Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien
Jeg voksede op i Indonesien, skiftevis i hovedstaden Jakarta og på Bali, den verdenskendte indonesiske ø, der ligger lige midt i det rejsebøgerne kalder “bananpandekagestien“. Der er selvfølgelig flere nuancer til Gudernes Ø, men når det er dit hjem, er backpackerne allestedsnærværende.
Videos by VICE
Så hvordan er det at komme fra et sted, hvor (hovedsageligt hvide) backpackere kommer for at “finde dem selv” eller “opleve en simplere kultur”? Det er virkelig fucking irriterende. Det virker som om, at alle backpackere følger den samme tidsplan: Blive student eller bachelor og så tage fri i et stykke tid (et “sabbatår” eller to) for at fordybe sig seriøst i nogle lokale sydasiatiske kulturer. Problemet er bare, at når den gennemsnitlige rejsende siger “fordybe sig”, mener de i virkeligheden, at de vil sidde på en café i Canggu og drikke smoothies, før de flyver til Bangkok og fester natten igennem på Kao San, inden de (selvfølgelig) slutter af med en omgang bananpandekager næste morgen.
Problemet er, at jeg også elsker at rejse. Men når jeg kigger online, så tilbyder næsten alle hjemmesiderne pakkerejser til mit eget land og den omkringliggende region, og de henvender sig til et rigt, vestligt publikum. Der er firmaer, der tilbyder “spartanske” rejser, der koster mere end de fleste indonesere tjener på en måned. Der er andre sider, der hjælper folk med at forholde sig til “omvendt kulturchok” – tanken er, at en måned eller to i Sydøstasien ændrer én på så dybt et plan, at det er svært at vænne sig til monotonien ved livet derhjemme. Måske er det bare svært at vænne sig til hverdagen, fordi man har brugt så lang tid på at lave stort set ingenting. (Undskyld, men man er altså ikke aktiv, fordi man har drukket Bintang på stranden eller kigget på templer).
Okay, jeg forstår godt, hvorfor folk gør det. Man er lige blevet færdig på uni eller gymnasiet, man er træt af at have tilbragt hele sit liv det samme sted, og man er forholdsvis rig (sammenlignet med alle andre i verden). Hvorfor skulle man ikke have lyst til at rejse? Men lad være med at betragte det som en kæmpe øjenåbner. Jeg har læst på en blog, at backpacking får folk til at være mere åbensindede, fordi de møder nye og anderledes mennesker. Jeg vil vædde med, at der også er nogle anderledes synspunkter end dine egne i dit eget land, som du heller ikke opfatter.
Turismen tilfører jo en masse penge til nogle fattige egne, siger backpackingentusiasterne. Men det forbedrer ikke befolkningens liv i et tredjeverdensland, at man giver dem en masse dollars, når der samtidig er en skæv valutakurs. Det tvinger bare globalisering ned over hovedet på folk, som ikke er klar til det endnu.
Og tror du, at folk fra vesten er de eneste, der har penge? Hvis du ser på overklassen fra Jakarta, når de er på ferie på Bali, så kan jeg forsikre dig om, at de temmelig sikkert bruger flere penge, end du har råd til på dit 200-kroner-om-dagen-budget.
For slet ikke at snakke om, at steder som Bali har ofret så meget for at tiltrække så mange dollars som muligt. Backpackere elsker at brokke sig over det tab af autentisk kultur (forstået som fattigdom), som uundgåeligt vil ske, når et sted udvikler sig voldsomt. Men hvem tror du, der er drivkraften bag den udvikling? Og hvordan tror du det føles for resten af os, når vores hjem bliver lavet om et til et sommerland med alt for dyrt mad og elendige natklubber, der tvinger de lokale til at betale entré, mens de krebserøde ynglinge i Bintang-tanktops kan gå lige ind?
Samtidig handler backpackerkultur om at presse citronen så meget som muligt og få mest muligt ud af sin hårdt optjente løn. Det betyder, at færre penge ender i den lokale økonomi, samtidig med at alle butikkerne er nødt til at tilpasse sig vesterlændinges smag, og reproducere et forskruet billede af hvad sydøstasien går ud på. Man går efter laveste fællesnævner, og resultatet er billig, smagløs mad, for dér er flest penge at hente.
Canggu har ikke brug for flere barer, der sælger smoothies. Vi har ikke brug for flere strandklubber, der tager entré for at man må slappe af på et stykke af stranden. Pensionater og caféer må vokse hurtigere end ris i Balis varme klima, for hver eneste gang jeg kommer hjem til øen, er endnu en Bed & Breakfast (eller 50) dukket op.
Jeg ved godt, at det er det nemmeste i verden at svine de mennesker, der sidder hele dagen på stranden, drikker øl og nyder livet. Men det er også svært at acceptere, at ens hjem bliver lavet om til en Instagram-version af sig selv. Det er svært at se sin egen kultur blive udvandet, så det glider lettere ned for de internationale forbrugere. Min fucking sambal skal blive ved med at være stærk og krydret.
Vi har alle sammen et ansvar for at passe på den lokale kultur, de steder vi besøger. En selfie er ikke en kulturel åbenbaring. Brug i stedet tiden på at lære hvad stedet virkelig handler om. Stil spørgsmål. Lyt. Lad være med at brokke dig.
Eller flyt. Hvis du virkelig gerne vil være “digital nomade”, “verdensborger” eller et andet af de latterlige Millenial-udtryk, så kan du jo vælge et land og flytte dertil. Kæmp dig gennem den besværlige proces med at få visum, stå i kø på integrationskontoret og besværet ved at lære et nyt sprog. Lev uden for boblen, hvor alle de andre udlændinge er, men prøv ikke på at “blive indfødt” eller hvad fanden folk kalder det. Vær dig selv, men mød folk på halvvejen. Forstå hvordan det rent faktisk er at komme her fra. Og næste gang du er på Bali, så se dig omkring og fortæl mig, at jeg tager fejl.
