"Hele festivalen var dødsdømt og blev kun mere lortet for hvert minut, der gik"

Denne artikel blev oprindeligt bragt den 28. april af Thump. 

Der udbrød kaos under weekendens Fyre Festival, en musikfestival på Bahamas, der er organiseret af Ja Rules selskab Fyre Media, da flere af hovednavnene aflyste deres optrædener og festivalgæster blev snydt for størstedelen af de luksus-tilkøb, som de havde betalt op til $12.000 (81.924 kroner) for. Her genfortæller den 22-årige festivaldeltager Dylan Caccamesi sit tropiske festivalmareridt. 

Som fortalt til Michelle Lhooq

Jeg besluttede mig for at tage på Fyre, fordi jeg ville have en luksus-miniferie krydret med musik og fest. Vi blev lovet en eventyrlig once-in-a-lifetime oplevelse, med gastronomi i verdensklasse og en skattejagt med en million dollars på højkant. Det viste sig i stedet at være et uorganiseret clusterfuck, der flød med tarvelige sandwiches.

Min ven sendte mig linket samme dag, som festivalen annoncerede, at GOOD Music skulle spille, og de havde en rabatordning – hvis man købte billetten den dag, fik man den 25 procent billigere. De havde ikke offentliggjort det fulde lineup på det tidspunkt, men arrangørerne var meget sådan, "Køb nu, tro os, det bliver awesome." De havde fået alle de her store og kendte personligheder til at gøre reklame for det på internettet, for virkelig at sælge det som noget, der ville blive en banger.

Mindsteprisen for en billet var $1600 (10.920 kroner), så min ven og jeg lagde rabatprisen på $2700 i stedet for $3200. Jeg retfærdiggjorde det over for mig selv ved at se sådan på det, at det, jeg betalte, var omtrent det samme, som jeg ville få, hvis jeg havde købt en almindelig ferie til Bahamas, bortset fra at der ville være gratis mad, musik og muligheden for at hænge ud med folk på min egen alder. Til trods for, hvad diverse medier har skrevet, så fik vi, hvad vi betalte for med hensyn til logi: et telt med to senge. Men jeg tror, at de mennesker, der betalte ekstra for VIP-pakkerne, blev røvrendt. De endte også i telte uden nogen af de opgraderinger, de var blevet lovet.

Jeg fløj fra New Jersey om onsdagen og mellemlandede i Miami. De sagde, at vi ville blive fløjet til øen med privatfly, men det var almindelige fly – Swiss Airlines – og mit fly var forsinket. Da vi var i luften, fandt jeg ud af, at Blink 182 havde aflyst, hvilket bekræftede rygterne om, at festivalen ikke betalte kunstnerne. Men alle var stadig ellevilde efter at komme til Bahamas.

Det sekund, vi trådte af flyet, var der Instagram-modeller, der forsøgte at få os i stemning. Vi ventede på en lille bus, der skulle køre os fra lufthavnen til festivalpladsen på stranden, men det viste sig, at der ikke var booket nogle busser, så vi var nødt til at tage lokale taxaer. Og midt i al forvirringen stod Instagram-modellerne bare sådan, "Oh my god guys, I er slet ikke nok oppe at køre, kom så! We're like, in the Bahaaaamas!"

Da vi ankom til festivalen, var der en enorm kø til at tjekke ind ved det her sminkede skur tæt på scenen. Folk var begyndt at blive irriteret, så modellerne begyndte at løbe rundt og hælde tequila i kæften på os for at flytte fokus. Til sidst var der en eller anden fyr, der sagde, "Hey, hvis du har købt en duo-pakke, så følg efter mig." Så fulgte han os et eller andet sted hen og sagde, "Okay, bare vælg et telt." Vi blev ikke tildelt et – der var bare frit valg. Samtidig hørte vi, at myndighederne i Miami ikke lod flere fly tage afsted, fordi festivalen var så dårligt organiseret, at de vurderede, at det var farligt at lade folk tage afsted.

Min ven og jeg fik vores telt, smed vores lort derind og gik ud for at finde nogle drinks. Drinks kostede $14 (95 kroner), hjernedødt dyrt, og de blev serveret i bittesmå kopper på størrelse med dem, man spytter i hos tandlægen. Men vi tænkte bare, ja, ja, whatever. Så nåede vi dertil, hvor vi begyndte at spekulere over, hvad vi mon skulle finde på i forhold til mad.

Der var et kæmpe telt, hvorfra de serverede salat og indpakkede, færdiglavede skinke/ost sandwiches – på ingen måde de lækkerier, vi var blevet lovet. Man kunne fornemme, at alle de ansatte var lokale, der ikke havde nogen ide om, hvad de stod midt i. Der var også lokale musikere, der spillede på scenen, hvilket var fedt nok, men der var ikke nogen af hovednavnene, der dukkede op. Hele festivalen var dødsdømt og blev kun mere lortet for hvert minut, der gik. Alle var bare sådan helt, WTF sker der??

Folk begyndte at lede efter måder at komme hjem igen – der var nogen, der overnattede i lufthavnen for at sikre sig et sæde på de første fly væk fra øen. Festivalpersonalet fik os til at skrive under på nogle papirer, så de kunne holde styr på, hvem der fløj ind og ud. De sagde, at vi ville få pengene tilbage, men jeg ved ikke længere, om jeg kan stole på noget af det, de siger – nu er næste skridt et fælles sagsanlæg.

Vi besluttede os for at overnatte i teltet og tage hjem om morgenen. I dag vågnede jeg, og vi ved stadig ikke, hvor vores fly er, eller om vi får vores penge tilbage. Alle, der er fanget her, fester bare på stranden og drikker sig i hegnet. De giver os gratis drinks for at holde os glade og beskæftigede, men de vil ikke fortælle os, hvornår vores fly kommer. Alle dem, der er ansvarlige for den her festival, har stukket hovedet i busken og nægter at tale med nogen.

Da jeg købte billetter til Fyre, åd jeg al den snak om luksus råt – jeg havde forventet at møde alle de her unge, snobbede rich kids. Og ja, Instagram-modellerne var der da, men langt størstedelen var ganske almindelige mennesker sent i 20'erne eller tidligt i 30'erne. Jeg er 22 år gammel, og mine venner og jeg var blandt de yngste mennesker på festivalen.

I starten troede jeg, at festivalen ville være fed, og at alle ville være nogle røvhuller – men det viste sig at være præcis det modsatte, der var tilfældet. Alle var søde og nede på jorden. I stedet er det de mennesker, der er ansvarlige for festivalen, der er røvhullerne i historien.