Mød de kontroversielle børne-dragqueens

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

16-årige Katastrophe var til deres første drag-show, da de var 10. Deres mor tog dem med til en drag-brunch med Broadway-tema på Lips i New York, og Katastrophe var hooked med det samme. ”Jeg blev født med flagrende jazzhænder,” siger Katastrophe. ”Det var bare noget, jeg kunne relatere til omgående.” Katastrophe har altid dyrket teater, og de var imponerede over dragqueens og deres selvsikkerhed på scenen. Det var makeuppen, kostumerne og især parykkerne, som gjorde et stort indtryk. ”Jeg lider af en type angst, som hedder trikotillomani, hvilket betyder, at jeg hiver hår ud af hovedet, når jeg bliver stresset,” forklarer de. ”Derfor kan jeg godt lide at gå med paryk.” Katastrophe følte en helt unik forbindelse til de optrædende. ”Jeg forelskede mig bare i dem.”

Katastrophe beskriver sig selv som ”baby dragqueen”. De er del af en ny bevægelse, som har fået navnet ”kinder-drag”, hvor unge mennesker udforsker drag-oplevelsen som en form for kreativ udfoldelse. Til dels takket være RuPaul’s Drag Race har unge queens som Lactatia og Desmond is Amazing opdaget deres kærlighed til drag-scenen og fået et stort følge via de sociale medier.

”Drag betyder, at man udtrykker sit indre selv,” siger Desmond på 10. At optræde i drag ”føles fantastisk,” tilføjer han. ”Jeg elsker at se smuk ud, men det er ikke det eneste, det handler om. Kunstnerisk, kreativt, fantastisk.”

”Jeg så RuPaul’s Drag Race, fordi jeg troede, det handlede om biler, og så blev jeg omgående fanget af det,” siger 11-årige Leo, som bor i Storbritannien og optræder online under navnet Violet Vixen. ”Jeg var vild med det faktum, at de gjorde op med fordommene og viste os, at det er okay at være den, man vil være.” Katastrophe er enig og tilføjer, at de i drag ”kan gå i det tøj, jeg har lyst til, gøre, hvad jeg har lyst til, sige, hvad jeg har lyst til. Jeg får mulighed for at optræde, og det elsker jeg. Jeg føler mig så selvsikker.”

Men de unge dragqueens har også tiltrukket en del negativ opmærksomhed og skabt røre, fordi de udforsker et kreativt udtryk, som har rødder i queermiljøet. ”Det er følsomt emne, hvem der kan optræde i en dragforestilling,” siger Brandon Robinson, som forsker i kønsidentitet ved University of California. Han peger på en diskussion, der for nylig brød ud i forbindelse med RuPauls udmelding om eksklusion af transkønnede Drag Race-deltagere som et godt eksempel på den måde, drag-miljøet forsøger at afgrænse sig. Og det er en debat, som kun bliver mere problematisk, når der er børn involveret. Selv om børn skal have lov til at udforske kønsidentitet uden at blive set ned på af den grund, så er der flere, som argumenterer for, at drag er de forkerte rammer at gøre det i, fordi scenen er så gennemsyret af queerhistorie og -kultur, som børnene ikke er gamle nok til at forstå.

Robinson forklarer, at drag længe har fungeret som en kritik af heteronormative samfundsstrukturer og har spillet en vigtig rolle for fremkomsten af bevægelsen for homoseksuelles rettigheder. ”Historisk set har drag været forbudt i mange byer og lande,” siger Robinson. ”Kriminaliseringen af transvestitisme blev det juridiske grundlag for, at politiet kunne foretage razziaer på barer og natklubber.” Det gælder blandt andre Stonewall Inn og Compton’s Cafeteria i slutningen af 60’erne – steder hvor dragqueens, sammen med allierede, ”kæmpede imod politiet” og ”kønsdiktaturet”.

Med så dybt politisk en historie er drag-optrædener derfor ofte dybt subversive begivenheder, der bruger choktaktik for at provokere omverdenen, hvilket skaber et miljø, som mange mener, børn ikke passer ind i. ”Henover de sidste godt 40 år har drag primært været noget, som voksne kunne dyrke i queer-spaces,” fortæller Dracmorda, som er den ene halvdel af Boulet Brothers-duoen.

”Det var en måde for queer-performere at udtrykke sig kunstnerisk på og italesætte politiske holdninger, samfundskritik og tabuer gennem underholdning for ligesindede. Verden udenfor er ikke skabt til queers, og mange mennesker, som blev nødt til at holde deres identitet skjult om dagen, kunne bruge drag-rummet om aftenen til at få afløb på en kreativ måde.”

”Den popularitet, som drag har fået over de seneste par år, har på mange måder gjort den mere familievenlig,” påpeger Swanthula fra Boulet Brothers. ”Men jeg synes ikke nødvendigvis, nutidens drag-scene er familievenlig, med mindre man synes, det er okay, at junior hører dragqueens fortælle vittigheder om fisting og piss-queens,” tilføjer Swanthula. ”Det lyder vulgært, men sådan er der meget drag, der har fungeret over de sidste 40 år.”

https://www.instagram.com/p/Bi-pbsJB7sQ/

Robinson stiller også spørgsmålstegn ved den indflydelse, RuPaul’s Drag Race har på børn og ved bevarelsen af queer-kulturens historie. ”Jeg tror da på, at mainstream repræsentation af drag-miljøet kan føre til bredere accept, men… er det også med til at udslette noget af den oprindelige kultur? Ved et heteroseksuelt publikum for eksempel, når de ser Drag Race, at mange af seriens referencer er til den sorte queer-ball-scene og -kultur? Og hvad betyder det kulturelle skift, hvis man ikke har en grundlæggende forståelse for den historiske kamp?”

Boulet Brothers har lignende anker, når det handler om at bevare ånden og autenticiteten ved drag-kulturen, selv om de også understreger, at de bakker op om de unge dragqueens. ”Jeg tror, at for mange queerpersoner, som kender til miljøet fra natklubberne, homokrydstogter og forestillinger, føles det mærkeligt pludseligt at se drag som noget ’trygt’ og ’familievenligt’, som markedsføres til børn og unge, der hverken er queer eller har en forståelse for queeroplevelsen,” forklarer Dracmorda. ”Som man nok kan forestille sig, så føles det, som om ens kultur tages fra en og sælges til et massepublikum.”

Desmond Is Amazings mor, Wendy Napoles, siger, at selv om det alle er vigtige pointer, så kan de også virke hæmmende. ”Drag er en kunstform,” forklarer hun. ”Kunst er uendeligt og i konstant udvikling. Det er vigtigt med kendskab til historien og drags herkomst, men det er også nødvendigt, at vi lader drag som kunstform udvikle og forny sig. Det er selve kunstens eksistensgrundlag.”

Leos mor, Lauren, fortæller, at hun kun har oplevet støtte til sin søn fra voksne dragqueens, fordi ”de fleste dragqueens, jeg har talt med, begyndte alle at eksperimentere med livsstilen som børn ved at klæde sig ud i deres mors tøj og sminke.” Selv om visse former for drag-optrædener kan være upassende for børn, så mener hun alligevel, at det hjælper børn med at forstå konteksten og historien. ”Børn kan ikke komme ind på natklubber, men hvorvidt noget er passende eller ej er i sidste ende op til den individuelle person at vurdere,” siger hun. ”Nogle børn er modne nok til at forstå det. Når de ser dragqueens optræde, hjælper det dem til at se dem selv i den kultur og forstå bevægelsens rødder.”

Selv om de børn, der deltager i drag-shows ikke nødvendigvis er queer (ingen bør tvinges til at vælge deres identitet baseret på en hobby), så er Robinson bekymret for, at det kan gøre, at børn er mere udsatte for fordomme, netop fordi scenen er rodfæstet i queer-miljøet. ”Det er muligt, at unge queer-personer ser drag-kultur og ønsker at udforske måder at udtrykke køn på, men de skal stadigvæk forholde sig til institutioner som familie, skole og i nogle tilfælde kirke, og der finder man ikke nødvendigvis accept af det,” forklarer Robinson. ”Vi lever fortsat i en ekstremt homo- og transfobisk verden, som er meget investeret i binære kategorier,” som understøtter ”et tilbageslag mod folk, der udfordrer selvsamme rigide kategorier.”

I visse tilfælde er drag-børn som Lactatia blevet udsat for onlinechikane og mobning. Napoles siger, at hun konstant modtager ”en strøm af had”, fordi hendes søn er en kendt drag-performer, som bruger sin platform til at tale for LGBTQ-menneskers rettigheder. ”Folk kalder mig for børnemishandler, pædofil og siger, at jeg hører hjemme bag tremmer eller på en anstalt. Jeg har også modtaget trusler om vold,” fortæller hun.

”Det er sket flere gange, at folk i min omgangskreds og folk online har sagt, at drag er upassende for børn,” siger Leo. ”Drag Race indeholder selvfølgelig ting, der kun er passende for voksne, men min mor og jeg har et åbent forhold, hvor vi kan tale om alt. Hun hjælper mig med at forstå, hvad er passende, og hvad der ikke er.”

Leos hobby har givet både ham og hans mor en bedre forståelse for dragqueens og queersamfundet generelt, og Robinson mener, at drags brede appel i dag også kan hjælpe andre. ”Repræsentation betyder meget,” siger han. ”Det betyder, at flere unge kan finde bekræftelse i deres egen udforskning af køn.”

Boulet Brothers er enige. ”De ældre generationer kender følelsen af at blive dømt og ikke have nogen opbakning,” siger han. ”Hvis det, at unge mennesker begynder at dyrke drag, betyder større accept for fremtidige generationer af queerpersoner, så er vi helt for det.”

“Drag gør mig glad,” forklarer Katastrophe. ”Hvis en persons glæde gør dig vred, så skal du nok overveje, hvorfor du har den reaktion. Hvis det, at en person udtrykker sig, gør dig utilpas, så ignorer vedkommende. Bare bliv på din egen side af vejen.”

”Man skal have lov til at være og gå klædt, som man har lyst, uden at blive dømt af andre af den grund. Vi gør ingen fortræd,” siger Leo. ”Jeg bliver så glad, når jeg er Violet Vixen, og det er jo dét, det handler om – at være glad for den, man er og holde af sig selv.”