Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland
I næsten to uger har tolv drenge mellem 11 og 16 år været indespærrede i Tham Luang-grotterne i Thailand sammen med deres fodboldtræner. Gruppen gik ind i hulerne 23. juni, men blev fanget derinde, da en tidevandsbølge i halvanden kilometers højde spærrede udgangen. De blev fundet mandag d. 2. juli af en gruppe britiske redningsdykkere, men det kommer stadig til at tage flere dage – måske uger eller måneder – før de kan komme ud. Det skyldes, at redningsmandskabet stadig er i gang med at pumpe nok vand ud af grotterne til, at det kan lade sig gøre at få dem ud.
Videos by VICE
Det er selvfølgelig umuligt for de fleste at forestille sig, hvordan det må være at sidde indespærret i en mørk grotte i dagevis uden at kunne se skyggen af håb for at overleve. Men der findes alligevel nogle, der kan have en idé om, hvad drengene gennemgår lige nu, og en af dem er tyskeren Lothar Emannuel Kaiser. I 1952 blev den dengang 18-årige mand fanget i den 200 kilometer lange Höllock-hule i Schweiz sammen med sin biologilærer og to andre elever. Gruppen forsøgte at måle hulen, da den blev ramt af en styrtflod.
Derefter levede de i mørket og overlevede ved at rationere deres forsyninger af gammelt brød og kød på dåse, før vandstanden faldt så meget, at de kunne komme ud i friheden igen. Vi talte med Kaiser om hans oplevelse, og om hvad den har gjort ved ham.
VICE: Hvordan føltes det, da det det gik op for dig, at du var fanget?
Lothar Kaiser: Adrenalinen overdøvede frygten i starten, fordi vi øjeblikkeligt blev nødt til at forholde os til den overvældende situation, vi stod i. I starten forsøger man at løbe eller klatre sig fri. Det er først, når man kommer til fornuft, at man lægger mærke til mørket og begynder at føle frygten og håbløsheden.
Hvad var det sværeste at forholde sig til?
I starten var det usikkerheden. Kommer jeg nogensinde ud igen? Vil jeg overleve de næste 24 timer? Så begynder man at bekymre sig om provianten. Vi spiste næsten intet i ti dage – jeg tabte mig ti kilo. Der var også det konstante mørke at forholde sig til. På et tidspunkt vidste jeg ikke, om det var dag eller nat. Og det hjalp heller ikke, at temperaturen holdt sig på seks grader hele tiden, og at vi skulle sove direkte på klipperne i gennemblødt tøj uden et tæppe. Endelig skal man forholde sig til sine egne tanker om forældre, søskende, livet og døden.
Mere fra VICE: Portræt af en levende sexdukke.
Hvordan var gruppedynamikken i sådan en situation?
Vores lærer, professor Böckli, var vores leder. Han fortalte os, hvad vi skulle gøre, og vi så op til ham. Vi samlede noget sand sammen, som vi kunne sove på, og vi fandt små søer, hvor vi kunne få noget at drikke. Men det vigtigste var at holde os selv i gang ved at tale sammen, mindes gamle dage, lave udregninger, fortælle historier og vittigheder. I sådan en situation gælder det om at bruge sin fantasi. Så snart, du er alene, begynder de dårlige tanker at snige sig frem.
Gav du op på et tidspunkt?
Vi havde lidt af en krise på den sjette dag. Et sted i hulen kunne vi høre vanddråber, der dryppede hurtigere og hurtigere. Vi gik ud fra, at det var begyndt at regne udenfor igen. Der mistede vi næsten håbet.
Hvilket råd ville du give til fodboldholdet, som er fanget i Thailand, hvis du havde mulighed for at sige noget til dem?
Hvis man sikrer et godt fællesskab, bliver situationen tålelig. De skal være modige og hjælpe hinanden, så ingen mister håbet. Det er også vigtigt, at deres lærer holder folk aktiverede og opmuntrer dem, når de er kede af det. Endelig skal de spare på deres forsyninger. Vi brugte for eksempel kun vores lommelygter, når vi skulle udforske en ny del af grotten.
Hvordan håndterede din familie, at du var fanget?
Min far sad dag og nat foran grotten med redningsmandskabet, og var hunderæd. Der var ingen sociale medier dengang, og den eneste måde, man kunne få information på, var gennem radio og aviser.
Hvor tit tænker du tilbage på opholdet i grotten?
Jeg får stadig mareridt, hvor jeg befinder mig i grotten og ikke kan komme ud. I drømmen skal jeg altid op af en vindeltrappe, der bliver smallere og glattere, jo højere jeg kommer op. Til sidst skal jeg springe ned i den mørke afgrund. Der vågner jeg badet i sved.
Hvordan har oplevelsen forandret dig?
På visse punkter blev jeg mere seriøs og alvorlig, men jeg tror også, jeg har fået en bedre humoristisk sans. Men mest af alt har oplevelsen gjort mig troende. Hvis man overlever en ti dage lang nærdødsoplevelse, bliver man altså religiøs. Vi bad sammen i grotten. Når man ikke ved, om man vil overleve natten, begynder man at tænke meget over, hvad der sker efter døden. Jeg ved, hvor rejsen går hen.
