(Foto af Chris Bethell. Disclaimer: Personerne er modeller og havde ikke sex i virkeligheden.)
Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Videos by VICE
De dumme, dumme, dumme, dumme, dumme, dumme, dumme, dumme, dumme, dumme, dumme unge i Generation Y nægter at have lige så meget sex, som de unge havde for 20 år siden (i hvad der vil blive kendt som “ecstasy og Liam Gallagher-tiden” i historiebøgerne). Det viser en ny spørgeundersøgelse med over 27.000 amerikanere.
Psykologer fra San Diego State University konkluderede, at voksne i gennemsnit havde ni færre tilfælde om året af det, forskerne så fint kunne kalde “bolletid”, sammenlignet med for to årtier siden – særligt blandt blandt folk i halvtredserne og voksne med børn i skolealderen. Samlevende par har i gennemsnit 16 færre samlejer om året sammenlignet med tallene fra midten af 1990’erne.
“De her tal viser en kæmpe ændring fra tidligere årtier i forhold til ægteskab og sex,” siger hovedforsker Jean Twenge. “I 1990’erne havde ægtefolk sex flere gange om året end ugifte mennesker, men det ændrede sig i midten af 00’erne.”
Og de forfærdelige Generation Y’er – med deres iPhones, deres cremede to-go kaffer og deres start-ups. De frygtelige Generation Y’er med deres brunch, deres Instagram og deres selviscenesættende tilgang til livet. De dovne Generation Y’er med deres pegging og deres intersektionelle feminisme, med deres mops-hunde og deres Uber-taxaer og deres to-go mad og Kickstarter-kontoer. Generation Y’erne med deres moderne ting, de slemme, slemme Generation Y’er – de gør nu også, hvad de kan, for ikke at knalde.
“Til trods for deres ry for at hooke up så har Generation Y og generationen efter dem (kendt som iGen eller Generation Z) faktisk mindre sex end deres forældre og bedsteforældre havde, da de var unge,” siger Twenge. “Det er delvist, fordi færre iGen’er og Generation Y’er har faste partnere.”
“En mulig faktor er ‘failure to launch’-faktoren,” udtalte medforsker Ryne Sherman til The Guardian i forbindelse med rapportens resultater: “En stor del af nedgangen skyldes den lavere ægteskabsrate de senere år, eftersom gifte mennesker har sex mere regelmæssigt end ugifte individer (det samme gør sig gældende for samboende par). Derudover har personer med fast partner også sex mindre ofte.” Med andre ord: Vi kan ikke knalde som kaniner længere, fordi vi er nødt til at bo hos vores forældre, og det er virkelig svært at blive liderlig, når der er to 55-årige, der ser Halløj På Badehotellet med lyden skruet helt op lige ved siden af, mens de spiser krebinetter for 15. aften i træk.
Her er nogle andre tal fra undersøgelsen: Folk i tyverne har sex mere end 80 gange om året (yay!), tallet ryger ned på 60 gange om året for de 45-årige og 20 gange om året for 65-årige, og hvad er så egentlig pointen længere? Hvis du virkelig vil gøre det op i tal: “For hvert år efter toppunktet af den seksuelle frekvens som 25-årig svarede de adspurgte, at de havde sex 1,8 gange færre om året.”
Sagt på en anden måde knalder vi 3,2 mindre for hvert år, efter vi er fyldt 25.
Så hvordan kommer den her undersøgelse til at påvirke dig – altså dig, som vågner med trætte øjne i en fremmed seng, mens den nådesløse vintersol falder ind gennem persiennen, og det Tinder-match, du skrev til klokken 01, ligger fladt på maven helt nøgen ved siden af dig og sover en lyksalig post-bollesøvn, og din telefon er på 6 procent, hvilket du ved af erfaring ikke er nok til at bestille en Uber og være sikker på, at den dukker op, inden telefonen dør, så du er nødt til at tage bussen, og din næse gør ondt, og din mund gør ondt og hele din krop er øm, og dit hoved gør ondt, og der er et kondom fastklistret på din ryg, og du føler dig grundlæggende tom indeni – og lidt tørstig – men mest bare tom, sådan en helt ind i sjælen-agtig følelse af utilstrækkelighed?
Det er svært at sige. Det gør nok ikke den store forskel.
Mere
fra VICE
-
(Photo by Francesco Castaldo/Pacific Press/LightRocket via Getty Images) -
M Scott Brauer/Bloomberg via Getty Images -
Firefly Aerospace/YouTube -
Justin Paget / Getty Images