Broadly

Marie Hyld lod, som om hun var kærester med sine Tinder-matches

Og så fotograferede hun dem.

af Lene Munk; billeder af Marie Hyld
23 januar 2018, 9:38am

”Jeg har været på Facebook, Instagram og Tinder, jeg har scrollet og swipet, til jeg var ved at brække mig,” fortæller fotograf Marie Hyld, da jeg spørger, hvorfor hun begyndte på fotoprojektet Lifeconstruction. ”Samtidig var jeg nysgerrig på den her konstruerede verden, vi ofte bliver præsenteret for på de sociale medier. Hvordan den opbygges og opretholdes.”

Derfor gendannede hun sin Tinder-profil og tilpassede den projektet. Profilteksten beskrev, hvordan hun gerne ville komme på besøg og fotografere sit match og sig selv, mens de lod, som om de var nyforelskede eller var i et længere forhold, og den beskrev, hvordan det skulle foregå, at det ville blive offentliggjort, og at hvis man matchede, så gik man med til det.

”Og så swipede jeg bare mennesker ind, og det var rigtig spændende at se, hvem der sagde ja. Der var næsten ikke nogen, jeg ikke matchede med. De var bare på, den ene efter den anden,” fortæller hun.

Marie Hyld er 24 år og bor i København. Hun har altid fotograferet, og hun har dygtiggjort sig på Grundtvigs Højskole og KBH Film- og Fotoskole i Valby. Til daglig læser hun ergoterapi på Metropol.

Motivationen bag Lifeconstruction er egentlig, at Marie Hyld blev provokeret af de sociale mediers negative indflydelse på os. Hun kunne se, at mange mennesker omkring hende blev kede af at se de smukke kroppe og perfekte liv, som oversvømmede Facebook, Instagram og deslige. At hun selv og andre sammenlignede med deres eget liv, egen krop og eget sind og følte sig utilstrækkelige.

”Det er farligt, hvis man ikke helt ved, hvem man er. Jeg følte mig virkelig provokeret af det, men det er jo svært at slukke for dem.”

Marie Hyld mener, at de sociale mediers overfladiskhed trænger ud i vores interaktioner med hinanden i den fysiske verden. For eksempel når vi dater. Det polerede billede, vi har konstrueret af os selv på Tinder, forsøger vi at opretholde, også når vi mødes fysisk. Og det gør det svært at være åben, til stede og at lade sig føre med, mener hun.

På fotografierne i serien har hun i nederste venstre hjørne skrevet, hvor længe hun har kendt personen, da fotoet bliver skudt. Altså, den tid, der er gået, fra hun bankede på døren hos et menneske, hun slet ikke kendte, til hun fotograferede et ret intimt billede af dem sammen.

”Det var ren puls. To mennesker i et rum. Jeg kom som regel med musik, tog en højtaler med, og så spurgte jeg dem, hvad vi skulle høre, og det hjalp dem også til at løsne op og lade sig føre med. Vi kendte slet ikke hinanden, men det føltes hurtigt, som om vi gjorde, fordi vi spillede en form for skuespil. Det bankede barriererne ned på nul kommer fem i forhold til, når man sidder på en rigtig date med et bord med ternet dug i mellem sig. Det knuste den her intimsfære.”


Hvor meget vidste du om den scene, du ville sætte i billedet, inden du mødte op?

”De fleste gange var jeg inspireret af omgivelserne, som jeg jo ikke kendte, da jeg bankede på døren. Det var også en spændende del af det; hvad var det, man gik ind til? Jeg måtte slå hjernen fra, indtil jeg stod der, og så måtte jeg lade mig føre med. En stor del af projektet, handlede for mig personligt om at lade mig føre med.”

”For jeg synes, vi mangler face-to-face, vi mangler nærvær. Vi bliver dårligere og dårligere til det, og jeg tror, sociale medier er medskyldige i det, derfor er det også ret ironisk, at mit projekt er blevet til via Tinder.”

Der er to billeder i serien, som jeg lagde særligt mærke til – det ene er det, hvor du og dit match er klædt i latex, hvordan blev det til?

”Så vidt jeg husker, hed han ”mr. BDSM” på Tinder, og jeg tænkte, at det var fedt, at han bare var sig selv. Jeg følte også, at jeg godt kunne bruge sådan et WOW-moment i min serie, som var skævt, og nogen, som lagde sig selv derud, hvor det er rigtig sårbart. Jeg fortalte ham, at jeg ikke personligt tænder på BDSM, men at jeg havde gang i det her fotoprojekt.”

”Da han åbnede døren, havde han almindeligt tøj på, bortset fra et par latexsokker. Han havde det luneste blik, og han viste mig sit klædeskab, der var fyldt med latextøj. Han havde en latexdragt, der var hans ekskærestes, som jeg kunne låne. Jeg skulle smøres ind i olie for at få den på. Så tog han tøjet af for at klæde om, og vi grinede en masse. Han viste mig, hvordan der var hul til pikken og forklarede, hvordan huden slet ikke kunne ånde, og at det var ubehageligt. Vi snappede min mor, fordi hun havde været bekymret ved, at jeg skulle hjem til en fremmed mand. Det var en tirsdag eftermiddag, og jeg havnede i den situation, fordi jeg åbnede armene.”

Det andet billede, jeg bed mærke i, var det, hvor I sidder foran computeren. Hvorfor valgte du lige det set-up?

”Han var en computermand, hele lejligheden var bygget op om det. Jeg forestillede mig, at det også ville være omdrejningspunktet i et forhold for ham. Så det var en af de situationer, hvor jeg lod mig inspirere af, hvad jeg mødte, da døren blev åbnet.

Se flere billeder fra serien her: