Sådan er det at være en 40-årig jomfru

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Jeg mødte Jeremy for tre eller fire år siden. Jeg overhørte ham tale om sin gymnasietid og regnede med det samme ud, at han var amerikaner, fordi han sagde ”fjerde klasse” i stedet for ”klasse fire”. Vi begyndte at snakke og blev venner. Han var klog og velklædt, men man kunne alligevel ikke lade være med at lægge mærke til, at han altid kom alene. Jeg tænkte bare, det var fordi, han var moden, uafhængig og havde ramt det der tidspunkt i trediverne, hvor vi er midt i en overgang, hvor vi dropper gamle venner og vilde fester i håbet om at finde mere solide venskaber – den slags, der holder langt ind i plejehjemsalderen.

Han var den slags menneske, som man sjældent møder til sociale arrangementer. Som udgangspunkt er man mest omgivet af utilpassede mennesker, hvis man er i byen, men Jeremy virkede, som om han havde styr på det hele. Måske lidt for meget. Hans fremtoning og opførsel var altid snorlige. Da vi var til en vens 40-års fødselsdag, begyndte han pludselig at tale lidt mere frit, og det endte med, at han delte en utrolig privat ting med mig: Han er 40 år gammel og har aldrig haft sex.

Den måde jeg reagerede på, vil jeg ikke ligefrem kalde chok. Men jeg vil heller ikke sige, at det var medlidenhed. Jeg begyndte straks at overdynge ham med spørgsmål. Jeremys følelser under hele samtalen var en blanding af nihilisme, sørgmodighed og sort humor. Jeg synes, det var svært at have medfølelse, selv om jeg også selv startede sent. (Gennemsnitsalderen for at miste sin mødom i USA og Canada er omkring 18, mens den er 16 i Danmark). Han er nu dobbelt så gammel, som jeg var, da jeg begyndte at have sex, og et eller andet sted er jeg bange for, at han ikke bare er to 20-årige jomfruer ovenpå hinanden, men en mand, der har levet et sammensat liv, præget af frustration, tiltagende fremmedgørelse, depression, og seksuel frustration.

Når det er sagt, kunne jeg mærke, at han havde en følelse af, at hans liv skulle til at starte forfra, når nu han fyldte 40, og der var en optimistisk fornemmelse af, at han kunne begynde sit seksuelle liv med en 40-årig mands perspektiv i stedet for at drukne i det teatralske drama, der hænger sammen med de fleste menneskers første seksuelle oplevelser. Modsat kan tanken om at kaste sig ud i det virkelig ende med at styre ham, og det siger meget om hans karakter og selvtillid, at han er håbefuld, proaktiv og nægter at leve resten af sit liv i fornægtelse af alt seksuelt.

VICE: Er der mange, der ved, hvilken situation du står i? Hvad siger de til det?
Jeremy: Nej, der er ikke mange, der ved det. Jeg tror måske, min familie mistænker det lidt, men det er ikke noget, vi har snakket om. Jeg har holdt den hemmelighed for mig selv i årevis. For nylig fortalte jeg det til en kvinde, jeg mødte i byen, da vi var fulde. Men siden vi begge var så berusede, kan jeg ikke vurdere, hvordan hun reagerede på det. Jeg kan huske, at hun virkede overrasket, men det er også det. Jeg tror, at jeg i alt har sagt det til fire mennesker: Den kvinde, en af mine tætte venner, min endokrinolog og nu dig og alle dem, der læser den her artikel. Ham min ven, som jeg fortalte det til for mange år siden, var meget bekymret og foreslog endda, at jeg gik til en sexterapeut, hvis ikke det skete inden for et par år.

Er der nogen, der har tilbudt at tage din mødom, fordi de havde ondt af dig eller fordi I var venner?
Nej, det er aldrig sket. Jeg har også fortalt det til så få, at det aldrig rigtig kunne ske.

Har du overvejet at hyre nogen til at få det klaret? Man kan jo næsten få det, lige som man vil have det hos sexarbejdere i vore dage – lige fra kæresteoplevelsen til noget hurtigere og mere klassisk. Det er ikke tabu på samme måde, som det var engang.
Da jeg var yngre, havde jeg aldrig forventet, at jeg skulle overveje sexarbejdere eller andre seksuelle surrogater. Jeg tænkte bare, at det ville ske, når det skete. I mit hoved var jeg naiv nok til at tro, at jeg ville møde nogen og dele den oplevelse med dem. Jeg har altid troet, at min første gang ville være med en pige jeg godt kunne lide, eller hvis jeg skal være lidt mere uromantisk, måske bare nogen, jeg mødte i byen. Den slags oplevelser lyder så simple, når jeg siger det højt, og jeg ved, at det er sådan, det sker for de fleste, men det er bare aldrig sket for mig.

Tanken om at have sex var ikke et stort, truende koncept, da jeg var i 20’erne. Men nu er jeg 40, og især følelsesmæssigt er det virkelig blevet en stor ting. Da det begyndte at fylde mere, kunne jeg ikke bare ringe til en sexarbejder. Jeg synes ikke, det var tabu at benytte sig af det, men det var ”den nemme udvej”. Hvis jeg benyttede sexarbejde, kastede jeg samtidig håndklædet i ringen og droppede den gammeldags tanke om, at jeg bare kunne møde nogen og dele den oplevelse med dem. Det føltes, som om jeg var unormal eller forkert. Jeg tænkte, at bare ved at overveje sexarbejdere, var jeg endnu mere forkert.

Men er du så blevet mere åben for tanken nu? Er det mest fordi, du ikke rigtig ved, hvordan du skal kaste sig ud i det?
Det tror jeg godt, man kan sige. Jeg er åben for det nu, men jeg aner ikke, hvordan jeg lige skal gøre det.

Hvad er du mest nysgerrig omkring? Er det selve akten eller det der følger med?
Lige meget, hvor gammel man er som jomfru, er man nysgerrig omkring sex. Men når man er 40 og jomfru, fylder sex mere. Jeg tror, jeg er intelligent nok til at vide, at sex, altså rigtig sex, ikke er ligesom porno. Jeg ved, at det er en beskidt omgang på mange måder. Når nu jeg kommer til at opleve det så utrolig sent i livet, frygter jeg, at jeg ikke kan nå at indhente jer andre. Jeg frygter, at jeg altid vil være dårlig til det, fordi jeg starter så sent, og altid vil skuffe min partner. Jeg frygter, at jeg bliver en joke for folk. Men jeg er også meget spændt på alt det, der følger med, især det med at være i et voksent parforhold. Når jeg aldrig har haft en kæreste, har jeg heller aldrig oplevet op- og nedture i et forhold. Jeg er meget nysgerrig på, hvordan det er at være både seksuelt og følelsesmæssigt intim med en kvinde.

Du har en sjælden lidelse, der forsinkede din pubertet og din seksualdrift, er det ikke rigtigt?
Jeg har en lidelse, der hedder idiopatisk panhypopituitarisme. Jeg har haft sygdommen, siden jeg blev født, men jeg fik først diagnosen, da jeg var fire eller fem år gammel, fordi mine forældre lagde mærke til, at jeg ikke voksede lige så hurtigt som de andre børn. Eftersom min lidelse påvirker alle hypofyse-hormoner, har jeg haft mangel på væksthormon, siden jeg var lille. Jeg har også underskud i skjoldbruskirtlen og binyrekirtlen. Derfor har jeg taget piller for at få de hormoner, jeg skal bruge, og desuden har jeg taget testosteron, fordi jeg ikke selv kan producere det. Lidelsen får mig til at se yngre ud, end jeg er. Faktisk begyndte jeg først at barbere mig, da jeg kom i 30’erne. Det har også påvirket min sexlyst. Jeg er faktisk ret stolt af, at jeg kan barbere mig. Jeg fejrer endda den dag, jeg gjorde det første gang. Jeg er også stolt af, at jeg får erektion nu. Den hormonerstatningen får mig til at føle mig seksuel.

Men man må gå ud fra, at du onanerer. Gik du også først i gang med det, da du var i 30’erne?
Ja, jeg onanerer. Men jeg kan ikke huske, hvornår jeg begyndte på det. Hvis jeg skal prøve, vil jeg sige, at det begyndte, da jeg var i slutningen af 20’erne eller starten af 30’erne. Men det var først i starten af 30’erne, da jeg begyndte at tage større mængder testosteron, at jeg kunne gøre det færdigt. Og selv når jeg gør det færdigt, kommer jeg ikke så voldsomt.

Hvor tæt har du været på at have sex, og har du nogle ting, du fortryder omkring de oplevelser?
Der er to gange, hvor jeg vil mene, at jeg var tæt på at have sex. Første gang var sammen med en kvinde, som var en fem-syv år ældre end mig, og som jeg havde snakket med online i et års tid. Jeg var i starten af 20’erne. Hun boede i Portland, men kom til Vancouver i weekenderne. Hun var den første kvinde, jeg var intim sammen med. Jeg fortalte hende ikke, at jeg var jomfru, men hun vidste godt, at jeg havde sygdommen, og jeg tror, hun havde regnet det ud, da vi begyndte at være sammen. Hun er det tætteste, jeg har været på sex. Vi sov sammen et par gange, og den sidste aften var vi tætte nok til, at jeg gav hende finger. Men på grund af min lidelse havde jeg ikke rigtig nogen sexlyst, så jeg havde ingen erektion. Efter hun tog hjem, snakkede vi mindre og mindre sammen, og til sidst mistede vi kontakten til hinanden.

Anden gang var jeg i starten af 30’erne, da en anden kvinde, som jeg også havde mødt online, kom til Vancouver. Men det var alligevel anderledes, for jeg kunne godt fornemme, at der ikke var nogen kemi mellem os. Jeg følte, vi var for forskellige. Men hun havde nok stærkere følelser for mig, end jeg havde for hende, så den sidste aften sov vi sammen. Jeg havde aldrig fortalt hende, at jeg var jomfru, men alligevel tror jeg, hun vidste det, for hun forstod, at med min lidelse havde jeg problemer med min seksualdrift. Anden gang var ikke lige så tæt på som første gang, men vi rørte hinanden alle mulige steder. Men igen talte vi mindre og mindre sammen bagefter, indtil vi til sidst mistede kontakten.

Jeg finder ikke på undskyldninger for hverken det at være jomfru eller min sygdom. Men jeg fortryder, at jeg mistede kontakten til begge kvinder. De var begge fantastiske kvinder, som stolede på mig og tydeligvis var afslappede i mit selskab. Jeg ved, at jeg kunne have kommunikeret bedre med mine partnere. Det kan godt være, jeg ikke vidste så meget om sex, men jeg ved, at jeg kunne have kommunikeret bedre. I forhold til at fortryde det, så fortryder jeg altid, hvis jeg ikke får noget ud af en mulighed. Det kan jeg sagtens slå mig selv oven i hovedet over. Jeg synes, jeg er gået glip af mange muligheder. Jeg spørger mig selv, om jeg allerede ville have mødt nogen, hvis jeg var en anden person, som ikke var så genert omkring alt det her. Hvis jeg ikke var så alvorlig, ville jeg så allerede havde knaldet nogen i byen? Jeg fortryder, at jeg ikke har fortalt nogen om det, især mine venner. Jeg fortryder mange ting, men jeg fortryder mest af alt, at jeg har tænkt så skide meget over det.

Begge kvinder mødte du online. Hvor lang tid har du tilbragt på datingsider, og synes du, det er nemmere at være ærlig omkring din mødom online?
Jeg synes altid, jeg giver et virkelig dårligt førstehåndsindtryk, især når det gælder kvinder. Nu er det ikke, fordi onlinedating har været en kæmpe succes for mig, men jeg har været på forskellige hjemmesider og apps i et årti. Når jeg er online, synes jeg bedre, jeg kan lade min hjerne gøre arbejdet. Jeg har mulighed for at overveje mine svar og være sjov. Jeg er ikke den mest spontane person, så når jeg er på dating-apps, har jeg den luksus, at jeg har god tid til at skrive svar, og det betyder meget. Jeg tror, det hænger sammen med anonymiteten, at jeg føler mig mere afslappet og lettere kan tale om at være jomfru.

Hvilken rolle har dit sociale liv spillet? Havde du mange venner, da du var yngre?
Jeg flyttede mange gange med min familie. Selvom jeg er født her, flyttede min familie til USA, da jeg var lille, og vi flyttede konstant. Da jeg var fem eller seks, var jeg altid ham, der sad alene henne i skolen. Da vi flyttede anden gang, bestemte jeg mig for ikke at få nye venner, fordi jeg vidste, vi skulle flytte igen. Da jeg var 19, havde jeg boet i fem forskellige stater og i udlandet. Det var først, da jeg var i slutningen af 20’erne, at jeg begyndte at få rigtige venskaber.

Jeg er kommet sent i gang med alting i livet, og det gælder også det at være en god ven, som ved, at man gerne må være åben og sårbar omkring sine venner. Det er først for nylig, at jeg har opdaget, at der er så mange facetter af at være en del af en vennegruppe. Det kræver meget at stole på folk, og det kræver endnu mere, før jeg tør åbne op til andre. Jeg har altid frygtet, at de ikke ville have mig, hvis jeg var mig selv, og at de slet ikke ville tale med mig. Nu ved jeg, at det er forkert, og jeg gør mit bedste for at være en bedre ven overfor de mennesker, jeg holder af. Jeg vil være en, man kan stole på. Jeg vil være en støtte for min venner ved at lytte til dem, og jeg vil opmuntre dem. Men for at være den ven, forstår jeg nu, at jeg også skal være i stand til at stole på mig selv.

Har du mødt nogle negative eller ondsindede reaktioner, når du fortalte venner eller potentielle elskere om det, eller er frygten mere baseret på nerver end reelle erfaringer?
Jeg har aldrig oplevet nogle negative eller onde reaktioner, når jeg har fortalt det. Folk har enten haft svært ved at tro det, eller også har de været meget forstående. Det kræver bare en del, før jeg kan stole på folk nok til at fortælle dem det hele. Jeg frygter altid, at jeg enten bliver udskudt eller lavet grin med – også selvom det er mine tætteste venner. Ligesom alle andre vil jeg ikke være til grin eller føle mig mindre værd. Jeg vil bare gerne være normal i stedet for at være en freak eller et udslag i en statistik. Selvom jeg aldrig har oplevet noget dårligt, når jeg fortæller det til folk, så er jeg stadig bange for, hvad de tænker om mig. Det er altid svært at åbne op, fordi jeg altid frygter, at når jeg gør det, så vil mine venner ikke længere være sammen med mig. Jeg ved, det er en irrationel frygt, og jeg synes, det hjælper at være bevidst om det. Jeg har taget de første skridt til at ændre den del af mig selv.

Frygter du, at det bliver dårligt første gang, som det var for de fleste af os? Frygter du også, hvordan det bliver bagefter?
Åh gud, jeg ved godt, at første gang bliver frygteligt. Alle siger altid, at den første gang ikke er noget særligt. Jeg lægger alt for mange følelser ind i mine relationer med andre, så ja, jeg er også bekymret for, om jeg vil blive forelsket i den første person, jeg har sex med. Men på den anden side føler jeg mig også moden nok til at kunne håndtere de følelser.

Sex er overalt i vores kultur. Synes du det er svært, at folk forventer, du kan relatere til det?
Helt sikkert. Jeg synes, det er frustrerende, deprimerende og helt igennem hjerteskærende, at jeg ikke kan relatere til det. Det kan godt være, jeg ikke har den erfaring som mange, der er yngre end mig, har. Og seksuelt set ved jeg også godt, hvordan det føles at være fysisk tiltrukket af en anden. Men når jeg hører historier om folk, der dater, sange om sex eller kærlighed, eller bare læser om emnet, får det mig altid til at føle mig som et unormalt menneske.

Synes du, folk har det vildere over det, når nu du er gået i gang med dit femte årti og stadig er jomfru, end de havde for bare et år siden?
Da jeg var yngre, tænkte jeg altid, at når jeg var 40, havde jeg haft et par forskellige kærester og var blevet gift. Det lyder normalt, gør det ikke? Jeg tror, at romantiske komedier og TV-serier har ødelagt mig på en måde, fordi jeg altid tænkte, at jeg ville have lignende oplevelser. Tanken om at se en kvinde i den anden ende af lokalet og blive forelsket i hende. Møde søde piger i byen. Selv brud med kærester. Men sådan er livet ikke, og jeg ved, at det ikke er realistisk. Men det afholder mig ikke fra at håbe, jeg kunne føle mig tiltrukket af en kvinde, at hun kan føle det samme, og at jeg vil miste min mødom.

Som 40-årig er jeg endnu mere bevidst om, at jeg er en statistisk sjældenhed. Men jeg prøver også at elske mig selv mere. Jeg ved godt, at kombinationen af min sygdom og de konstante flytninger til nye steder, har givet mig store problemer, deriblandt lavt selvværd, mangel på tillid og manglende sociale erfaringer. Jeg tror, jeg bliver bedre til at navigere i det kaos. En stor del af det er at anerkende, at jeg ikke kan blive ved med at slå mig selv oven i hovedet over situationer, som jeg alligevel ikke kan styre. Jeg siger ikke, at jeg er ulykkelig hele tiden. Jeg har et job, som jeg elsker, jeg har et tæt forhold til min familie, og jeg hænger ud med venner, som jeg beundrer. Men engang imellem føler jeg mig fuldstændig fremmedgjort fra resten af menneskeheden, fordi jeg er jomfru og socialt uerfaren.