Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Ærligt troede jeg, at alt det her startede og sluttede med YouTube-konspirationsteoretikere i 2013, men åbenbart har Illuminati-sølvpapirshattyper stadig en stemme på internettet. En gruppe religiøse organisationer i Senegal samlet under navnet No To Freemasonry and Homosexuality (…*suk*) har krævet, at Rihannas kommende besøg til landet bliver aflyst, fordi de mener, at hun reklamerer for homoseksualitet via sine forbindelser til frimureri og Illuminati.
Videos by VICE
Og hvad ved jeg? Det kunne sagtens være sandt. Men hvis det passer…er det så ikke også en udmærket grund til at invitere Rihanna på besøg? Ikke hvis man spørger No To Freemasonry and Homosexuality! Selv om hun besøger landet som ambassadør for Global Partnership for Education for at deltage i en konference, der afholdes af Frankrigs præsident, Emmanuel Macron og Senegals præsident Macky Sall. Til trods for RiRis mange humanitære og filantropiske anstrengelser, takker gruppen altså stadig hårdt nej til at lukke hende ind i landet.
Talsmanden Cheikh Omar Diagne udtalte til Jeune Africa, at “Rihanna ikke behøver at skjule, at hun er en del af Illuminati, en gren af Frimurerne.” De mener, at Rihanna forsøger at promovere homoseksualitet, som de, en sammenslutning af traditionalistiske islamiske grupper, er grundlæggende uenige med. På det grundlag argumenterer de for, at hun ikke skal have tilladelse til at komme ind i landet.
Hun er indtil videre ikke blevet bandlyst, så lad os bare slutte af med at tænke på alle de gode ting, hun kommer til at udrette som en del af Global Partnership for Education, når hun ankommer til Senegal. GPEs præsident Julia Gillard udtalte følgende til The Guardian:
Vi håber, at konferencen bliver vendepunktet for det globale momentum for uddannelse og finansiering af uddannelse. Gennem de sidste par år har der været stigende interesse i uddannelse, især for piger, men finansieringen har ikke helt fulgt med. Vi har brug for en forandring.
Hørt.