogg – også hans solokarriere – det er trist, at han ikke er her mere. Så er der Dazed and Confused, selvfølgelig – jeg kendte ikke alle de der 70’er-numre. Og The Wedding Singer, som er lidt random, men jeg kendte heller ikke 80’er-tingene så godt. Så er der Deep Cover-soundtracket, hvor titelnummeret blev lavet af Dr. Dre og Snoop Dogg…

Men Quentin Tarantino er den bedste nogensinde – soundtracksene til Reservoir Dogs og Pulp Fiction var store i mit univers. Der er en vild historie om, at han tjente boksen på soundtracksene alene, fordi han ejede rettighederne. Jeg ved det ikke – det skal du nok lige slå op (*Note: Ifølge hjemmesiden Celebrity Net Worth var Quentin Tarantino god for 100 millioner dollards i 2017. I 1994 lå soundtracket til Pulp Fiction på et 21.-plads på Billboard-hitlisten og har siden da solgt over 3,5 millioner eksemplarer).

Hvorfor valgte du (og dermed A24) at udgive soundtracket til Mid90s på Spotify? Du er selv meget nostalgisk, når det kommer til cd’er. Savner du ikke en fysisk udgivelse?
Min producer, Eli Bush, og jeg talte meget om soundtracket, og hvad vi skulle gøre med det. Jeg har to managere, en arbejder med film og den anden med musik. Så Eli, Ian (Monton, Jonahs musikmanager, red.) og jeg diskuterede, hvad vi skulle gøre – skulle vi udgive den på cd? På bånd? Pladeselskaberne var nede med idéen, men så tænkte vi, ’Hvorfor ikke prøve noget nyt?’ Så vi foreslog Spotify en aftale.

Jeg tænkte længe over det, men der er ingen, der køber cd’er i dag. Der er mere fremdrift i det, hvis et soundtrack er noget, alle kan få fingre i. Tidligere i dag var der faktisk en fremmed, som kom op til mig og sagde: ’Jeg lytter til Mid90s-soundtracket på Spotify lige nu’.

Din film byder på alt fra Herbie Hancock til The Mamas & the Papas til Philip Glass til The Pharcyde udover Trent Reznor og Atticus Ross’ originale lydside. I hvor høj grad afspejler udvalget din egen smag?
Altså, det kunne nok ikke afspejle min smag, mere end det gør. [Griner] Musik er… Jeg er lige så stor musiknørd, som jeg er skate- og filmnørd. Hvis jeg ikke lavede det, jeg laver nu, ville jeg være praktikant på Noisey.