Mød kunstneren der skaber falske designer-kager med geopolitisk budskab

Taus Makhacheva husker tilbage på første gang, hun så en video med Hitler, der skærer et stykke af en kage formet som det Kaspiske Hav.

“Fortællingen i filmen går nogenlunde sådan her: ‘Nazi-svin vil have fat i Baku-olie!’ hvorefter et stykke af Baku er skåret ud af Azerbadjan, og der bliver hældt sovs udover. Det er nok det mest kreative propaganda-indslag, jeg nogensinde har set.”

Taus Makhachevas ‘Kage,’ 2014.

Den visuelle kunstner Taus Makhacheva opdagede videobåndet ved et uheld på Den Russiske Stats Dokumentariske Film & Foto Arkiv i Krasnogorsk. Det var i forbindelse med research til et videoindslag om de forladte Gamsutl-bjerge. Hendes værker beskæftiger sig generelt med den foranderlige post-sovjetiske identitet, som hendes hjemegn Dagestan kæmper med. Den sovjetiske propagandafilm påstod at være tysk propaganda, en dramatisering af Hitlers planer om at erobre de olierige territorier ved Kaukasus.

“Jeg viste den til et par redaktører, som sagde, den var falsk,” fortæller Taus. “Der er ikke et eneste tidspunkt, hvor Hitler og kagen er i billedet samtidig.”

Taus genskabte Hitlers kage under et ophold i Sverige. Kagen – den saftigste af alle geopolitiske metaforer med sit svampede, flydende centrum af Kaspisk Hav – blev præsenteret til gæsterne i “fredsrummet” på Uppsala Slot. Der blev også serveret en chokoladekage-replika af Rusland, så folk kunne spise “den region, der virkede mest appetitlig”.

Udstillingen var første gang, kunstneren kastede sig ud i “madkunst” – et medie der ofte leger med både sanserne og sociale forestillinger. Omtrent samtidig opdagede Taus Instagram og begyndte at samle billeder af kager, som et lille bageri i Dagestan havde postet.

“Instagram er en meget populær form for kommunikation i Dagestan,” siger hun, “og det bliver brugt meget til at reklamere for ting. Lokale makeup-artister har hundredetusindvis af følgere.”

Kagerne, der ligner Chanel-tasker, MAC-makeup, Jimmy Choo-sko eller andre luksusvarer, skinner og blinker med en hel generations glaserede begær. Dagestan er en republik i Ruslands nordlige Kaukasus, og den lokale korruption kombineret med tidligere tiders konflikt med Tjetjenien og islamiske militante har ført til en stagneret økonomi. Er kagerne så en form for fantasi eller et udtryk for status? Et flødeskumsfyldt symbol i lag?

En af bagerne, Taus talte med, forsøgte at overbevise en bedstemoder om, at hun ikke skulle bestille en kage formet som en kuffert fyldt med penge til hendes 13-årige barnebarn.

Hendes dokumentation førte til det “kuraterede kagebord”, som var en opstilling af falske designerkager: Et bælte fra Hermès, en pung fra Yves Saint Laurent og de onde gule øjne på en Fendi Peekaboo-taske.

Kaviarkartofler

“Det er legesygt, sjovt, let og spiseligt, og alligevel er der mening bag,” forklarer kunstneren. “Der foregår altid en form for undergravende virksomhed. Udgangspunktet er bestemt lokal folkekultur – en lokal forankring af prioriteterne – og så kommenterer værket derefter på generelle økonomiske og sociale forhold.”

Sidste sommer fik Taus en ven i Baku til at fremstille en klassisk, sort Chanel-taske som kage, inklusiv spiseligt logo. Kagen blev leveret af en anden ven, der fløj den til London i anledning af en “konceptualiseret middag” hos Delfina Foundation, lige ved Buckingham Palace, som del af “Politics of Food”-initiativet.

“Det er en mærkelig måde at levere mad på, og det endte med at være en del af værket. Som barn rejste jeg altid med kasser af frossent kød, som min bedstemor gav os for at tage med hjem til Moskva.”

Chanelkagen blev serveret som del af en fire-retters menu, der tilbød en kronologisk rejse gennem – og politisk kommentar til – Dagestans madhistorie. En traditionel landsbyret bestående af bønner, pølser, kød og fladbrød blev serveret med abrikoskompot og “overskægsskeer”, der var formet skævt specielt for mænd med overskæg. Taus smuglede et kilo kaviar fra Dagestan til London for at lave en ret dedikeret til hendes minder om Sovjetunionen. Til gæsternes rædsel blev kaviaren højtideligt smidt ned i en skål kartoffelmos. Hun voksede op ved kysten af det Kaspiske Hav, hvor der er masser af stør, så for hende var kaviar så almindeligt at “vi brugte det i stedet for salt”.

“Kvinderne ved forsamlingen gispede, da jeg dumpede kaviaren ned i kartoflerne, og sagde, ‘Nej, ikke det hele!’”

Taus’ nyeste performance foregik under dette års Art Dubai, som del af en middag afholdt af Delfina Foundation. Med titlen “Bryllupsprojektet” var hver ret skabt af hver sin kunstner og baseret på en arabisk tekst fra det 10. århundrede, som beskriver kærlighed på en række forskellige måder, fra hawa (tiltrækning) til huyum (sindssyge). Taus fik tildelt kategorien “dessert og uorden”. Der blev serveret spiseligt bestik og tallerkener til gæsterne i Dubai sammen med en spiselig serviet lavet af en “skumfidus-agtigt ting”. Kagen var til gengæld lavet af træ.

En sofistikeret spøg? Eller en kommentar til vores hule fascination af mad som et livsstilssignal, mens vi glemmer de forsvindende ressourcer og økonomisk ulighed? Mens vi vægter fremtoning og forventning over erfaring? I al sin sukkersøde samfundsundergravende skønhed blev resultatet Instagrammet vidt og bredt, og træ-kagen blev gemt, som det kunstværk den var.

Kunstneren med hendes Chanel-kage

Selvom Taus’ performances er politiske, er de tydeligvis i en lettere genre end hendes tungere, hårdere værker. De er små, lette anretninger.

Med hendes egne ord: “Måske kunne man sige… at de er lettere at sluge?”