Mød den nuttede kattemaskot, som spiller de sygeste metaltrommer

Botarga tocando la batería.

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE USA

Det er rigtigt nok, at jorden er et bundløst hul af fortvivlelse, men nu og da får vi, imellem det 21. århundredes vraggods af en hverdag, et glimt af en bedre verden. En veritabel salve, man kan smøre på tilværelsens åbne sår, så man glemmer lidelsen et øjeblik. Og i dag er vi så heldige at kunne ordinere den bedste salve af slagsen i form af en meget nuttet og meget hardcore metaltrommeslager i kattekostume.

Videos by VICE

Tjek hele den fantastiske forestilling ud her:

Den er god nok. Det her besynderlige væsen i et kostume, som ligner et kæmpestort jordbær med et katteansigt, massakrerer tønderne akkompagneret af et rimelig fjollet stykke børnemusik i baggrunden. Kan du mærke livsglæden boble? Kan du mærke lykken strømme i dine åre for hver gang, katten blastbeater som en anden blackmetaller? Fornemmer du stress og angst smelte som dug for solen? Du kan takke den ædle Twitter-bruger Eric Alper for den her dosis rendyrket videolykke.

I sidste uge tweetede Alper videoen af en kat, der får Bongo Cat til at lignende en lallende amatør, og klippet blev selvfølgelig straks til en viral sensation. Men det var først, da Daily Dot begyndte at grave i historien, at karakterens mystiske ophav blev afsløret: det her er langt fra den eneste video af den storslåede kat. Der er mange flere. Mange, mange, mange flere.

Ifølge Daily Dot er katten ingen ringere end den japanske maskot og kendis Nyango Star, som skal forestille at være en blanding af en kat og et æble og engang har jammet med guitaristen fra DragonForce.

Men hvem er Nyango Star, hvis man fjerner dragten? Hvorfor har personen bag valgt at dedikere sit liv til at myrde trommesoloer iført et gakket kostume? Hvor frygteligt må der ikke stinke af sved inde i dragten? Vi har masser af spørgsmål, men et er vist: vi har brug for mere Nyango Star i vores liv. Det kan godt være verden er ved at gå under, men det betyder ikke, at alt håb er ude – et eller andet sted ude på internettet sidder en – formodentlig storsvedende – person i et stort kattekostume klar til at tæske liv i vores trætte sjæle med vilde fills og tunge grooves.

Tak, Nyango Star. Du er lige præcis den kæmpestore, trommespillende æblekat, vi har brug for lige nu. Du er under alle omstændigheder langt bedre end den fedtede hårbolle til Gritty.