De indviklede ruter, der bruges til at smugle flygtninge ind i Europa

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

I 2015 kom over en million flygtninge til Europa i det år, der ville blive flygtningekrisens højdepunkt. Borgerkrigen i Syrien, den voldsomt ustabile situation i Afghanistan og løftet om beskyttelse og hjælp i lande som Tyskland gjorde flygtningekrisen ekstremt lukrativ for profitmagere. Folk, der var desperate efter at forlade deres hjem, gik til smuglere efter hjælp til at flygte fra krigshærgede lande i Mellemøsten og fandt ofte frem til dem via annoncer på sociale medier og messenger-tjenester som WhatsApp.

Af de syv migrationsruter ind i Europa over både vand og fastland – det centrale Middelhav, det vestlige Middelhav, Vestafrika, Apulia og Calabria, østlige grænser, det østlige Middelhav og ruterne gennem det vestlige Balkan – har især de to sidstnævnte oplevet en voldsom stigning i smuglertrafik i løbet af de sidste par år.

I kølvandet på eksplosionen af nyankomne via det østlige Middelhav og ruter gennem Vestbalkan, underskrev EU en aftale med Tyrkiet sidste marts. Aftalen tillod Grækenland at sende “alle nye, ureglementerede migranter”, der ankom efter 20. marts, tilbage til Tyrkiet. Til gengæld ville Tyrkiet få 6 milliarder euro (44,6 mia. kroner) frem til udgangen af 2018, tidlig visa-fri indrejse og fremgang i sine forhandlinger om at blive et EU-medlemsland. Under presset fra den nye aftale faldt antallet af nyankomne til Europa markant – fra 885,400 via den østlige middelhavsrute i 2015 til 182,534 i 2016.    

Men selvom smuglere, der tjener på menneskelig desperation, oplevede en mærkbar nedgang sidst i marts 2016, har støvet efter flygtningekrisen på ingen måde lagt sig. FN’s Flygtningehøjkommissariat anslår, at der blot i løbet af den seneste måned er ankommet 1464 mennesker til Grækenland. 

“Det er ikke muligt at spå, hvordan smugleri kommer til at se ud i fremtiden, eftersom der er utroligt mange variabler fordbundet med det,” siger Izabella Cooper, der er talsperson for FRONTEX, og henviser til “en kombination af push-and-pull-faktorer, den politiske og økonomiske situation i oprindelseslandene og udbuddet af smuglertjenester. Grænsekontrol i sig selv er ikke en universalløsning, men derimod en del af et større puslespil.

I praksis virker puslespillet af kriminelle smuglerkarteller kun løst forbundet, men Europol anslår, at deres årlige omsætning ligger et sted mellem 3 og 6 milliarder dollar (20-40 mia. kroner), og at smuglernetværket består af nationaliteter fra over 100 lande. Der skal nok mere til end aftalen mellem EU og Tyrkiet for at få det til at bukke under. I mellemtiden har løst spredte hotspots af strandede flygtninge skabt den perfekte grobund for fremvæksten af nye smugler-økosystemer.

“Det eneste, du har brug for, er penge. Så finder du en fixer. Han fortæller dig, hvilken rejsepakke der bedst kan svare sig for dig økonomisk,” siger Masood Qahar, en 39-årig bortløben Taliban-fange fra Afghanistan, der i dag er bosat i en interneringslejr i det sydlige Athen. “Det er let som en leg. Der er fixere over det hele.”

En smugler – eller “rejseleder” – med en gruppe migranter. Foto via skribenten. 

Aftalen mellem EU og Tyrkiet har umiddelbart skabt et paradoks: Nogle af dem, der sidder tilbageholdt i græske lejre, er begyndt at arbejde i bunden af smugler-fødekæden som low-level-fixere. Andre har organiseret mindre konsortier og udviklet deres egne smuglerruter gennem dele af Balkanhalvøen. Aftalen har også vist sig at være fordelagtig for transportmidler, der ikke begrænser sig til land og vand.

“Hvis du har 4000 euro (30.000 kroner), kan du snildt rejse med fly,” fortæller Qahar mig. “Fixeren sender dig til Victoria Square (midt i Athen). Der finder du en arrangør. Arrangøren præsenterer dig for den rigtige smugler, der som regel ejer en natklub eller en mobilreparationsforretning eller en kiosk i området.”

Qahar fortæller mig om en af de smugleroperationer, der er forklædt som et arabisk mini-marked i den samme ghettoiserede athenske bydel. Den “rigtige smugler”, lederen af smuglerringen, sætter dit pasbillede sammen med en dobbeltgænger – ofte en narkoafhængig eller på anden måde forarmet person, der lejer deres pas ud til smuglere i kort tid ad gangen. Ifølge Qahar er det så velstruktureret et foretagende, at de endda kan sørge for en smugler af det modsatte køn, der ledsager dig til lufthavnen og udgiver sig for at være din ægtefælle på flyturen til destinationslandet for at aflive enhver mistanke.

Stigningen i smugling via fly er en direkte konsekvens af smuthullerne i aftalen mellem EU og Tyrkiet. I maj 2016, to måneder efter aftalen trådte i kraft, havde de græske myndigheder afslået 30 procent af de asylansøgninger, de havde modtaget. Derudover forholder aftalen sig kun til overfarten over det Ægæiske Hav og ikke de andre ruter ud af Tyrkiet. Derfor gik smuglernetværkene over til den dyrere pakkeløsning: Flyrejse med europæiske pas, som dem Qahar beskriver, eller syriske pas. Det er en nem vej udenom de lukkede grænser.       

Amin, en 34-årig afghansk mand, der nu bor i en lejr i Serbien, fortæller mig, at han betalte en smugler 215 dollar (1500 kroner) for en “guidet tur” til Eidomeni i det nordlige Grækenland. Fra Eidomeni betalte han en taxachauffør 160 dollar (1110 kroner) for at få ham til grænsen mellem Grækenland og Makedonien, hvor en tredje smugler hjalp ham med at krydse grænsen på fod, for 2150 dollar (15.000 kroner). “Det er en jungle af politi og smuglere derude, men sidstnævnte får resultater,” siger han. Europol erkender selv, at indsnævringer og uformelle lejre er opstået for at hjælpe folk med at komme over de lukkede grænser.

En sidste, mere adrenalin-induceret metode, som smuglere har udviklet for at få mennesker gennem Europa efter den ekskluderende aftales ikrafttræden, involverer lastbiler. Ifølge Arash, en 24-årig afghansk flygtning, bliver flygtninge rådet til at vente ved havnen i Patras i det vestlige Peloponnes, hvorfra der sejler mange færger til Italien. For 540 dollar (3750 kroner) giver en smugler dem grønt lys til at gemme sig under en lastbils dæk, hvis chaufføren ikke er klar over det. Er chaufføren derimod orienteret, kan prisen stige helt op til 4300 dollar (30.000 kroner), men så kan den rejsende også nyde en mere behagelig rejseposition.

Fra Patras til Bari, fortæller Arash mig, at han tilbragte 16 timer af sit liv i fosterstilling og kun drak en flaske vand og spiste et par dadler. Fra Bari flyttede han til Milano, så videre til Genova og til sidst Ventimiglia. For 500 dollar (3500 kroner) proppede en anden smugler ham ind i en bil sammen med tre andre mænd. De krydsede grænsen mellem Italien og Frankrig og ankom til Nice.

“Hver dag fragter han 20 flere ind på den her måde,” fortæller han mig. “Mange penge. Rigtig mange penge.”

Men for Arash har det været det hele værd; han bor nu i en flygtningelejr i Paris og venter på sit første asylinterview.

“Hvis Arash havde haft flere penge og været mere tålmodig, kunne han have været fri for den første del af hans rejse, den sværeste del,” siger Qahar fra interneringslejren.

Som det ser ud i marts 2017, har flere fixere kontaktet Qahar og fortalt ham, at de kan sende ham til Italien med skib uden at skulle lege gemmeleg med lastbilchaufførerne. “Smuglere har lavet alliancer med skibsejere, der først forsyner flygtninge og migranter med arbejdstøj og derefter ‘rekrutterer’ dem til diverse jobs på skibet, i den periode som turen tager,” afslører han.

Der er det listige nye ansigt af smuglernetværkene, hvis omstillingsparathed for længst har overstrålet skrøbelige interkontinentale aftaler.