10 spørgsmål du altid har haft lyst til at stille en sygeplejerske

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland og bringes her med bidrag fra VICE Danmark

Sygeplejersker spiller ofte hovedrollen i ugebladsnoveller eller porno, men i virkeligheden er deres arbejde undervurderet og underbetalt. Helt ærligt, der er ikke penge nok i verden til at kompensere for deres daglige udfordringer – vi ville allesammen dø en grusom død uden dem, og samtidig skal de udholde de klammeste og sørgeligste ting ved os som mennesker. I Danmark svarer 54 procent af sygeplejerskerne i en undersøgelse, at de får ofte eller altid uventede arbejdsopgaver, hvilket skaber et tidspres, der tager tid fra patienterne.

“Det er rart, når folk forstår, at jeg gør mere end bare at tørre røv på fremmede mennesker,” siger den 22-årige sygeplejerske Jana fra Niedersachsen i Tyskland. Hun har arbejdet som sygeplejerske i et halvt år og fortæller, at hun i den periode aldrig har følt, at hun har tid nok til sine patienter, fordi hvert ekstra minut, hun bruger på en patient, kunne bruges på de 20 andre, der venter på pleje.

Jana var med på at besvare alle de spørgsmål, jeg ville stille til en person, som arbejder med mennesker i deres mest sårbare øjeblikke.

VICE: Hvad er det mest ulækre ved dine patienter? Lange tånegle, lort, pus?
Jana: Der er to ting, jeg virkelig har svært ved – at vaske penis og at rense fingernegle. Jeg er sygeplejerske, ja, men jeg er også bare et menneske. Når man vasker en penis, er man nødt til at hive forhuden tilbage først. Det er ikke altid let. Nogle gange er patienterne ikke blevet vasket i ugevis, og så samler der sig en masse snask dernede. Lugten giver mig kvalme. Jeg har det ligesådan med at rense folk under neglene – der kan være hvad som helst derunder. En af mine kollegaer kastede engang op i en skraldespand, men det er aldrig sket for mig.

Får dine mandlige patienter nogensinde erektion, når du vasker dem?
Ja, det hænder da. Det er ligsom en refleks, og de kan ikke gøre for det. Det er ikke så slemt – i det mindste gør det en penis nemmere at vaske. For nylig kom jeg ind på en stue med en bakke mad, mens en patient legede med sig selv. Han stoppede ikke, da jeg kom ind – han var ikke helt mentalt stabil. Nogle mennesker bliver reduceret til deres urinstinkter, når de er i den tilstand. Og jeg skal tit høre på klamme jokes, hvilket kan være ret irriterende. Eller også er der patienter, som sagtens kan vaske sig selv, men som siger: “Du er bedre til at gøre det.” Det er virkelig ubehageligt.

Hvor ofte udfører du opgaver, som en læge burde håndtere?
Det sker hver eneste dag – blodprøver, intravenøse katetre, lægge drop. Mange af lægerne giver opgaverne videre, og det irriterer mig virkelig, når de glemmer, at det faktisk er deres job. Der er et meget stærkt hierarki på hospitalet. Nogle læger nyder virkelig at markere, at de er lægen, og du er sygeplejersken. En overlæge kaldte mig endda maeuschen (“lille mus”). Jeg lader ikke sådan noget passere, så jeg spurgte ham, om han mente det seriøst. Ellers ville han ikke have tænkt over det. Sådan er spillet, og nogle sygeplejersker accepterer det bare.

Hvis du selv skal på hospitalet, bliver du så indlagt der, hvor du selv arbejder?
Absolut ikke. Jeg ved, hvordan tingene fungerer der, og hvordan tidsbegrænsningen gør det svært at holde plejestandarden for personalet. Og jeg ville ikke have lyst til at blive opereret af folk, jeg kender. Der er læger og sygeplejersker, der taler om patienterne, mens de er bevidstløse.

Hvad siger de om patienterne, der er bevidstløse? Gør de grin af deres penisstørrelse for eksempel?
Ja, det kunne godt være. Det er ikke kun på operationsbordet – også bag lukkede døre. Men helt ærligt tror jeg, man har brug for en sans for humor for at kunne klare jobbet. Det er for eksempel forfærdeligt, at folk har demens. Men det er altså også virkelig sjovt, hvis nogen siger, at de er bekymrede for ikke nå bussen hvert tredje minut. Nogle gange er man bare nødt til at grine. Men man skal altid behandle folk med respekt. En person med demens ved måske ikke, hvad der foregår, men de har stadig ret til at blive behandlet som mennesker.

Har du nogensinde stjålet medicin?
Nej, det ville være forkert og næsten umuligt, tror jeg. Der er næsten altid folk i depotet , og alt det vilde er låst inde. Der er kun en enkelt sygeplejerske, som har en nøgle til det opbevaringsrum, og det skal dokumenteres, hver eneste gang man man tager noget som opioider eller morfin.

Undlader du nogensinde at vaske hænder før eller efter en patient?
Vi har en meget høj hygiejnestandard på hospitalet, men den bliver ærligt talt ikke altid overholdt. Men så længe, man ikke er usteril, så er det ikke så slemt. Standarden er egentlig bare en teori, og man kan ikke altid leve op til den i praksis på grund af tidsbegrænsning. Det ville være kritisk, hvis man for eksempel ikke havde tid til at rense sår ordentligt. Jeg sørger for at have tid nok til alle – også selvom jeg ikke altid har det.

Er der patienter, der er blevet forelsket i dig?
Jeg tror, “forelsket” er et meget stort ord, men jeg er da blevet tilbudt nogle telefonnumre. De har måske prøvet nogle andre først, eller bare gjort det af kedsomhed. Jeg har aldrig haft noget kørende med en patient, men jeg har heller aldrig været vild med nogen.

Bliver du bedt om at spille “sexet sygeplejerske” af mænd udenfor hospitalet, når de hører, hvad du laver?
Jeg har aldrig mødt en mand, der responderede på den måde. Okay, måske er der nogen, der gerne vil “lege doktor” eller har sagt, at det gør ondt mellem benene på dem, så måske jeg kunne tjekke det ud. Men come on, jeg har ikke tid til den slags fyre.

Har du set mange mennesker dø?
Jeg har været til stede til omkring seks menneskers død. Den værste var den første gang, hvor jeg så en kvinde dø – jeg kom ind på stuen og kunne se med det samme, at hun kæmpede med at trække vejret. Når patienter dør, fyldes deres lunger ofte med vand og begynder at lave en forfærdelig gurgle-lyd. Hun var næsten blevet kvalt, da jeg kom. Morfinen havde fået hende til at slappe af og havde lettet hendes vejrtrækning, men det var for sent. Jeg glemmer aldrig den lyd. Folk dør hver eneste uge på hospitalet – jeg kommer ofte ind om morgenen til nyheden om, at en patient er død eller er blevet sendt på hospice. Jeg vil ikke sige, jeg er blevet vant til døden, men jeg synes, jeg har lært at håndtere den.

Jana sendte os et billede af sig selv, som blev bragt i den originale tyske version af interviewet. Efter en personlig reaktion bad hun os om at sløre hendes ansigt på billedet.