Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Alle taler om sorte menneskers hår for tiden. Der er den virale video, hvori en sort pige konfronterer en hvid fyr med dreadlocks på det grundlag, at han “tilegner sig” hendes kultur. Tidligere på ugen afslørede den hvide drøm af en teenager, Justin Bieber, så sin nye dreadlock-frits til skræk og rædsel for sorte mennesker verden over. Både den førnævnte video og Biebers nye hår har givet anledning til flere skarpt formulerede artikler og frustrerede tweets om manglen på hvide menneskers forståelse af de mest basale bestanddele af raceproblematikken i USA.
Videos by VICE
Det er ikke for at sige, at vi skal brænde Bieber på bålet for at trække i en gang dreadlocks. Man bør på ingen måde være mere indigneret af popstjernens nye look end for eksempel den enorme, racemæssige skævvridning, der findes i det amerikanske fængselssystem. Sorte mennesker har nogle skræmmende konkrete fjender i USA – og Justin Bieber er ikke engang i nærheden af at toppe den liste. Han er bare en ung, talentfuld kunstner, som forsøger at udvikle sin egen stil ved at låne elementer fra ting, han godt kan lide. Men jeg kan godt forstå, hvorfor så mange mennesker blev vrede over det. Vi har ganske enkelt set det for mange gange før.
I virkeligheden så handler det om, at hver eneste gang hvide mennesker gør noget, som sorte mennesker har gjort siden tidernes morgen, så lykkes det dem at løbe med al æren. Det lærte jeg, før jeg lærte klokken. Det er et simpelt vilkår ved at bo i USA. I skolen lærte vi, at Christopher Columbus “opdagede” Amerika, uden hensyn til at nogle af de mest storslåede civilisationer, der nogensinde har eksisteret, trivedes på kontinentet, længe inden han ankom. De holdt lange oplæg om Capitol-bygningen og Det Hvide Hus, men glemte belejligt nok at nævne, at det var slavebundne afrikanere, som rent faktisk byggede disse storslåede symboler på demokratiet. Det syrede er, at den samme mekanisme også gør sig gældende i kulturlivet – Elvis fik titlen Kongen af Rock ‘n’ Roll, selvom vi allesammen ved, at Chuck Berry burde bære kronen; Miley Cyrus blev frontfiguren for twerking, selvom det var en ting, længe før hun overhovedet trak i Hannah Montana-parykken, og magasiner hævdede, at Iggy Azalea styrede hip-hop til trods for, at hun dårligt nok kan fremføre de rim, som T.I. har skrevet til hende.
Det er problematisk, når vi ser hvide mennesker gøre klar til at springe direkte på hovedet i vores kulturelle svømmepøl. Det er ikke fordi, at vi amerikanere ikke vil dele den eller være med til at bidrage til den smeltedigel, som gør USA til et fantastisk sted at bo. Vi gider bare ikke se hvide mennesker med dreadlocks i dag, fordi de i morgen vil hævde, at de opfandt dem. At være frarøvet den anerkendelse handler ikke kun om ego. Det har gjort ubeskrivelig skade på sorte amerikaneres psyke og socio-økonomiske status, at deres bidrag til opbyggelsen af USA er blevet glemt. USA blev bogstaveligt talt bygget af sorte mennesker arbejde. Og alligevel får sorte mennesker meget lidt af æren for de ofre og den lidelse, som vores forfædre måtte gennemleve for at gøre USA til den økonomiske og kulturelle supermagt, landet er i dag.
Vi skal huske på, at det var en fast bestanddel af slaveriet at frarøve slavebundne afrikanere deres kulturarv. Slavebundne mænd og kvinder måtte ikke dyrke deres egne guder, spille deres egen musik, tale deres eget sprog eller endda blive tiltalt ved deres eget navn. I stedet blev de igen og igen mindet om, at de ikke havde nogen kultur, eller at den kultur, de havde, var primitiv og underudviklet. Nu står vi i den vanvittige situation, at vores slavebundne forfædres kultur – den samme kultur, som USA gjorde en stor indsats for at feje ind under gulvtæppet – nu er noget, som hvide mennesker desperat forsøger at deltage i. Det er så ironisk, at det næsten gør ondt.
Grunden til, at vi er så defensive omkring brugen af for eksempel de her frisurer, er, at vi først for nyligt selv er begyndt at genopdage og genvinde dem som vores egne. Den institutionaliserede, hvide suværenitet har gjort, at mange af os hader vores eget hår. Det had manifesterer sig i alt fra conk’en fra 1920’erne til Jheri curl-stilen fra 80’erne. Selvom metoderne til at gøre vores hår glattere, tyndere og lysere er fantastisk opfindsomme, så er de ofte greb, vi bruger til at dække over den smerte og ydmygelse, der følger med det at være sort i USA. Jeg siger ikke, at alle der har weave-exstensions eller en Jheri curl-frisure hader sig selv eller deres sorte ophav, men der findes et internaliseret had i vores kultur, som kommer til udtryk gennem de skridt, vi er villige til at tage for at få “flot hår.” Især når man tager det med i betragtningen, at “flot hår” indtil for nyligt bare var en anden måde at sige “hvide menneskers hår” på.
Jeg kender det kun alt for godt. Min far har haft en Jheri curl siden Billy Ocean var på Billboard-listen. Som barn tilbragte jeg derfor tusindvis af timer i skønhedssaloner, mens jeg ventede på, at min far fik sit hår ordnet. Svovlduften fra de kemikalier, man brugte til at glatte sort, kruset hår, gør mig næsten helt nostalgisk.
Da det blev min tur til at tage plads i frisørstolen, gik jeg ikke efter at få mit hård glattet ud. Jeg ville have fletninger. I starten var det dog ikke for at komme i kontakt med mine afrikanske rødder. For mig handlede det mere om at ligne Allen Iverson – den sejeste mand på Jorden mellem 2000 og 2003. Selvom jeg formentlig valgte mine fletninger på nogenlunde samme grundlag, som Justin Bieber valgte sine dreads (han forsøger sikkert at ligne Future eller Young Thug, der i øjeblikket er sejeste mænd på Jorden), så fandt jeg hurtigt ud af, at mit valg af frisure ikke bare var et stilvalg. Uanset om jeg ville det eller ej, så var det et politisk statement.
Vi gider bare ikke se hvide mennesker med dreadlocks i dag, fordi de i morgen vil hævde, at de opfandt dem.
Folk behandlede mig anderledes, efter jeg fik fletninger – også sorte mennesker. Dengang var jeg med i en ungdomsgruppe for særligt talentfulde sorte mænd i Cleveland, men da jeg fik flettet mit hår, blev jeg hurtigt bedt om enten at klippe det, få det glattet som en hvid mand eller melde mig ud af gruppen. Jeg fik at vide gang på gang af de voksne, at prominente universiteter, selv historiske sorte skoler, som Hampton’s Business School, havde forbud mod at optage elever med dreads eller fletninger. Disse forbilleder sørgede for, at jeg vidste, at naturlige frisurer som fletninger og dreads ikke var passende for sorte mænd, som ville opnå succes i USA. Ifølge dem havde fletninger eller dreads ingen plads i bestyrelseslokalet, retten eller på universitetet… Åbenbart modsat Jheri curls.
Jeg har været vidne til dette internaliserede had i den sorte kultur, og jeg har indset, hvor radikale fletninger og dreads stadig er. Sorte mænd bar ikke deres fletninger og dreads med stolthed før slutningen af 1960’erne og 70’erne, hvor de var influeret af kunstnere som Stevie Wonder og Bob Marley. Og selv de, som er indbegrebet af en afrocentrisk ånd, har skulle igennem en proces for at besluttet at tage æstetikken til sig. Det er nemt at finde billeder af Bob Marley eller Stevie Wonder som unge iført traditionelle jakkesæt og med konservative frisurer. De tog et valg om at udforske deres rødder gennem deres hår – også før det blev trendy. Millenials som mig selv er i dag stadig i gang med den proces, hvor vi forsøger at finde os til rette med vores afrikanske rødder – i et land som USA, der historisk set har været fjendtligt indstillet over for den identitet.
Når man tænker på, hvor let sorte mennesker amerikanere er blevet frarøvet deres rettigheder gennem tiden samt det faktum, at vi stadig er i gang med at definere os selv i en amerikansk kontekst, så synes jeg overhovedet ikke, at det er overraskende, at vi er beskyttende over for vores kultur. Når vi ser et Instagram-billede af Bieber med sit nye look eller en dude med dreadlocks på gaden, så føler vi os nødsaget til at protestere. For hvis vi ikke gør det, hvad vil artiklerne, TV-indslagene og historiebøgerne så berette om hundrede år? Bliver det “Justin Bieber var kongen, kejseren, skaberen, opfinderen og guden af dreadlocks”? Det håber jeg virkelig ikke.
Mere fra VICE:
Sådan er det at vokse op som sort barn i Nazi-Tyskland
Oscarshowet viste, at folk stadig synes, det er sjovt at gøre grin med asiater