Jeg tog på Tinder-date til Nordkorea

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE UK

I 2015 var jeg på Tinder i Shanghai, hvor jeg primært swipede gennem fyre, jeg kendte i forvejen, fyre, jeg allerede havde datet, og i ny og næ en pilot, der var i byen for en enkel nat. Det er som eksilbrite ikke nemt at date i Shanghai – det er et miljø fyldt med folk på gennemrejse, hvilket resulterer i en lille pulje af potentielle matches og en masse korte flirts.

Jeg var positivt overrasket, da jeg matchede med Robert*, en anden eksilbrite som lige var flyttet til Shanghai. Efter vi havde skrevet sammen i et stykke tid, aftalte vi at mødes på en cocktailbar. Vi fandt hurtigt ud af, at vi havde en masse tilfælles. Det vigtigste var, at vi begge ønskede at deltage i det kommende halvmarathon i Pyongyang i Nordkorea. Jeg besluttede, at det ville være bedre at tage dertil sammen med en anden – ikke bare for Instagram-billederne, men også fordi det ville gøre turen en del billigere.

Efter vores første date bookede vi altså en tredages tur rundt i Nordkorea og en billet til halvmarathon i Pyongyang. Når man først har sagt a, må man også sige b – og så stod den på nordkoreansk feriedate.

På afrejsedagen var jeg selvfølgelig forsinket og skrev panisk til Robert, som svarede, at gaten var lukket, og at han tog afsted uden mig. Da jeg ankom til lufthavnen og opdagede, at han ikke engang havde tjekket ind endnu, blev jeg rasende. Med ét gik det op for mig, at jeg havde kurs mod det mest utilgængelige land i verden med en fremmed mand og ingen internetadgang. Pludselig blev det tydeligt, hvor afspærret jeg var fra min go-to gruppechat, hvor jeg kunne svine ham skamløst til. Heldigvis viste han sig at være den perfekte gentleman og en fantastisk rejsekammerat.

Stewardesserne på flyet var ikke mit første møde med folk fra Nordkorea. Mens jeg læste i Shanghai, boede jeg med nogle nordkoreanske studerende, som var på samme studielegat, som jeg var. De gik tit rundt med deres Kim Jong-il-badges, mens de lavede mad i fælleskøkkenet og lovpriste den hemmelige ingrediens fra deres hjemland – nordkoreansk MSG.

Da jeg besluttede mig for at besøge Nordkorea, var jeg klar over, at almindelige nordkoreaner ikke havde noget at skulle have sagt om landets politik, og at mødet med udenlandske turister i mange tilfælde var deres eneste vindue ud af det isolerede land. Det var selvfølgelig ikke grunden til, at jeg valgte at rejse. Jeg var også betaget af det her ukendte land på dørtærsklen til Kina.

Vores nordkoreanske Tinder-date svingede fra højdepunktet, hvor vi løb ind på et nationalt stadion til lyden af taktfast klappende tilskuere, og lavpunktet, hvor vi fik madforgiftning og måtte prøve at skjule de udmarvende ture på toilettet for en potentiel kæreste. Samtidig lurede den konstante bange anelse om, at vi blev overvåget af vores regeringsbeskikkede turistguides, kameramanden, der af uransagelige årsager fulgte efter os, og mistanken om de skjulte kameraer på vores værelse, hvilket ikke ligefrem opmuntrede til soveværelseshygge.

En af vores lokale guides fandt ud af, at jeg var af blandet herkomst og oplyste mig om, at de ikke mente, at folk af forskellige etniciteter burde formere sig. Han trak dog hurtigt i land og mumlede noget om, at jeg måtte være særligt resistent over for virussygdomme. Det var umuligt at blive fornærmet; Nordkorea er et homogent samfund, og de har ingen reel forståelse af verden udenfor.

Om aftenen blev vores turistgruppe ført tilbage til hotellet, og vi måtte ikke forlade hotellet før næste morgen. En af de eneste tilgængelige aktiviteter var at ramme baren. Stemningen var en berusende blanding af hedonisme og udfordrende opførsel, mens vi bundede vores øl og dissekerede ethvert aspekt af det ”socialistiske paradis,” vi var blevet præsenteret.

Jeg var chokeret over min egen naivitet, da jeg et år efter vores besøg så i nyhederne, at den amerikanske universitetsstuderende, Otto Warmbier, blev arresteret i Pyongyang for at forsøge at stjæle en propagandaplakat fra sit hotel. Warmbier blev sendt hjem til USA i dybt bevidstløs tilstand 17 måneder efter anholdelsen, men omkom seks dage senere. Warmbier var efter sigende fuld, da han stjal plakaten, og jeg indså, hvilken unødvendig risiko vi havde løbet, og at det kunne være sket på vores tur.

Sidste år nåede opgøret mellem den amerikanske regering og Nordkoreas styre kogepunktet, og folk rundt omkring i verden frygtede konsekvenserne ved de to mænds præpubertære konkurrence om, hvem der havde den største raket. I den her måned aflagde Kim Jong-un et overraskende besøg i Beijing, i, hvad politiske kommentatorer har analyseret som, en provokation rettet mod præsident Trump. Kommentatorerne mener, at det er et forsøg på at stille landets stærke bånd til Kina til skue under den igangværende handelskrig mellem USA og Kina. Nordkorea balancerer på et knivblad, og mange i landet er komplet uvidende om, hvor tæt deres verdenssyn er på at brase sammen. Det er blevet meldt ud, at Vietnam muligvis vil agere vært for et nyt møde mellem Trump og Kim Jong-un, og hvem kunne om muligt forudse, hvad de to uforudsigelige ledere kan finde på?

Den tilgængelige information om hverdagslivet i Nordkorea er meget begrænset, og jeg bilder mig på ingen måde ind, at det samfund, vi blev præsenteret for, havde noget med den egentlige virkelighed at gøre. På et tidspunkt i løbet af halvmarathonet så jeg en officielt udseende mand i en farvestrålende jakke sige noget til en sløv forsamling af lokale, der fulgte løbet, hvorefter de brast ud i entusiastisk jubel.

Vores nordkoreanske Tinder-date blev punkteret af propagandafotos af Kim Jung-un, mugne hotelværelser fra 70’erne og lister med spørgsmål, vi gerne ville google. Når jeg ser tilbage på det, var vores valg af date-lokation muligvis et romantisk dødsstød – enten det eller det faktum, at folk blev ved med at tro, at vi var søskende. Uanset hvad er Robert og jeg stadig tætte venner.

*Navnet er blevet ændret