Hvad vi kan lære af at give LSD til delfiner

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

I 1961 samledes en håndfuld af verdens førende forskere ved Green Bank Observatory i West Virginia – hjemstedet for den moderne søgen efter udenjordisk intelligens, hvor et af verdens kraftigste radioteleskoper står. Mødet blev afholdt for at beslutte, om det var umagen værd at scanne universet for tegn på liv uden for Jorden. Gruppen døbte sig selv Order of the Dolphin for at ære John C. Lilly – en neuroforsker, som brugte en stor del af sin karriere på at tage LSD og forsøge at tale med delfiner.

Videos by VICE

Bare et par år tidligere havde John C. Lilly udvidet sin forskning i hjernen og bevidstheden til at inkludere delfiner. Han bemærkede, at delfiners hjerner er omtrent samme størrelse som menneskers, og tænkte, at hvis de også var lige så kloge som mennesker, ville vi så kunne kommunikere med dem?

For bedre at kunne studere sine cases åbnede John C. Lilly Communication Research Institute på øen St. Thomas, hvor han sammen med en lille gruppe kolleger forskede i delfinkommunikation. Hans tidlige eksperimenter, som blev udgivet i førende tidsskrifter som Science, viste, at delfiner er i stand til at efterligne menneskelige talemønstre, og at det var muligt at kommunikere på tværs af arterne.

Men hans uortodokse metoder har muligvis haft en væsentlig indflydelse på resultaterne. Han skrev i en artikel fra 1967, at han havde givet doser på 100 mikrogram LSD til delfinerne, fordi han var blevet autoriseret til at studere de potentielle terapeutiske effekter at stoffet som én ud af en håndfuld forskere i USA.

John C. Lilly lagde mærke til, at delfinerne på LSD var langt mere højlydte end sædvanligt. Det blev målt gennem en “lydcyklus” – hvilket vil sige den procentdel per minut, en delfin brugte på at lave lyde. Uden påvirkning af angst eller stimulation kan lydcyklussen for ædru delfiner svinge mellem nul til 70 procent. Men hos delfiner på LSD var lydcyklussen “meget sjældent nede at røre nul overhovedet.”

Forskeren så en endnu større effekt af LSD, når et menneske eller en anden delfin kom ned i bassinet med delfinen på LSD – hvilket fik lydene til at stige til omkring 70 procent lydcyklus i næsten tre hele timer (under kontrolforsøg, hvor delfinen ikke var på LSD, øgede interaktioner med andre mennesker eller delfiner kun lydcyklussen med omkring 10 procent). Med andre ord; så snart delfinen på LSD havde kontakt med et andet intelligent pattedyr, kunne den ikke holde kæft.

Som John C. Lilly fortæller i sin forskningsartikel om LSD og delfiner, så skabte hans arbejde indsigt i LSD og psykoterapi, selvom det ikke lykkedes ham at bevise, at han kunne etablere meningsfuld kommunikation på et “tavst sprog” bestående af vrøvlede vokaliseringer og fysisk kontakt.

“De fortæller os, når de ikke vil have os i bassinet, og de fortæller os, når de gerne vil have, at vi kommer i,” siger han i artiklen. “De siger det med gestikuleringer ved at puffe, nusse og en slags ikke-verbalt, ikke-vokalt sprog. Det er på et ret primitivt niveau, men det er absolut nødvendigt at gøre fremskridt på andre områder.”

Og hvad med LSD? I samme artikel beskriver John C. Lilly et imponerende resultat af sine eksperimenter, som involverede en delfin, der var blevet reddet efter at være blevet skudt gennem halefinnen tre gange med en harpun. Delfinens tidligere ejere havde haft et tæt forhold med delfinen, indtil den traumatiske hændelse fandt sted, men “efter det skete, ville hun ikke overhovedet ikke komme i nærheden af mennesker.” Delfinen udviste en meget skræmt adfærd og blev altid i den modsatte ende af bassinet, når der var andre i det.

To år efter hændelsen brugte John C. Lilly delfinen i et af sine kontrolforsøg og gav hende en indsprøjtning med 100 mikrogram LSD.

“Da LSD’en begyndte at virke 40 minutter efter indsprøjtningen, kom delfinen over til mig,” skriver han. “Hun havde ikke nærmet sig før. Hun blev i bassinet med det ene øje over vandet og kiggede mig i øjnene i ti minutter uden at bevæge sig. Det var helt ny adfærd. Jeg bevægede mig rundt for at se, om mine bevægelser havde nogen effekt, og hun fulgte mig rundt i kanten af bassinet. Nu kommer hun så tæt på som halvanden meter i stedet for at blive seks meter væk.”

Selvom John C. Lillys eksperimenter med delfin-kommunikation på mange måder var en etisk og videnskabelig fiasko, så havde hans arbejde en markant og positiv indvirkning på den måde, vi betragter stoffer, psykologi og kommunikation på tværs af arter. Takket være hans humaniserende tilgang til delfinernes intellekt, bliver de nu anerkendt som et af de mest intelligente væsner på Jorden, hvilket har ført til tiltag til at beskytte dem. Selv forskere ved SETI Institute – det Californien-baserede institut, der forsker i liv uden for Jorden – fortsætter John C. Lillys arbejde med undersøgelser af, hvordan delfiners og andre dyrs kommunikation kan hjælpe dem til at designe et filter, som kan afklare, hvorvidt et radiosignal fra rummet har et udenjordisk ophav.

I dag lever forskningen i kommunikation mellem mennesker og delfiner i bedste velgående; der findes nu software, der kan “oversætte” delfinvokaliseringerne, og forskning har vist, at delfiner har et kompleksitetsniveau i deres vokaliseringer, der kan hamle op med menneskeligt sprog (selvom eksistensen af en delfinsprog, eller delfinsk, stadig er et kontroversielt emne).

I sidste ende skal John C. Lillys arbejde med delfiner og LSD forstås som sprog i bred forstand, som inkluderer betydning, selv når der ikke er ord.

“Det vigtige for os med LSD’en hos delfinerne er, at resultaterne ikke har nogen betydning i den verbale forstand,” skriver Lilly. “Betydningen ligger fuldstændig i den ikke-verbale udveksling. Det er der, vi har gjort fremskridt. Vi har ingen, hvad man kan kalde rationelle udvekslinger af komplekse ideer, fordi vi ikke har udviklet kommunikation på den måde endnu. Det håber vi på at gøre med tiden, men vi accepterer kommunikation på ethvert niveau, hvor vi kan opnå den.”