Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland.
Dukkebordellet, med det meget passende navn ”Bordoll”, gør ikke meget væsen af sig. Det ligger mellem et metalværksted og nogle rækkehuse i den sydlige del af Dortmund. Den undseelige røde murstensbygning er diskret. Skiltet på døren er småt, og vinduerne er dækket til med sort belægning. Men indenfor finder man Tysklands seneste seksuelle nyskabelse: Landets første bordel med sexdukker.
Videos by VICE
29-årige Evelyn Schwarz er grundlægger af Bordoll. De seneste tre år har stedet fungeret som et almindeligt bordel og BDSM-studie. Men siden april 2017 er de begyndt at tilbyde kunderne muligheden for at have sex med en af de 11 tilgængelige silikone-sexdukker – 375 kroner for 30 minutter og 600 for en hel time.

Hvis man er glad for sexlegetøj i menneskestørrelse, kan man allerede vælge mellem 70 forskellige af den type bordeller i Japan, og det første europæiske sexdukkebordel åbnede i Barcelona i marts 2017. Det var ikke kun den voksende interesse, men også fordelene som arbejdsgiver der fik Schwarz til at hive konceptet til Tyskland. ”Dukkerne er de perfekte ansatte,” siger hun, da vi træder indenfor. ”De møder altid på arbejde, de er aldrig syge, de ser altid godt ud, og de tilbyder alle tre huller uden at brokke sig eller kræve mere i løn.”
Men hvem betaler for at have sex med en dukke? ”Det er virkelig mange forskellige typer,” forklarer hun. ”Fra 18-årige til 80-årige, fra arbejdsløse til prominente dommere.” Schwarz vil skyde på, at omkring 30 procent af gæsterne bare gerne vil prøve, hvordan det er at have sex med en dukke, mens 70 procent er faste kunder. Nogle af Schwarz’ klienter rejser langt for oplevelsen – og det, mener hun, skyldes dukkernes kvalitet.
”Det her er Top Model-standard,” praler hun. ”De fleste fyre ville slet ikke turde at tale med en kvinde i virkeligheden, hvis hun så så godt ud.”

Mens hun viser mig rundt på bordellet, forklarer Schwartz, at mange af hendes kunder godt kan lide dukkerne, fordi de ikke er levende. ”Mange af vores gæster ser det som en mulighed for at prøve nogle ting af, som de har set i porno,” siger hun. Hun forestiller sig, at nogle af hendes kunder aldrig har haft sex med en kvinde, for ”de er generte, næsten bange for kvinder.” For andre mænd er det bare et alternativ. ”Deres koner eller kærester har deres egne behov, og en prostitueret har sine grænser for, hvad hun vil gå med til seksuelt,” forklarer hun. ”Men vores dukker gør lige, hvad du vil have, i lige den stilling du vil have.”
Hun fortæller, at en af hendes kunder sagde det lige ud. ”Han sagde: ’Jeg ved godt, at det jeg laver er bizart og perverst. Men normalt når man har sex, bliver man nødt til at forholde sig til det andet menneske. Med en dukke behøver jeg ikke spørge, om det er godt for hende. Jeg skal kun tænke på mig selv.”

I lobbyen lugter der af cigaretter og den luftfrisker, som er brugt til at maskere røgen. Der er to sorte lædersofaer, en stol og et fladskærms-TV, der viser en pornofilm. I lokalet ved siden af kan man høre en sexarbejder og hendes kunde stønne – en påmindelse om, at det her bordel stadig også har noget for de mænd, der foretrækker kvinder fremfor dukker.
I starten kunne man kun leje dukkerne om søndagen. Men det varede ikke længe, før efterspørgslen var så stor, at Schwarz var nødt til at dedikere seks værelser til sit nye koncept, og de begejstrede anmeldelser begyndte at vælte ind på bordellets hjemmeside.
”Jeg havde store forventninger, men de blev fuldstændig overgået af virkeligheden. Jeg havde det så sjovt, og tiden gik hurtigt. Jeg var helt færdig bagefter,” skriver en glad kunde – selvom han nævner, at ”Naomi var meget tung og hendes led var lidt stive.” En anden beskriver, at sex med en dukke er ”95 procent” ligesom at have sex med en rigtig kvinde.

I lobbyen står Sabrina og viser sig frem – hendes falske læber er malet røde, og lange øjenvipper er placeret på hendes brune plastikøjne. Hendes specifikationer lyder: ”Skede: 18 cm, Anus: 16 cm, Oral: 13 cm, Ingen kønsbehåring.” Schwarz har betalt omkring 12.000 kroner for Sabrina. ”Prøv bare,” siger hun. ”Man kan bøje dem ret nemt.” Sabrinas bryster føles som overmodne tomater, men hendes brystvorter føles ret autentiske. Hendes silikonehud klistrer til min hånd ligesom rå kagedej.
”Anna er stjernen her i firmaet,” siger Andrea, som hjælper Schwarz med at køre bordellet. ”Alle beder om hende.” Den 55-årige peger på den blonde, blåøjede dukke på halvanden meter, som sidder i sofaen. ”Den første Anna brækkede ryggen,” tilføjer Schwarz. ”Det her er faktisk Anna nummer to.”
I dag har Andrea morgenvagten. Hun tager telefonen, tager imod gæsterne, rengører værelser og gør dukkerne klar til kunderne. Forberedelserne indebærer blandt andet at tage dukkerne fra værelset og desinficere dem. Derefter får de redt deres hår og får blondeundertøj og nylonstrømper på. Andrea vil ikke forklare i detaljer, hvordan hun gør dukkerne rene, men det tager op til en halv time. Det er en forretningshemmelighed, siger hun.

Mens vi går rundt, og Andrea tjekker hvordan dukkerne har det, er det svært at ignorere en iøjnefaldende og bekymrende detalje ved sexlegetøjet – de ligner lidt børn, især i ansigtet.
”Dukkerne er meget feminine,” svarer Andrea igen, da jeg spørger, om hun har det fint med, at hendes kunder tænder på noget, der ser så ungt ud. ”De har røv, hofter og store bryster. Der er ikke noget børnet ved dem.”
Alligevel har bordellet et bestemt lokale, for dem der tænder på skolepiger. Lokalet er indrettet som et klasseværelse med pult og en tavle. Men Andrea står fast på, at det eneste, de tilbyder, er et alternativt og sikkert sted, hvor folk kan få udløb for deres fantasier.

Da jeg skal til at gå, kommer en ny kunde ind ad døren. Andrea byder ham hjerteligt velkommen og giver ham hans foretrukne dukke, som han allerede har booket online. ”Er hun ikke smuk?” spørger hun. Han nikker begejstret. I lokalet finder han et udvalg af porno, en masse sexlegetøj, kondomer og glidecreme. Glidecreme er obligatorisk – det er en regel, de har for at sikre, at dukkerne ikke flækker. Man må heller ikke bide eller kradse dukkerne.
Men så er der heller ikke rigtig flere regler. De fleste afleverer dukkerne i god stand, fortæller Schwarz. Men det var en mand, som helt bogstaveligt penetrerede en af silikonedamerne.
”Han lavede simpelthen et ekstra røvhul i hende,” griner Schwarz, og tænder en smøg fra en lille sølvæske med et billede af Che Guevara på. Som teenager havde hun en ”kortvarig pseudo-punkfase”, hvor hun var vild med Che, forklarer hun. ”Det havde nok noget at gøre med, at jeg altid vil gøre tingene på min egen måde, lige meget hvad folk siger, ligesom ham,” siger hun. ”Der var så mange i branchen, der grinede af mig, da jeg købte dukkerne, men der er ingen, der griner nu.”
Mere
fra VICE
-

(Photo by Nina Westervelt/WWD via Getty Images) -

Niels van Iperen/Getty Images -

Hitchhiker Courtney speaks with VICE Culture Club host Jackson Garrett

