At arbejde for Johnny Cash var et mareridt

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE US

Det følgende er et uddrag fra The Man Who Carried Cash, der udkom i maj. Bogen handler om det tumultariske forhold mellem Johnny Cash og hans canadiske manager, Saul Holiff. Den er skrevet af Julie Chadwick (der tidligere har skrevet for VICE) og er baseret på eksklusivt materiale fundet i Holiffs depotrum, efter han tog sit eget liv i 2005. Materialet omfatter båndoptagelser, hundredvis af intime breve og billeder, båndede telefonsamtaler med Cash, nyhedsartikler og pressemateriale. I nærværende uddrag møder vi Johnny Cash og Saul Holiff i begyndelsen af 1967. Johnnys misbrug var på sit højeste, og blandt promotere havde han fået øgenavnet Johnny “No Show” Cash. En planlagt koncert i Miami blev aflyst, før den overhovedet var gået i gang, da en tydeligt påvirket Johnny Cash stavrede ud på scenen og tiggede Saul om hjælp foran en sal fuld af publikummer.

Videos by VICE

Tre uger efter det katastrofale show i Miami var Johnny Cash Show booket til en to uger lang turné igennem Midtvesten, hvor Harry “Hap” Peebles var hovedpromoter. Som medstifter af Country Music Association nød Peebles stor anseelse ikke mindst i kraft af, at han bookede mere end 600 koncerter om året og satte en høj professionel standard. Han var med andre ord ikke en mand, man lagde sig ud med. Selvom Cash og Peebles havde et udmærket forhold, havde de to i 1961 haft et sammenstød over Peebles’ frugtesløse forsøg på at komme i lag med Rose Maddox under en turné. Cash kom hende til undsætning under et koncertstop i North Dakota, hvor sangeren slyngede Peebles op af en mur og sagde til ham “Hvis du nærmer dig Rose igen, slår jeg dig ihjel.” I 1967 lod hændelsen til at være glemt for begges vedkommende, men Cash Show erfarede hurtigt, at de havde andre problemer, da turnéen begyndte, og Johnny var væk.

“Johnny dukkede ikke op til de første fire koncerter,” sagde Johnny Western. “Hap Peebles skulle efter sigende have fortalt Saul, at Johnny var gledet på isen i Nashville foran Columbia Recording Studios. Han var faldet og havde brækket fire ribben, og lægen havde sagt, at han ikke måtte rejse og slet ikke med fly, før hans ribben var helede. Det var den officielle historie.”

Sandheden skulle vise sig at være mere kompliceret. Da Cashs skilsmisse fra Vivian var på trapperne, var Cash desperat for at være sammen med June, men hun havde sagt til ham, at hun ikke ville gifte sig med ham, før han havde fået styr på sine misbrugsproblemer. Det var imidlertid en håbløs tanke. Cash var længere ude, end han nogensinde havde været. Det var på det tidspunkt, omkring begyndelsen på den føromtalte turne, at de to var havnet i et voldsomt skænderi over problemet og ifølge kilder, havde June taget nogle af hans bedøvelsespiller. Hun forlod derefter Cash i vrede for at tage på turné, og efter en rådslagning bestemte June, Saul og formodentlig Marshall, at gruppen skulle fortsætte med de planlagte koncerter uden Johnny. Den altoverskyggende ambition var at undgå et sagsanlæg, kombineret med en frygt for at træde Hap Peebles over tæerne, men musikerne var også frustrerede over den tabte fortjeneste – det var trods alt arbejde.

“Vi spillede i Fort Smith, Tulsa og Oklahoma City uden Johnny Cash, men så hørte vi et rygte om, at Johnny var rasende over, at vi gennemførte turnéen under hans navn, og at han havde konfronteret Hap med det,” sagde Western. Cash var i sandhed vred og gav udtryk for det i et brev til June, som hun gav videre til Saul.

Johnny følte sig bedraget og skrev i brevet, at June havde svigtet ham ved at gennemføre turnéen sammen med resten af truppen. Det, i sig selv, var værre end noget andet, han havde udsat hende for, skrev han. Som han så det, havde hun behandlet ham værre, end han havde behandlet hende. Han kunne slet ikke begribe det. Kunne hun ikke forstå, hvor hårdt han arbejdede på at blive et bedre, stærkere menneske? Det havde han også fortalt hendes far, Ezra Carter, ansigt til ansigt. Ezra var en mand, han havde dyb respekt for, og gennem deres mange samtaler om bøger og tro havde de to formet et særligt bånd. Johnny havde fortalt Ezra, at han havde i sinde at “være den mand, de alle ville være stolte over,” og det mente han oprigtigt. Men nu … hvad betød Junes handlinger? Kunne hun ikke se, at det de havde, var noget særligt og smukt? Havde hun tænkt sig at droppe ham? Hvis det var tilfældet, “burde du overveje en anden facon,” skrev han. “I lang tid har du været min fremtid, og jeg har været din,” fortsatte han og tilføjede, at det var svært for ham at forstå, hvordan hun kunne smide deres fremtid, og alt de havde bygget sammen, væk bare for en to uger lang turné.

Med hensyn til de andre, inklusiv Saul, havde han ikke ord, skrev han. De måtte forklare sig overfor ham ansigt til ansigt. Men hvis de insisterede på at fortsætte turnéen uden ham, måtte de fjerne hans navn fra banneret. Han bad også June om at vise hensyn og ikke optræde med deres duetter sammen med en anden.

En stor del af Johnnys galde var også rettet mod Hap Peebles, som han synes havde glemt, at han bare var en lille lokalpromoter, hvis rolle var at præsentere kunstnerne og ikke andet. Han havde heller ikke ret til at handle, som han havde gjort, mente Johnny. Johnny følte sig “vanæret, tilsidesat og behandlet respektløst” og ville have Peebles blacklisted. “Du forstår, og det vil Hap også snart, hvad det er I har gjort,” rundede Johnny brevet af med at skrive.

Duetterne, som Cash henviste til i brevet, var en af de mest populære dele af showet, hvor han og June sludrer på scenen over musikken, spøger med hinanden og synger sange som “It Ain’t Me, Babe” og deres seneste hit “Jackson”. Sidstnævnte, der er inspireret af teaterstykket Who’s Afraid of Virginia Woolf?, er skrevet som en musikalsk samtale mellem et ægtepar. Sangen var intim, morsom og spillede på parrets naturlige kemi. Inden den blev udgivet op til turneen i februar og nåede en plads som nummer to på country-hitlisten, havde den gennem et stykke tid været en fast del af forestillingen. Den blev også senere del af et album af duetter, der påfaldende nok fik titlen Carryin’ On with Johnny Cash and June Carter.

“Backstage sad vi og talte om, hvordan ‘Johnny ikke når det før om to-tre dage. Vi bliver nødt til at fortsætte. Eller som June ville sige, “Klemme på,” så det gjorde vi,’” huskede Western. “[Saul] sagde, ‘Vi må alle tage en ekstra tørn. Western du skal præsentere forestillingen, men i stedet for femten eller atten minutter, skal du klare tyve til toogtyve minutter.’ The Statlers kunne sagtens udvide deres del af forestillingen, men de var Johnnys korsangere og stod anført sådan på plakaten. Gordon Terry, alle, lagde kræfterne i og fik forestillingen til at fungere.”

Til stede blandt publikum ved den ovennævnte koncert var Bob Wootton, en stor fan af Cash, der havde lært sig selv at spille guitar ligesom Luther Perkins. Han havde ikke mange penge, så det havde taget lang tid at spare sammen til billetter, inden han satte kurs mod Tulsa Civic Centre sammen med sin kone og parrets naboer. “Jeg havde betalt gode penge for at se Johnny Cash, og så dukkede han ikke engang op… Men jeg blev alligevel. Så optrådte Johnny Western, han spillede ikke Johnny Cashs sange, og selvom jeg godt kunne lide dem, var jeg alligevel skuffet. Jeg havde set John en gang før, og det havde jeg nydt, så jeg tænkte, ‘det her bliver godt,’ men så dukkede han ikke op,” sagde Wootton.

Efter truppen havde gennemført fire forestillinger, med aflysninger ind i mellem, vendte Cash pludseligt tilbage til turnéen. “Det var nået til et kritisk punkt, hvor truslerne fløj gennem luften. De blev ved at ringe til ham og sige ‘Det er enten eller. Nu tager du dig sammen og bliver ædru nok til at optræde, ellers lægger vi sag an, og det bliver et stort problem,’” sagde Western.

Rækken af aflyste koncerter var foruroligende og ikke bare af åbenlyse årsager. I den sidste halvdel af 1966 havde Saul arbejdet hårdt for at sikre en lukrativ aftale med Moeller Talent, et stort Nashville-baseret bookingbureau, der skulle arrangere koncerter med Johnny Cash Show ved rodeoer og byfester den følgende sommer. Cashs omdømme var på vej i rendestenen, og Saul havde brug for Moellers hjælp til at booke sommerens koncertkalender. Aftalen var vigtig, og Saul var desperat.

En af koncertdatoerne, der blev arrangeret af bureauets direktør, den tidligere bankmand W.E. “Lucky” Moeller, blev af Saul beskrevet som “ikke bare den største sum penge, der nogensinde er betalt for en enkelt C & W-optræden, men dobbelt så stort som noget tidligere beløb betalt i branchen.”

Da Saul i mellemtiden havde svært ved at finde forårsdatoer i USA, var han nødsaget til at investere sine egne penge i at promote og booke en syvdags-turne for Cash i det vestlige Canada i april, 1967. Johnny skulle kun komme til at optræde ved halvdelen af koncerterne.

“Vi var i Edmonton, og han var helt ude i tovene på amfetamin. Han havde en Martin, en rigtig, rigtig dyr guitar,” fortalte Saul forfatteren Michael Streissguth. “Han sad i et mørkt lokale, havde ikke sovet i dagevis og havde allerede misset en af koncerterne. Og det var mig, der havde booket dem personligt, fordi ingen anden ville gøre det. Der var ingen, der stolede på, at han ville dukke op. Han tog guitaren og smadrede den mod væggen. Jeg havde nok provokeret ham lidt. Han havde åbenbart ikke modet til at slå mig med den, så han hamrede den ind i væggen i stedet.”

Det lakkede mod enden. Denne gang var det Sauls tur til at aflyse resten af koncerterne og sporløst forsvinde – noget han skulle gentage over årene. “Jeg var fremragende til at forsvinde,” sagde han. “Hvis jeg følte mig krænket, forsvandt jeg bare. Jeg synes ikke, jeg svigtede ham. Jeg tror ikke engang, han vidste, hvor jeg var. Så jeg smuttede, men vi fandt altid sammen igen.”

Det var ikke kun bookerne, der var frustrerede over Cashs upålidelighed. Fansene var også begyndt at gennemskue historierne om hans “halsbetændelser”, “brækkede ribben” og utallige andre undskyldninger. To uger efter Saul havde forladt turneen, ankom Johnny Cash Show til en koncert i Waterloo, Iowa. Efter Cash var gået kold på hotelsengen, ransagede Marshall og June hans værelse og skyllede samtlige piller, de kunne finde ud i toilettet. De blev enige om at lade ham sove ud i håb om, at tolv timers søvn ville gøre underværker og præsterede at klare koncerten uden ham. Men fansene blev endnu engang skuffede.

“Jeg var en blandt mange, der udvandrede fra koncerten og bad om at få mine penge igen,” sagde Mrs. Ray Kunhtzi i et brev til redaktøren efter koncerten. “Jeg havde ondt af resten af truppen. Jeg ved, de er dygtige entertainere, men jeg følte også, det var min ret at bede om pengene igen. Det kan godt være Johnny Cash er et stort navn i underholdningsbranchen, men hvis han har så lidt respekt for sine fans og fans af country generelt, som hans opførelse antyder, så er han i den forkerte branche. Ingen af dem, der bad om få billetten refunderet, troede på, at han bare var ‘nervøs.’”

Snart blev ondt værre, da der kom nyt fra Lucky Moeller angående de ekstra optrædener. Selvom han havde arbejdet hårdt på det, var det kun lykkedes ham at sikre fire koncerter til Johnny over sommeren. Selvom de havde “stor forståelse for Jonny Cash-situationen,” var de også klar over, at “situationen” påvirkede hans evne til at sælge billetter. “Jeg har virkelig anstrengt mig for at sælge Johnny hos nogle af de større byfester, men arrangørerne er skeptiske hver gang,” skrev Moeller. “De ville gerne hyre Johnny, men de var bange for, at han ikke ville dukke op.”

Selvom han blev ved med at misse koncerter, havde Cash alligevel tid til brokke sig over Sauls manglende evne til at booke koncerter. Til sidst kogte Sauls temperament over. “Moeller har knoklet for at booke dig rundt omkring, men efter at have foreslået dig hos samtlige købere i branchen, har han kun fået fire jobs,” sagde Saul. “Din professionelle optræden er fuldstændig forkastelig, og du er fløjtende ligeglad med alt og alle omkring dig.”

Ud af de fire jobs Moeller havde sikret for sommeren, missede Johnny tre af dem.

“Vi gjorde vores bedste for at forsikre arrangørerne, om at han nok skulle dukke op, hvad han så selvfølgelig ikke gjorde. Det var ikke bare en pinlig situation, men også potentielt skadeligt for forretningen, når vi skal sælge kunstnere til næste sæson,” sagde Moeller. Selvom de ikke bar nag mod Cash, så de sig nødsagede til at bede om erstatning for de 11.000 dollars, de havde tabt i provision, tilføjede han. Ved Missouri State Fair ventede en forsamling på 14.000 mennesker gennem en stegende hed søndag eftermiddag på “No Show” Cash. Til sidst måtte et lokalt par, R.C. og JoAnn Holmes, træde til og optræde i stedet. Arrangørerne ved Illinois State Fair blev imidlertid så vrede, at de lagde sag an.

Mens Saul kæmpede med at stable endnu et juridisk forsvar på benene på vegne af Cash, bød forbundsstaten ind med sit eget sagsanlæg på 125.000 dollars over skovbranden. Og sagsanlægget fra Stew Carnall ville heller ingen ende tage. Saul havde planlagt en turne i Storbritannien sammen med promotoren Mervyn Conn, men følte sig overvældet af arbejdet som manager. “Jeg er den eneste booker i showbusiness, der arrangerer koncertdatoer, tager sig af billetindtægter, slukker ildebrande, når folk er vrede over aflyste forestillinger – det omfatter tonsvis af breve, telefonopkald, telegrammer og møder – og gør det vel at bemærke for egen regning. Det er helt unikt,” vrissede han af Cash. Ikke alene måtte han sørge for, at Moeller fik sin provision udbetalt, han måtte gøre det velvidende, at han aldrig selv ville blive betalt for de koncerter, Cash havde misset. Han ville heller ikke blive kompenseret for de måneder, han havde brugt på arrangere Cashs skilsmisse, som nu næsten var overstået. Dråben, der fik bærret til at flyde over, blev da Cash, som havde økonomiske problemer, bad Saul om at tage fem procent mindre i provision og samtidigt beskyldte ham for at svindle med pladesalget efter en forestilling i Saginaw, Michigan.

“Ved at konfrontere mig på en søndag aften angående pladesalget og antyde, at jeg har taget en tredjedel, har du bragt mig i forlegenhed, ydmyget mig, nedgjort mig og fået til at fremstå som utroværdig – helt uden grund – foran alle ved forestillingen inklusiv [promoter] Phil Simon og de af hans kolleger, der var til stede. Du fik det til at se ud, som om jeg ville stjæle sølle fire-fem hundrede dollars,” skrev Saul. Cash missede ikke alene lige så mange koncertdatoer, som han nåede, ifølge Marshall Grant. Han brændte også de få indtægter, han havde af på ekstravagante køb. “Du er gået glip af 40.000 dollars i indtjeninger indenfor et år plus omkostninger ved refundering,” forsatte Saul. “Selvom økonomien i forvejen var stram, føjede du både Carter Family og Carl Perkins til programmet, en ekstraudgift på 70.000 dollars om året. Du har købt et nyt hus til 150.000 dollars, købt land, en ny Cadillac, et nyt hegn, en ny bus, antikke møbler og brugt penge på indretning.”

Selvom Saul satte spørgsmålstegn ved logikken i at skære i provisionen (ned til 10 procent efter omkostningerne var fraregnet) for at komme Cashs økonomiske problemer til livs, gik Saul alligevel med til det i sidste ende. Men på en betingelse. Cash skulle blive bedre til at styre sin udgifter og vigtigst af alt, var det slut med at misse flere koncerter.

Det skulle vise sig at blive en udfordring for Cash, der i et forsøg på at betale de penge, han skyldte, havde modtaget to lån fra Columbia Records på i alt 125.000 dollars for at sikre en udbetaling på hans nye hjem i Hendersonville mod at Columbias ledelse kautionerede for ham.

Selv hvis det lykkedes ham at skære ned på de unødvendige udgifter, skulle skilsmissen fra Vivian blive dyr. Efter Cash opgav at modsætte sig skilsmissens betingelser d. 30. august, stod Vivian til at modtage halvdelen af Cash indtjening, mens de to var gift. Ydermere måtte Cash afstå halvdelen deres fællesaktiver herunder et hus i Casitas Springs, 1.000 dollars i underholdsbidrag om måneden og 1.600 dollars i børnepenge for hver af parrets børn. Cash hang også på regningen til advokaten, der var løbet op i 5.600 dollars. “Husk på, meget lidt blev sat til side til at betale indkomstskat for 1967, og der mangler stadig en del penge,” skrev Cashs advokat Bruce Thompson. “Jeg må på det kraftigste opfordre dig til at rette opmærksomhed på din økonomiske situation omgående.”

Alt var kaos, og Cash var ved at gå helt ned. Skænderiet over pengene med Vivian blev ophedet og kogte helt over, da Cash købte en nu turnebus til 9.600 dollars. Han forklarede, at truppen havde brug for bussen ikke bare til deres egen transport, men også for at kunne få bagage og instrumenter med. Planen var at stille bussen hos Marshall og udelukkende bruge den i forretningsøjemed. Han bad Vivian huske på, at bussen var nødvendig for at han kunne tage på turne og tjene penge til at betale underholdsbidrag og børnepenge med. Johnny forklarede, at omkostningerne forbundet med købet af bussen skulle dækkes med deres fælles penge over de følgende tre måneder. De havde fortsat delt økonomi frem til det nye år, og hvis Vivian modsatte sig købet, ville det ikke kun påvirke ham, men også hende.

Det hele var blevet for meget for Cash. Han var næsten helt holdt op med at spise. “Jeg ønskede ikke at dø, men jeg havde givet op. Jeg havde accepteret, at jeg var i gang med at tage livet af mig selv, og jeg havde tænkt mig at nyde det, så længe det varede,” skrev han. Det var tydeligvis ikke et godt tidspunkt at tackle misbrugsproblemerne. Cash blev stresset, når han var ædru, og det gjorde ham til gengæld mere afhængig af stoffer, end han før havde været. June Carters kærlighed til ham var det eneste lyspunkt i hans liv, men misbruget var også ved at ødelægge det forhold.

Kampen for at holde Cash i live var blevet rutine for June og Marshall, der fortsat ihærdigt forsøgte at skaffe Cashs pillelager af vejen, slippe af med pushere, rydde op efter Cash og sørge for at han fik mad og søvn, mens de opmuntrede ham til at blive clean. Men June havde fået nok. Da Cashs skilsmisse endelig blevet afgjort, sagde June til Cash, at hun ville forlade ham efter oktober-turneen gennem Michigan og Indiana.

Udmeldingen drev Cash helt ud på kanten. En aften, efter en koncert ved Morris Civic Auditorium i South Bend, Indiana, vendte han sig i desperation mod Saul, manden der altid havde løst problemerne, manden der altid kunne rede trådene ud i selv de mest komplicerede situationer. Mens tårerne strømmede nedover hans kinder, fandt Johnny en kuglepen frem, og da han begyndte at skrive, væltede alt smerten, han havde oplevet, ud på papiret.

The Man Who Carried Cash er udgivet af Dundurn og er ude 27. maj i Canada og 20. juni i USA.