fængselsliv

Jeg bliver henrettet om 20 dage

I Arkansas er otte mænd dømt til at dø ved indsprøjtning i den her måned. Her er en af deres historier.

af Kenneth Williams
07 april 2017, 10:14am

Illustration af Dola Sun

Denne artikel er udgivet af VICE USA i samarbejde med the Marshall Project.

Kenneth Williams er en af de otte mænd, der er dømt til at dø i Arkansas i den her måned. Den ualmindeligt travle henrettelseskalender har i sidste øjeblik sat gang i ankesager såvel som sagsøgninger over delstatens brug af det sedative middel, midazolam.


Der er ikke mange mennesker, der har set en fysisk dødsdom i virkeligheden – og der er endnu færre, der rent faktisk har fået udstedt en, hvor deres navn står på.

Jeg kan huske, da fængselsinspektøren beordrede vagterne til at følge os ud af vores celler i lænker, en ad gangen, hen til et lille kontor, hvor vi var omgivet af hele fængslets bestyrelse. Inspektøren læste dødsordrerne højt, med vores navne, vores forbrydelser og nævningenes dom.

Der var stilhed. Jeg blev ikke psykisk påvirket, da jeg tidligere har været igennem hele den her proces for så bare senere at få udsat min henrettelse. Der var noget beroligende i at vide, at jeg ikke var alene, og at der var syv andre – selvom jeg, med den kærlighed jeg har for de andre gutter, egentlig hellere ville have gjort det alene.

Jeg fik dødsdommen stukket i hånden. Det var et stykke papir, længere end stykker papir plejer at være, stemplet med "the State of Arkansas"' gyldne segl. Nederst var guvernøren Asa Hutchinsons underskrift.

Et skridt nærmere døden. Tik, tik.


Når man får udstedt sin dato, vil man gerne være den første, der giver nyheden videre til sin familie. Men tit kommer pressen folk i forkøbet. Det sværeste for den indsatte, jo nærmere han kommer på dødsdagen, er at vide, at man har dømt sine nærmeste til en bitter skæbne. De skal leve videre, efter man er borte.

Det er altafgørende, at jeg når til et sted, hvor jeg kan tilgive mig selv, så jeg kan skrive til min 21-årige datter og fortælle hende, hvad der skal ske. Jeg kunne meget vel snart være på vej til at møde hendes mor i det næste liv og efterlade hende forældreløs. Bare det at skrive det brev er nok til at få mig til at overveje at komme bødlen i forkøbet, men jeg er blevet stabiliseret og holdt kørende af den indre ro og tilgivelse, jeg har fået gennem mit forhold til Jesus Kristus.


Wow, hvor det dog vælter ind med post, efter dødsdatoen er blevet sat! Jeg får flere breve, end jeg nogensinde har fået før, da posten bliver omdelt, fra folk, der spørger ind til min sjæls velbefindende. Kender du Gud? Har du omfavnet Jesus Kristus som dit livs overherre? Hvis du ikke angrer, før du dør, ryger du i Helvede.

De sender printede breve, håndskrevne breve, kort, bøger og så videre.

Langt størstedelen af det her bras ryger direkte i skraldespanden. Hvor var de i alle de år, hvor jeg sad på dødsgangen og måske ville have taget det, de havde at tilbyde, til mig? Jeg betragter dem som opportunister, der gerne vil blære sig til deres venner om, hvordan de prøvede at vinde min sjæl.

Enten har et individ fundet Gud og sjælefred på det her tidspunkt – ellers har det ikke.


Nogle af de indsatte valgte ikke at bede om nåde, fordi de ved, at bestyrelsen alligevel plejer at give afslag. Så de valgte at frabede sig skuffelsen.

Men jeg så derimod en mulighed. Jeg ville gerne møde op foran bestyrelsen, så jeg kunne vise dem, at jeg ikke længere var den samme person, som jeg engang var. Gud har transformeret mig, og selv de værste af os kan reformere og forny os. At udstille disse sandheder betød mere for mig end at blive vist nåde. I sidste ende kommer jeg stadig til at dø en eller anden dag, men at vidne for Gud foran mennesker, det er min sejr.

Til mine ofres familier, som jeg har påført smerte, lidelse og massivt tab: Så overfladisk som "Undskyld, at jeg tog jeres nærmeste fra jer" kan lyde, vil jeg hellere sige det, og mene det, end slet ikke at sige noget.


En psykisk sundhedsmedarbejder spurgte mig, "Har du tænkt på at påføre dig selv skade?"

Jeg blev stødt – tanken med spørgsmålet er at komme foran folk, der har tanker om at slå sig selv ihjel, før staten kan gøre det. De vil ikke have, at vi skal komme dem i forkøbet.


Efter en indsat på dødsgangen har fået udstedt en dato, kommer andre, der har gjort sig gode venner med ham, med deres salgstaler: Lad mig få de der sko. Lad lige det der ur ligge til mig. Stik mig lige din radio. Den stakkels fyr føler måske næsten, at han bliver pillet fra hinanden. Andre ting, som han ikke har lyst til at give andre fanger, som billeder af familiemedlemmer eller gamle breve, får han mulighed for at sende hjem i en kasse, kort tid før han også selv bliver sendt hjem i en kasse.


En vagt kom hen til min celle i dag og spurgte mig, "Kenneth, hvordan har du det?" Så spurgte han, "Hvad størrelse trøje og bukser bruger du? Hvad størrelse bruger du i sko? Hvor høj er du? Hvor meget vejer du?"

Præcis som et lam, der bliver målt og vejet, før det skal slagtes. Jeg tænkte: Har de glemt, at jeg er et menneske, eller er de bare ligeglade? Så tænkte jeg: Var det ikke min ligegyldighed over for menneskeliv, der fik mig i den her situation til at begynde med?


Jeg ved, at midazolam, et af de midler, der bruges i den cocktail, de slår indsatte ihjel med, ikke altid bedøver dem fuldstændigt. Eftersom jeg er en af de sidste, der skal henrettes, er der nogle, der tror, at det kan forlænge mit, hvis der går noget galt med en af de første henrettelser. Men jeg har ikke lyst til at leve, bare fordi der er en anden, der bliver udsat for den pinsel. Andre, der lider, bare så jeg kan leve, hvem ved hvor meget længere – det er ikke et håb. Ikke hvis jeg virkelig har lært, at andre menneskers liv har værdi.

Kenneth Williams blev dømt til døden for at have myrdet Cecil Boren under et flugtforsøg fra Cummins Unit i Grady, Arkansas i 1999. Williams var netop begyndt at afsone en livsvarig dom for mordet på Dominique Hurd, en universitetsstuderende. Han tilstod senere et tredje mord og var ansvarlig for et fjerde offers død i et trafikuheld under hans flugt.

Dette essay er et uddrag fra Williams' korrespondance med Deborah Robinson, der er ved at skrive en bog om de otte mænd, der er dømt til at dø i Arkansas i april.