Eaggermans guide til den perfekte grillfest

Eaggerman, alias Dwayne McFarlane, er kendt fra Bikstok Røgstystem og EaggerStunn. Han bor på Vesterbro i København og er foruden musikken bidt af fiskeri – og grill. Her fortæller han om hans nye bevægelse, der hedder ‘BBQ i gården’.

Det hele startede sidste år, da min kammerat Bukki (fra bandet U.R.D.) inviterede mig ned til noget BBQ i Enghaveparken med hele hans følge. Der var musik på en dieselgenerator, og det dunkede bare derudad som en fiskekutter. Det var så fedt, og jeg fik bare lyst til at grille i parker i hele København.

Videos by VICE

Efterhånden kom der flere og flere folk til. Pludselig opstod der fede diskussioner og samtaler, som man lidt har glemt i den her internetverden. Det var på kryds og tværs af samfundslag og karrierer. Folk sidder på Facebook og diskuterer og råber, og ingen kommer nogen vegne. Men her kunne man mødes trods forskelligheder og drikke noget vin og give hinanden et kram. Og grille.

Nu er blevet til en bevægelse: BBQ i gården. Det handler om at mødes i gårdene, tale i gårdene, grille i gårdene, at være sammen i gårdene. Det handler om at være til stede i de områder, der nu engang er til rådighed i en storby.

LÆS MERE: Fra Røgsystem til fiskeri og rygeovn med Eaggerman

I starten havde vi bare et par Webere med, men så begyndte vi at nørde.

Det endte med, at jeg, sammen med guitarbyggeren Daniel Dahlberg og hans bror Colin, begyndte at bygge nogle griller selv. Både en kombineret smoker og grill, og en pizzaovn, der er brændefyret. Den har dog en stålplade i stedet for en stenplade, så den bedre kan holde til det, når vi flytter den.

Vi har planer om at sætte flere brændere på. Ekstra tønder udenpå med et rør mellem dem. En raketbrænder, som kan fordele varmen bedre og give plads til flere pizzaer. Vi fik et par bestillinger, og så tænkte vi, at vi kunne rykke på det. At gøre vores hobby til noget, vi kunne sælge, selv om vi endnu ikke ved, hvad prisen skal blive. Vi har heller ikke et navn endnu, men det hele burde være klar i løbet af et par måneder.

Vi står og laver dem på Refshaleøen af tønder, vi har fundet rundt omkring. Der er ren ‘københavnerlove’, og ægte B&W-sjæl i dem. Alle andelsforeninger i hele København burde have sådan en, og hvis man går op i temperaturstyring, så er de meget bedre end en almindelig kuglegrill. Der er to termometre, og man kan have to forskellige varmegrader i smokeren. Man bruger en særlig varmebestandig grillmaling. Og så noget isoleringsbånd.

Jeg har tænkt mig at tage et svejsekursus. Nydelsen i at stå herude i værkstedet helt alene uden at skulle tale med nogen og svejse er fantastisk. Når man står og bygger på én grill, så står man med et saligt smil og en pivertmand på. At stå herude og svejse en grill midt om natten er en drøm for mig.

Fra venstre: Dwayne McFarlane, Morten Staal, Colin Dahlberg og Daniel Dahlberg fra ‘BBQ i gården’ foran værkstedet på Refshaleøen.

Det er helt klart et københavnerprodukt, vi har gang i, men hvis folk er seje nok i Horsens, så kan de også få en. Så kan de tage den med i christianiacyklen.

Men en god grillfest kræver mere end bare en god grill. Når du griller og røger, så skal du købe et ekstra godt stykke kød eller fisk, og i stedet skærer man så lidt ned på kødet resten af måneden. Ikke så meget hakkekød i lasagnen til ungerne.

En anden god ide er altid at købe de samme kul. Så ved du præcis, hvor mange af en særlig slags briketter, du skal bruge. 18 briketter holder for eksempel varmen i så og så lang tid ved en særlig temperatur. Det har hjulpet mit nørderi helt vildt.

Hvis du vil have rigtig røg ud af flis, så skal de dyppes i vand i en halv til en hel time. Så afgiver de mere røg og mere smag. Der er ikke noget mere sexet end at skære sådan et stykke kød op og se den fine røgring, der ligger i yderste kødlag. Årh, baby!

LÆS MERE: MUNCHIES’ guide til at grille uden en grill

Sidste år fangede jeg en ordentlig børge af en havørred. Den honningmarinerede vi, og det er nok den vildeste spise, jeg nogensinde har været ude for. Honningmarineret havørred på indirekte varme … fuck mand, det var godt.

På et tidspunkt fik vi lov til at grille foran ølbaren Fermentoren på hjørnet af Skelbækgade og Sønder Boulevard. Der skal jo røges kød i flere timer med masser af flis, men så var der de dér fucking rige nykøbenhavnere, der brokkede sig over røgen. Jeg tror, vi fik 90 klager. Fuck jer! Det her er København. Så vi skruede bare op for musikken og grillede videre. Altså, der er jo børn og det hele med til vores arrangementer. “Kan I så holde kæft dernede,” råbte de. Så det gad vi ikke mere, og vi gad heller ikke have politiet på nakken.

Så vi rykkede tilbage i Enghaveparken, og det vokser hele tiden. Sidste år gik vi i en brandert klokken et om natten på Istedgade med grillene på nakken og hørte høj musik. Dunk, dunk, dunk! Folk siger, at vi har gang i en fucking festival, og at vi skal gøre noget ved det. Jeg har kontakt til de første 200, der kan lave musik og lyd. Vi skal bare holde musikken under Db-grænsen og undgå klager.

Det skal være god musik. Og med god musik mener jeg alt. Fuck hits! Det er funk, soul, reggae, jazz, psychrock.

LÆS MERE: Marwan synes, at junkfood er en sygdom

BBQ i gården er så fedt på mange måder. Og ja, der er jo øl, vin og joints så store som underarme, men det mest magiske skete på Bukkis fødselsdag. Vi havde nogle pavilloner med, og det pissede ned. BBQ i gården er ligeglad med regn. Vi stod der klokken 8 om morgen, og det pissede ned over siderne. Og om aftenen stod det ned med lyn og torden. Der kom alligevel 80 mennesker, og de hjemløse i parken fik også mad.

Så stiller min kammerat Monster sig op – og han er fandeme en stor karl – og smider tøjet. Der er børnene gået hjem. Så danser han sgu troldeballet rundt i hele Enghaveparken. Han har dejlige spinkle ben og en dejligt stor vom, og han danser med armene oppe over hovedet, mens han tilkalder Burzum og Thor. Det var så fedt. Det sidder bare prentet ind baghovedet. Der kan ingen af de andre festivaler være med. Det kan Roskilde heller ikke. Det er kun BBQ i gården, der kan sådan noget. Folk sad bare og måbede.

Det var så smukt, og så lukkede festen klokken tre om natten.