Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Efter at have overlevet brystkræft i 1990 var fotograf Jill Freedman sikker på én ting: Hun måtte bare besøge Bali. ” Jeg tog afsted, lige så snart jeg kunne gå efter strålebehandlingen,” siger hun. Fast besluttet på, at hun ville tage smukke billeder af levet liv og vitalitet, fløj hun afsted uden de store forberedelser. Hun troede, at hun vidste, hvad hun kunne forvente, og resten ville hun finde ud af på vejen i flyet. Men de billeder, Freedman tog på Bali, viser en kulturel omvæltning. Hendes vestlige forventninger til øen blev knust, og i stedet opstod ømme portrætter af en oldgammel kulturs idiosynkratiske flirt med en verden i forandring.
Videos by VICE
“Bali er ikke et simpelt sted,” skriver Freedman i hendes noter fra turen. Øens frodige og eksotiske fremtoning dækkede over en invasiv globalisering. Hun syntes, det var slående, hvor ofte samtaler handlede om penge. “Det var endnu værre end i New York,” hvilket passede dårligt til de naturlige vidundere, der var omkring dem. Plastikaffald lå overalt som åbne sår på øen og forurenede bredderne på de smukke bække, de varme kilder og strandene. Da det var i 90’erne, var det næsten et årti, før internettet ville forandre menneskeheden for altid. Freedman så, hvordan fjernsyn truede de balinesiske traditioner. “Fjernsynet er kommet, og det både udligner og ødelægger. Det skaber misundelse blandt dem, der ikke har så meget, for de ser de ting, de ikke kan opnå, men de vil have dem,” skriver hun. “Og når de lokale sætter sig omkring fjernsynet, er de ikke nede på torvet for at spille på deres gamelans [perkussioninstrument] eller for at fjolle.” Da hun dokumenterede kulturen i Irland, så Freedman ligeledes hvordan folk blev hjemme for at se fjernsyn, og at det udvandede alle de fælles aktiviteter omkring byens pub. Hun var bange for, at forholdet mellem venner og naboer i nærmiljøet ville lide den samme skæbne på Bali.
Rundt omkring på Bali var den oprindelige kultur dog stadig til at få øje på, og når den dukkede op, glemte man forbrugerismens indtog. Freedman besøgte landsbyen Tenganan under Usaba Sambah-festivalen for at opleve den rituelle kamp med blade, som bliver kaldt Mekare-Kare. Freedman fik at vide, at landsbyen var Bali Aga, hvilket betyder, at indbyggerne fulgte de indianske, balinesiske traditioner, der stammede helt tilbage fra, før naboerne fra Java kom og introducerede hinduisme og andre skikke i det 14. århundrede.
Et andet stop på Freedmans rejse bød på en velkendt situation. “Jeg kørte ned ad vejen mod Tirta Gangga, og der fandt jeg noget, som jeg havde håbet på: En lille danseskole i en lille banjar [landsby]. Det var så fint. Nogle af børnene var lidt klodsede, og læreren havde ingen tålmodighed tilbage, da jeg dukkede op.” Dansen var gammel, smuk og anderledes, men lærerens attitude var hård og velkendt. “Hun slog dem hårdt over hænderne, når de tog fejl, sparkede benene væk under dem som en wrestler og bøjede deres små kroppe,” husker Freedman. “Det er det samme i hele verden, og det mindede mig om min egen danseundervisning. Jeg var syv år gammel og læreren på Jennifer Jones Studio of Dance ringede til min mor for at sige, at jeg skulle hentes – jeg dansede som en ‘minearbejder’. Da min ydmygede mor kom for at hente mig, nægtede jeg at komme ud fra mit gemmested under klaveret.”
Freedman oplevede også ceremonielle optog, som er en vigtig del af livet på Bali. Hun så kvinder, der lavede offergaver, der kun holdt i kort tid. De blev tit lavet af fordærvelige ting som frisk frugt, og det var meningen, at de skulle erstattes af nye offergaver til den næste fejring. Der er noget råt ved en helligdom, som er væk igen i morgen. “Offergaverne blev lavet med præcision og dygtighed. De brugte svinemaver og fedt til dekoration, detaljerede tårne og begravelsessarkofager. Det var det, der oprindeligt tiltrak mig ved balinesisk kunst… Perfektion holder alligevel ikke for evigt, så man laver bevidst noget smukt, der kun varer et øjeblik, og så smider man det ud og laver noget nyt.”
Der er en vis ironi i deres vision, når man tænker på, at alle deres altre er blevet foreviget for eftertiden gennem Freedmans kameralinse. Men hendes rapport fra Bali i slutningen af det 20. århundrede viser, hvor elastisk øens kultur er. Freedmans billeder viser en gensidig kulturudveksling, der i sig selv er meget balinesisk: Behovet for at beskytte og konservere, blandet sammen med flygtig skønhed.
