Tidligere indsatte fortæller om deres første døgn i friheden

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Forestil dig, at du kommer ud af fængslet efter at have siddet inde i flere år. Du får dine ejendele tilbage, tager dit fængselstøj af for sidste gang, og så er du ude. Der må være så meget glæde i sådan et øjeblik, men nok også en bismag af frygt og en masse forventninger. Hvad skal der ske nu? Du er fri. Hvem besøger man først? Hvor tager man hen? For at finde ud af hvordan de første par timer tilbage i friheden virkelig føles, tog VICE kontakt til tre mænd, der har oplevet dem. De er alle sammen fra den australske stat Victoria, og de er involverede i ReConnect, som er et initiativ, der drives af organisationen Jesuit Social Services.

Videos by VICE

Shaun, 34, sad i fængsel i fem år

Den dag jeg blev løsladt fra fængslet tog jeg direkte hjem til min far. Han havde forberedt noget til mig, en lille fest, men jeg sagde: “Nej, det kommer ikke til at ske.” Jeg følte mig ikke helt tilpas. Jeg ved godt, at man er omgivet af mange andre mennesker i fængslet, men at være omgivet af mennesker udenfor giver en helt anden atmosfære. Jeg havde svært ved at snakke med folk uden for fængslet. Hvad havde vi at snakke om?

Det var mange år siden, at jeg havde hørt fuglene om morgenen eller set aftenhimlen. Det var fordi, jeg havde tilbragt de sidste tre et halvt år i et topsikret fængsel, hvor der blev lukket ned klokken 16 hver dag. Men hjemme hos far, klokken 5 om morgenen, kunne jeg høre en hane gale. Jeg troede, at jeg bildte mig selv ting ind, men far bekræftede det: “Nej, den er god nok, naboen har fået sig en hane.

Ved du hvad, jeg virkelig havde lyst til, efter jeg blev løsladt? Toast med Vegemite. Man kan ikke få vegemite i fængslet på grund af gæren. Der er før set eksempler på, at indsatte har udvundet gæren for at brygge alkohol.

Efter jeg vågnede, var kommet mig over hanen og havde fået noget Vegemite på toast, skulle jeg til lægen. Jeg sad måske i toget i ti minutter – tidligt om morgenen, midt i myldretiden. Toget var helt proppet med mennesker. Jeg begyndte at få et panikanfald og var nødt til at stige af. Jeg kunne ikke klare alle de mennesker helt oppe i ansigtet på mig, det føltes som om, væggene faldt sammen omkring mig. Det fuckede virkelig med mit hoved. Jeg endte med at vente med at køre videre til klokken 11, hvor der var færre mennesker i toget.

Jeg indrømmer gerne, at det hele skræmte mig lidt til at begynde med. Jeg følte ikke, at jeg kunne klare det herude. Jeg græd over for min far og sagde: “Jeg kan ikke klare det her, jeg er nødt til at ryge i fængsel igen.” Sådan havde jeg det de første par dage, men det blev stille og roligt bedre med tiden.

Ziggy, 39, har afsonet flere domme – den seneste på to år

I ugerne før jeg blev løsladt, oplevede jeg nok mere angst end noget andet. Men da jeg først kom ud, var det mere begejstring end angst. Jeg tror, at det tog et stykke tid, et par dage, før det hele bundfaldt sig. Bare det øjeblik hvor jeg underskrev papirerne og vidste, at jeg lagde fængslet bag mig… det var virkelig en unik følelse.

Det var koldt den dag, jeg blev løsladt. Det kan jeg huske, fordi jeg ikke havde nogen jakke. Den adresse, jeg havde oplyst i forbindelse med min prøveløsladelse, var i første omgang mine forældres, fordi de havde sagt ja til, at jeg måtte bo der, mens jeg fandt mig til rette i samfundet igen. Efter jeg havde smidt mine ting hjemme hos mine forældre, tog jeg hen for at besøge mine børn og deres mor. De vidste, at jeg var kommet ud, og det var en fantastisk følelse. Ugen forinden blev de ved med at fortælle mig i telefonen, hvor meget de glædede sig til at se deres far. Min børn er desværre efterhånden vant til, at jeg er væk i længere perioder. Det var ikke første gang, jeg var i fængsel. Jeg har siddet inde størstedelen af deres liv. Det er ikke noget, jeg er stolt af, men jeg er i det mindste heldig, at vi stadig har et godt forhold.

Jeg må indrømme, at det føltes anderledes at blive løsladt den her gang. Andre gange, hvor jeg er blevet løsladt, har det føltes som om, at der var for mange mennesker omkring mig, for meget støj. Men da jeg kom ud den her gang, føltes det naturligt. Den her gang er jeg meget mere forberedt med mit støttenetværk, og jeg har brugt min tilsynsførende som en del af det. Prøveløsladelse plejede at være min ærkefjende, men det gik op for mig, at jeg var nødt til at lave om på nogle ting. Og så har jeg fået en ret god tilsynsførende den her gang – så halvdelen af kampen er allerede vundet.

Jeg har et ret positivt udsyn på livet i øjeblikket. Min fremtid ser lysere ud end den nogensinde har gjort. Og det giver jeg mit netværk – de mennesker, som jeg kan regne med, venner og familie – al æren for. Jeg er på rette kurs i øjeblikket, men jeg er ikke for tilbagelænet. Jeg har været i den her situation før, hvor det er gået ned ad bakke i en fart. Men jeg har siddet nok i fængsel nu, og det er bare spild af liv.

Vu, 36, har siddet i fængsel i tre år for narkokriminalitet

Jeg blev løsladt om eftermiddagen. Min sagsbehandler kom og hentede mig. Han kørte mig hjem til min mor. Alle fik mig til at føle mig velkommen. Vi lavede mad, fik noget at spise – mest vietnamesisk mad, den slags min mor laver, som jeg havde savnet allermest. Vi havde en masse at snakke om, fordi der var gået et par år. Til at begynde med ved man ikke helt, hvordan folk har det med, at man er tilbage i deres liv. Men når man sætter sig ned og snakker med dem, har de det fint og er glade for at have dig tilbage.

Efter fængslet var jeg slet ikke klar over, hvad der nu skulle ske. Jeg havde ingen kontrol over noget som helst. Men samtidig havde jeg lyst til at arbejde og forsørge mig selv. Jeg havde ikke lyst til at være en klods om benet på nogen, forstår du?

Min anden prioritet var at se min søn. Det var svært, fordi han bor hos sine bedsteforældre. Lige siden jeg blev dømt for det med stofferne, har de behandlet mig lidt mærkeligt. Så min første mulighed for at se ham var ikke en hel dag, bare et par timer i indkøbcentret under bedsteforældrenes opsyn. Det var irriterende, men de fleste problemer føles ret små, når man har overlevet fængslet. Jeg tog det ikke ilde op.

Man er nødt til bare at fokusere på, hvor man gerne vil være, hvad man gerne vil lave. Man prøver at være så normal som overhovedet muligt. Før jeg kom i fængsel gik det hele så stærkt. Jeg tjente gode penge, de væltede ind, men jeg var sindssygt stresset. Nu nyder jeg virkelig mit liv, selvom jeg hverken kommer til at have et pænt hus, en lækker bil eller en masse penge på lommen. Men hey, jeg er glad. Det er det, der er vigtigt for mig i øjeblikket.