Selv om hans kernefans var det, lod resten af Danmark ikke til at være klar til at tage imod alt det, det vil sige at være værtsland for en Lil Pump-koncert.
Med mindre du tilhører den del af befolkningen, der ville gætte på, at “Gazzy Garcia” er en Ben & Jerry’s-smagsvariant, har du på nuværende tidspunkt nok allerede hørt, at Lil Pump blev arresteret i kølvandet på sin koncert på Vega mandag aften. Og at det igen er lykkedes Danmark at holde en artist i landet, ligesom dengang Del the Funky Homosapien tog solbriller på om natten og faldt ned fra Orange Scene.
Videos by VICE
Hvad blev Lil Pump arresteret for? Med udgangspunkt i det amerikanske tabloidmedie TMZ’s dækning har flere medier beskrevet, hvordan en person i Pumps crew var “i besiddelse af noget ulovligt”, og at Pump gav en dansk politibetjent fingeren bag vedkommendes ryg. Hvilket blev opdaget. Vanen tro delte Pump det hele live på Instagram, mens han blev arresteret (“Real Florida shit. Got the whole gang in here”). Samtidig dokumenterede hans ven og rap-kollega Desto Dubb episoden på sin story.
I den danske dækning af sagen påpeger flere medier, at problemerne med ordensmagten opstod efter en koncert, der ikke var blevet godt anmeldt af musikkritikerne. Men er balladen egentlig ikke en del af koncerten? Er Lil Pumps eskapader i København ikke bare en del af den totaloplevelse, han repræsenterer?
Vi lever i en tid, hvor der er en større gråzone end nogensinde før mellem kunstneres privatliv og deres kunstneriske output, fordi de har mulighed for at streame alting live, så vi altid kan følge med i, hvad de foretager sig. Før i tiden bestod en international koncert på dansk grund i at tage ind på et spillested, høre en verdensstjerne kæmpe med at huske navnet på vores hjemland og måske, hvis man var ekstremt heldig, få et glimt af aftenens hovedperson på vej fra spillestedet til tourbussen efter koncerten. Nu er en del af oplevelsen at se stjernerne opføre sig kendis-agtigt på de gader, hvor vi befinder os til daglig.
Både koncertanmeldelserne og kommentarsporene på forskellige mediers sociale medier er fyldt med kritik af Pumps optræden i Vega og efterfølgende sammenstød med politiet. Men havde vi forventet at se det her lyserødt-dreadlockede omvandrende apotek af en teenager gå på scenen og levere en punktlig, respektfuld, teknisk veludført koncert? Og at han så bare gik hjem på sit hotel og faldt i søvn til en film efter?
I virkeligheden leverer han vel bare det, han har lovet.
Vi siger selvfølgelig ikke, at man skal blive arresteret og disrespektere den lovgivende magt for at være en sej og succesfuld hiphop-artist. Det er bare sådan, at fuckfingre til politiet og lemfældig omgang med rusmidler er en uundgåelig del af brandet, når det kommer til Lil Pump. Danmark har lige gennemlevet en totaloplevelse med den 18-årige Florida-artist. Vi har eroderet grænsen mellem den private og offentlige sfære, hvilket betyder, at vi er på første parket til al den uorden, der bliver skabt af de antiautoritære kunstnere, vi har det vildt over. Og i det mindste er Lil Pumps lovovertrædelser her ikke personfarlige.
Politiet gjorde en fin indsats som feature-kunstnere i vores modtagelse af Soundcloud-fænomenet, før de løslod ham igen. Og hvad havde vi reelt tænkt os? At rehabilitere ham i et fængselssystem, der er federe end at være i husarrest?
På tracket “Drug Addicts” synger Pump:
Whole gang full of drug addicts
I been smokin’ since I was 11
I been poppin’ pills since I was 7
Rapmusik forherliger narko og kriminalitet. Lil Pump er ikke for klog. Det har hele tiden været ret tydeligt reklameret, hvad det er, vi har bestilt her. Manden – eller, knægten – er en respektløs stofbruger. Og det er derfor, vi overhovedet ved, hvem han er.
Nåh ja, hans koncert i Finland i går aftes blev i øvrigt aflyst.
Mere
fra VICE
-
(Photo by Francesco Castaldo/Pacific Press/LightRocket via Getty Images) -
M Scott Brauer/Bloomberg via Getty Images -
Firefly Aerospace/YouTube -
Justin Paget / Getty Images